Kender du problemet med et alt for fyldt klædeskab? Er du kvinde, så er svaret højst sandsynligt både ja og nej – for lad os indse det – vi kvinder kan aldrig få for meget tøj. En gang i mellem kan det dog være rart at få skiftet lidt ud i garderoben – men hvordan kan det gøres på en nem og overskuelig måde? Det har to unge kvinder fra Horsens nu fundet svaret på. 2ndSales er navnet på det nye trendy tiltag, som skal hjælpe kvinderne i Horsens og omegn med at komme af med alt det tøj i klædeskabet, som de alligevel ikke bruger – og så selvfølgelig hjælpe alle andre kvinder til at købe billigt lækkert tøj. 

– Jeg stod derhjemme en dag og var ved at sortere ud i alt mit tøj, sko osv. og blev helt frustreret og tænkte: hvad skal jeg dog gøre med alt det her? Jeg gad ikke til at tage billeder af det og lægge det op på facebook – så er der bøvl med porto, og folk køber det alligevel ikke. Så jeg tænkte; hvorfor er der ikke et sted i Horsens, hvor man kan sælge sit brugte tøj? Så jeg sagde til Anne; det gør vi sgu – vi gør det selv, fortæller Mie Nørby, den ene halvdel af duoen bag 2ndSales.

Attraktionsby for studerende

Anne Hedegaard og Mie Nørby er de to unge kvinder, som i starten af året kom på ideen om at skabe et rum for salg og køb af genbrugstøj i høj kvalitet, og siden da har der været fart på for Anne og Mie, som til dagligt begge er studerende.

Anne læser til mediegrafiker i Aarhus, og Mie læser til handelsøkonom med speciale indenfor eventmanagement her i Horsens – begge uddannelser har de haft stor glæde af under forløbet med opstarten af 2ndSales. Som studerende tager Anne og Mie selv til sådanne arrangementer rundt omkring i Jylland, og det er da bestemt en god måde at få lækkert nyt tøj på uden at skulle frem med den store pengepung. Så de to studerende syntes, at der manglede et sådan arrangement i Horsens.

– Vi synes, at Horsens er en oplagt by til det – der sker for lidt af sådan noget her i byen – der er ikke rigtig noget, som er lækkert, sjovt og for kvinder, fortæller Anne.

Mie og Anne - 2ndSales

Anne Hedegaard og Mie Nørby til første 2ndSales arrangement. Foto: Rasmus Rønnebech

– Vi synes også, at Horsens er en større og større attraktionsby for studerende, og vi synes jo helt klart, at det her er oplagt for studerende, både for dem som sælger, og for dem som køber. Så vi kunne ikke forstå, hvorfor der ikke var sådan noget i Horsens. Derfor skyndte vi os at gøre det, inden der var andre, som fik idéen, tilføjer Mie, som påpeger, at der ligger en masse research bag valget – det har været vigtigt, at få bekræftet, at et sådan tiltag kunne have interesse for byens kvindelige befolkning.

Det har dog vist sig, selvom 2ndSales på mange måder henvender sig til unge kvindelige studerende, at målgruppen er noget bredere.

– Der er mange kvinder i 40’erne, som også synes det er fedt. Og det tror jeg er fordi, at det er snævret lidt mere ind, så det kun er lækre ting og af god kvalitet. Det bliver ikke sådan, at man skal bane sig vej gennem hullede trøjer, siger Anne med et smil.

Et vigtigt element i 2ndSales er nemlig, at tøjet skal have en vis standard. Det skal virke forholdsvis nyt og ubrugt. Selvom det i og for sig er et genbrugsmarked, så kræver Anne og Mie høj kvalitet, og de er ikke bange for opkræve tøj, de ikke finder passende på et 2ndSales marked.

Iværksætter tanker…

Det er første gang både Anne og Mie springer ud over iværksætterklippen, og det lyder ikke til, at det bliver sidste gang. Tanken om iværksætteri har været hos dem begge forinden 2ndSales, og nu har den sat sig godt og grundigt fast.

– Som mediegrafiker studerende poppede tanken tit op – det kan ofte være svært at finde et job, når man er færdig uddannet, og der er jo rigtig mange mennesker om budet, så der er mange som vælger at starte selv. Jeg har mange gange tænkt, at det da godt kunne være, at jeg også bare skulle starte mit eget, fortæller Anne.

