Anders vil hjælpe iværksætterne

Iværksætteri kræver ofte en god portion stædighed og vedholdenhed. Anders Fogh var lige ved at miste håbet, da en investor skød penge i hans iværksætterdrøm, startupcentral.dk.

25-årige Anders Fogh fra Brædstrup er handelsuddannet og har arbejdet som sælger i flere store virksomheder. Han besidder sælgergenet, men hans faglige forbillede har sjældent været salgschefen.

– Jeg har altid været mest fascineret af ejeren. Den, der har skabt det hele, siger Anders.

Lysten til selv at skabe noget fra bunden og lære i processen ligger dybt i Anders. Det fik ham til at kaste sig ud i en del af renoveringsarbejdet på hjemmet i Brædstrup, og det fik ham til at kaste sig ud i udviklingen af et neglebord sammen med en kammerat. Ideen til sidstnævnte kom fra hans forlovede, Nanna, der arbejder med manicure som bibeskæftigelse. Selvom ingen af Anders’ forældre er iværksættere, har drømmen om at få fødderne under eget bord været nærværende.

– Eller hånden på egen kogeplade, replicerer Anders med et smil.

Erfaring afslørede et behov

“Jeg savnede et sted, hvor man kunne få hjælp til de første, forsigtige skridt.”

Projektarbejdet med neglebordet begyndte i februar i fjor, og det var ikke hans første forsøg ud i iværksætteri. Han havde tidligere haft andre projekter, herunder en trykvirksomhed. Men det var her ideen til startupcentral.dk opstod.

– Der findes mange netværk for iværksættere, men de fleste er i en eller anden grad møntet på de mere etablerede. De, der er i gang. Jeg savnede et sted, hvor man kunne få hjælp til de første, forsigtige skridt, siger Anders.

Neglebordet blev hurtigt for stor en mundfuld, fordi det blev svært at overskue processen med at skabe en prototype og få de nødvendige tilladelser til den indbyggede teknik.

Derfra udsprang ideen til Startup Central. En central, hvor alle med en iværksætterdrøm kan hjælpes i gang – eller hjælpe sig selv i gang. Et sted, hvor nogle iværksættere med en idé til et neglebord også kan få hjælp til at overskue processerne.

Investor dukkede op i 11. time

Han udviklede sin idé, lavede forretningsplan og pitch deck. Tankerne blev modnet, og ideen blev i de følgende måneder pitchet for 12 forskellige business angels – blandt andet fra Venture City Horsens. Han fik en del positive tilbagemeldinger, men den nødvendige investeringsvilje lod vente på sig. I januar i år var Anders ved at miste modet. Han havde arbejdet med ideen i tæt på et år, og han havde været uden fast arbejde som sælger siden november, så der skulle til at ske noget nyt.

– Jeg ville ikke droppe ideen, men jeg skulle gribe det anderledes an. Måske få et job og så spare sammen til selv at kunne skyde penge i det. Men det kunne jo have lange udsigter, siger Anders.

Redningen kom, da Anders selv fandt en investor. En investor, der ønsker at være anonym, tilbød at skyde én million i projektet. Så er der penge til at udvikle hjemmesiden og betale en løn til Anders. Selve hjemmesidearbejdet er outsourcet til et firma med styr på den slags, mens Anders sørger for at koncentrere sig om det, han er bedst til: At skabe partnerskaber og sælge ideen til interessenter.

Godt introtilbud

I første omgang arbejder Anders på at sælge abonnementer til uddannelsesinstitutioner med iværksætteri og innovation på skemaet, fra gymnasieniveau og op. Her kan eleverne bruge startupcentral.dk til at lave projektvirksomheder eller udvikle flyvefærdigt iværksætteri. Sideløbende kan alle privatpersoner med en iværksætterdrøm naturligvis tegne abonnement, uanset om de er på idéfasen eller allerede er godt i gang med cvr-nummer og virksomhedskonto i banken. De såkaldte privatabonnementer er særlig attraktive i opstartsfasen.

– Hvis man melder sig til på Facebooksiden eller sender en mail på info@startupcentral.dk, og vælger at blive gratis testperson på prototypen, får man den fulde version gratis, året ud,  lover Anders.

Business angels og coaching

Et medlemskab giver fri adgang til regnskabsprogrammet Billy og lønsystemet Salery. Samtidig er der adgang til både business angels og coaches, der kan give tilbagemeldinger og sparring på den idé, man sidder med. Både når det er en løs idé, og når idéen er blevet mere konkret og måske er ledsaget af en forretningsplan, et produkt eller nogle markedsundersøgelser. Der er allerede tilknyttet et netværk af coaches og business angels til centralen, og medlemmer kan knytte kontakt direkte til den business angel, der kunne være en mulig samarbejdspartner.

– Man kan også lægge sin forretningsplan og pitch deck i vores pitchpool, så kan de mulige investorer selv fiske dem op og vælge de ideer, der tiltaler dem, siger Anders.

Fra A til D eller Å

“Vi har en del coaches tilknyttet, der har en filantropisk lyst til at hjælpe folk frem”

Men startupcentral.dk er ikke kun for startups med behov for kapital; iværksættere med andre behov kan også være med.

– Vi hjælper fra idé til investering, og vi præsenterer alle værktøjer fra A til Å, men man bestemmer selv, om man vil stoppe ved D, siger Anders.

Alle medlemmer kan få indspark til styrker og svagheder i iværksætterprojektet, uanset om de er på jagt efter kapital eller ej.

– Vi har en del coaches tilknyttet, der har en filantropisk lyst til at hjælpe folk frem, siger Anders.

Prototypen af Startupcentral.dk ryger på nettet i slutningen af indeværende uge eller begyndelsen af næste. Du kan give Anders’ projekt et like på Facebook – og du kan som nævnt få resten af året helt gratis og uden binding, når den fulde version lanceres, hvis du vælger at blive testperson på prototypen.

Anders Fogh driver foreløbig startupcentral.dk fra køkkenbordet.
bubble