Bliv klogere på storytelling

Storytelling er mere end et fikst modelune. Søndag den 20. januar er der storyteller-seminar på café La Vie med storyteller Carsten Islington.

Det er svært at købe en fødevare, uden at du skal have hele historien om dens tilblivelse proppet ned i halsen. Som oftest i en temmelig romantiseret version. Det bliver let temmelig utroværdigt, når selv den mest udpinte marmelade tilsyneladende er lavet af en sød gammel dame, der selv har været ude og plukke de solmodne bær i haven. Med håndkraft. I forklæde. Eller når Arla vil have os til at tro, at deres massefremstillede oste er genstand for kærlig omsorg af mejerister, som de så ud omkring 1950.

Kernefortællingen

Men storytelling i markedsføring er andet end farvestrålende fondant på en tør chokoladekage. Storytelling er også at skabe en troværdig kernefortælling om et produkt eller en ydelse. Og det er ikke forbeholdt store, dyre brands – en hvilken som helst iværksætter har også en historie, der kan fortælles. I stedet for den velkendte elevatortale, hvor du forsøger at sammenfatte alt det, du laver og kan, kan du overveje at gå mere til opgaven som en storyteller. For vi kan alle lide at høre en god historie. Gode historier sælger.

Aktivér forestillingsevnen

Det gælder blandt andet om at overlade en del til lytterens eller læserens fantasi og associationsevner. Fortæl ikke alt. Pensl det ikke ud. Lad modtageren selv drage nogle slutninger. Det er forestillingsevnens magi, der er benzinen i storytelling. Så kan det være, der sker misforståelser. Det kan være, modtageren ikke får det fuldstændige billede. Men det er ofte af mindre betydning. Det har f.eks. ikke den store betydning, om modtageren tror, at freelancejournalisten sidder og skriver på et gammelt hakkebræt, hvis det passer ind i en samlet fortælling. Det har heller ikke den store betydning, om den alternative behandler altid har rosenblade strøet ud på gulvet. Bare du ikke har løjet om det. Du skal ikke bilde nogen noget på ærmet. Du skal holde dig til sandheden, men de fleste er nogle gange slemme til at rutte med sandheden.

Fortælletekniske virkemidler i markedsføring

Carsten Islington er trænet storyteller. Han har oplevet mere end de fleste, og han formidler oplevelserne, så de fleste sidder måbende tilbage. Lyver han? Nej, det gør han faktisk ikke. Han fortæller blot sin sandhed. Den sandhed, han kan huske. Så kan det være, at andre, der var til stede, husker det lidt anderledes. Men det gør ikke historien til løgn. Desuden har han helt styr på nogle fortælletekniske virkemidler, der holder lytteren fanget undervejs.

Det er disse virkemidler, du også kan bruge i markedsføring. Ikke nødvendigvis i direkte form – men du kan lade dig inspirere til at fortælle historier i stedet for at opremse dit produkts herligheder.

Heldagsseminar med frokost og kaffe

Islington vil efter eget udsagn fortælle alt, hvad han ved om storytelling denne søndag på La Vie. La Vies ejer, Martin, vil sørge for bespisning og drikkelse undervejs. Det hele starter om formiddagen klokken 9:30 og slutter hen på eftermiddagen klokken 17 med frokost og kaffe undervejs. Til frokost er der La Vies berømmede charcuteri-anretning.

Der vil være opgaver undervejs, og der er kun plads til omkring et dusin på seminaret, der naturligvis løber af stablen i cafélokalet. Prisen for hele dagen med bespisning og kaffe er kroner 975,-

Du kan melde dig til via La Vies Facebookside.

 

bubble