Altid klar på en kop kaffe

Business Horsens’ ny erhvervsdirektør, Signe Marie Smidt, glæder sig til at komme i gang med arbejdet og styrke fortællingen om Horsens som erhvervsby.

Horsens er kendt vidt og bredt som kultur- og eventby, men hvad er det egentlig Horsens kan, når det gælder erhvervsområdet? Byen har nogle agtværdige, gamle virksomheder, og der er et blomstrende iværksættermiljø – men hvor mange kender egentlig til alt det ude i det ganske land?

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi styrkede fortællingen om Horsens som erhvervsby. Blev bedre til at udnytte synergieffekterne på området og få den historie ud, for der er så meget at fortælle, siger Signe Marie Smidt.

Hun har erstattet erhvervschef Torben Busk, der fik 31 år på posten. Samtidig har der været nogle organisatoriske ændringer i Business Horsens, så stillingen har fået betegnelsen “erhvervsdirektør”.

Vækstlaget og de etablerede

Signe Marie Smidt kan også se nogle muligheder i at øge kontaktfladen mellem vækstlaget og de etablerede industrivirksomheder. Det kan gavne begge parter.

- Mens iværksætterne kan lære meget af strukturen i veletablerede virksomheder, kan en del iværksætteres evner indenfor eksempelvis produktudvikling med fordel komme i spil, siger Signe Marie Smidt.

Her kan Business Horsens i højere grad end tidligere udfylde rollen som facilitator.  Signe Marie Smidt understreger dog, at hendes tanker først skal vendes med resten af medarbejderstaben i Business Horsens, så de kan forventningsafstemme og finde ud af, hvad der er muligt. Men hensigterne er til stede hos den nytiltrådte erhvervsdirektør.

Fortid i Horsens

Signe kommer oprindelig fra Odder, og hun har arbejdet i København de sidste seks år. Horsens er dog på ingen måder fremmed for hende, da hun tilbage i 2009 arbejdede som projektleder på et strukturfondsprojekt i Horsens kommune. Hun sad på kontor lige ved siden af Jan Trøjborg, og hun skulle styre projektet, så der kom gang i hjulene efter den økonomiske kollaps året før.

Hun holdt meget af Horsens, men karrieren førte hende til Landbrug & Fødevarer og siden Kommunernes Landsforening (KL). Men nu er hun og familien vendt tilbage til det østjyske. Der er specielt én side af arbejdet, hun glæder sig til, når hun tiltræder pr. 1. februar.

– Arbejdet med at varetage interesser i KL og Landbrug & Fødevarer var tungt. Kompleksiteten var både sjov og udfordrende, men der kunne gå rigtig lang tid fra man indledte nogle forhandlinger, og der kom målbare resultater ud af det, siger hun.

Bedre overblik

Hun glæder sig til en mere “hands on”-præget hverdag, hvor man ret hurtigt kan gøre sig gældende og se tingene ske.

For det betyder noget for Signe Marie Smidt at sætte noget i søen og kende de mennesker, initiativerne vedrører. Hun vil gerne skabe mere struktur og gøre det lettere for medlemmerne at se, hvad Business Horsens kan bruges til. Også når det gælder erhvervsfinansiering.

– Der er mange iværksættere, der har svært ved at overskue alle de fondsmidler, der kan søges. Der er mere end 250 forskellige aktører, og her kan vi helt klart medvirke til at gøre det mere transparent, siger Signe Marie Smidt.

En uformel kaffesnak kan gøre en forskel

Frem for alt vil Signe Marie Smidt gerne være en samlende kraft for de 800 medlemmer i Business Horsens.

– Vi skal have en langt tydeligere stemme, og både iværksætterne og de tunge virksomheder skal kunne se sig selv i Business Horsens, siger hun.

Hun er meget bevidst om, at målet ikke nås alene fra skrivebordet i Vitus Bering Innovation Park.

- Jeg er kendt for at “gribe knoglen” og tage ud til en kop kaffe, hvis der er noget, der skal drøftes, eller ting, jeg trænger til at blive klogere på. Og det er jo også tit ved de mere uformelle samtaler, at der i virkeligheden sker noget, siger Signe Marie Smidt.

VI STARTER SGU ønsker god vind i sejlene til Business Horsens’ ny erhvervsdirektør. Alle – medlemmer som interesserede og nysgerrige – kan komme til uformel velkomstreception i Vitus Bering Innovation Park. Det sker på fredag, den 3. februar, fra 14:00 – 15:30. Du kan melde dig til her.

bubble