“Jeg har også haft tanken, især når man ser, at der er så mange unge iværksættere, som gør det rigtig godt. Selvfølgelig bliver man inspireret og tænker, at det også kunne være fedt at prøve noget selv. Så det er da en tanke, der er poppet op, og vi har da også haft snakket om, at det kunne være sjovt at lave noget selv, før 2ndSales”, fortæller Mie.

Til spørgsmålet om hvad der driver de to iværksættere, er det svært for dem at sætte nålen i en bestemt ting, men hele processen med at starte egen virksomhed og prøve iværksætteriet på egen krop er vildt spændende, mener Anne, der ligesom Mie også får en masse erhvervserfaring, som hun har glæde af i forbindelse med sin uddannelse.

– Det er utrolig spændende at få fingrene i noget af det, man har haft om i skolen og faktisk komme ud og prøve det af. Folk, som har prøvet det, kan snakke nok så meget om det, men man forstår det jo ikke rigtig, før man har stået i det selv. Vi synes selvfølgelig også, at det er super sjovt – for os er det på mange måder ikke et arbejde – det er en interesse, fortæller Mie.

Skulle 2ndSales udvikle sig og blive meget stort, meget hurtigt, vil Anne og Mie klart overveje, om de skal sætte uddannelserne på hold. Ellers regner de begge med at gøre deres uddannelser færdige, inden de satser alt på iværksætteri. De går også med store drømme om fremtiden for 2ndSales, men dem må vi vente med at høre om, til en anden god gang.

Den rette partner

Som studerende, og nu også som iværksættere, har Anne og Mie nok at se til. Derfor har de også gjort brug af deres netværk og benyttet sig af venner og familiemedlemmers begejstring og villighed til at hjælpe med projektet. De har også begge været gode til at give hinanden plads og træde mere til, hvis en af dem har en travl uge.

– Hvis man går sammen med nogen – så vær sikker på, at det er den rigtige, du går sammen med. Det har vi virkelig mærket vigtigheden af – det skal bare fungere. Hvis man har en dårlig dag, og man ikke orker noget – så er der forståelse fra den anden, og det er vigtigt, fortæller Anne og tilføjer:

“Har man et samarbejde med nogen, så er et vigtigt råd “kill your darlings” – husk det! Altid! Du skal ikke sidde og holde fast i, at din idé er verdens bedste, fordi det kan sagtens være, at den anden har en bedre ide, og det skal man virkelig være åben overfor.”

Det gode samarbejder er ikke nyt for Anne og Mie. De har nemlig arbejdet sammen som tjenere på Eydes Kælder i Horsens, hvor Mie stadig arbejder, og her opdagede de arbejdsgnisten mellem dem. Og det gode samarbejde har nu givet afkast – det første 2ndSales arrangement var en stor succes.

Det sker igen d. 3. juni

2ndSales Fængslet i Horsens d. 6. maj

Foto: Rasmus Rønnebech

Den 6. maj besøgte 150 glade kvinder 2ndSales og gik shop amok. Der var i alt ca. 40 stande spækket med tøj, og Anne og Mie håber på en ligende succes d. 3. juni.

– Vi synes, det var fedt at se, at vi ikke er de eneste med et overfyldt klædeskab – for hold da op hvor var der meget tøj i Snedkeriet den aften! Vi er rigtig glade for al den positive respons, vi fik fra både standejere og entré gæster – det var tydeligt at høre, at de også synes Horsens manglede sådan et arrangement, fortæller Mie.

2ndSales finder sted den første onsdag i måneden oppe på FÆNGSLET, og nu er det snart tid igen. På onsdag den 3. juni slår Anne og Mie endnu engang fængselsdørene op til et brag af et arrangement. Bestillingerne til d. 3. juni er godt igang, og Anne og Mie glæder sig meget til endnu en gang at afholde Horsens’ nye eksklusive genbrugstøj-marked.

Her fra VI STARTER SGU skal der lyde et stort tillykke til Anne og Mie fordi DE STARTEDE SGU.

Tjek 2ndSales ud på facebook eller deres hjemmeside.

Kommentarer

kommentarer