UngEvent satser på ungdommen gennem events og rådgivning

Det er tydeligt at mærke kreativiteten og energien, når man træder ind i lokalerne på Norgesvej 11 i Horsens, hvor UngEvent holder til – en event- og rådgivningsvirksomhed, som udvikler og faciliterer events og kurser for danske ungdomsskoler. De to ejere, Jacob Molboe og Adnan Suhonjic, fortæller også, at det ikke er unormalt at blive mødt af folk, der breaker eller står på hovedet i arbejdstiden.

UngEvent blev stiftet af Jacob Molboe og Adnan Suhonjic i 2019, og her tre år senere er fire fuldtidsmedarbejdere og 40 freelancere også blevet en del af virksomheden.

Deres iværksætterrejse startede dog mange år tidligere, da de to unge mænd altid har haft et stærkt iværksætterdrive og også tidligere har stiftet henholdsvis en danseskole og et plakatfirma. Dansefabrikken lever i dag som en integreret del af UngEvent, som de to iværksættere i dag lægger deres fulde energi i.

Satsede hele butikken i 2020

UngEvent startede først og fremmest som en passion og et drive for unge mennesker. Både Jacob og Adnan har nemlig sammenlagt arbejdet mere end 25 år med unge mennesker og facilitering af events, bl.a. som henholdsvis klubmedarbejder og klubleder i en ungdomsskole i Horsens Kommune.

Og det var også gennem ungdomsskolerne, at de to iværksættere lærte hinanden at kende. Som en naturlig forlængelse af deres virke i ungdomsskolerne, stiftede de UngEvent, hvorfra de begyndte at afholde mindre events for unge piger og drenge med fokus på kreative hobbyer som makeup, breakdance, skating osv.

Behovet for at udvikle virksomheden og samarbejde på tværs af landets ungdomsskoler opstod dog hurtigt, hvorfor de i maj 2020 besluttede sig for at gå all in på projektet:

”I starten var UngEvent en sideforretning ved siden af vores to andre jobs, men da vi begyndte at kunne mærke, at vi for alvor kunne gøre en forskel og skabe værdi for ungdommen på tværs af landets ungdomsskoler, gik vi fuldtid i virksomheden,” fortæller Jacob.

Jacob understreger, at denne beslutning var afgørende for den succes, som de oplever i dag.

Han pointerer, at mange iværksættere går i lang tid med deres virksomhed eller iværksætterprojekt ved siden af alt andet – men det er ofte først, når man satser den faste løn og de trygge rammer, at der kommer noget på spil, og tingene kan begynde at vokse.

Man kan komme langt med tålmodighed og gåpåmod

Selvom UngEvent i dag oplever stor succes og samarbejder med mere end 40 af landets ungdomsskoler – og har underholdt mere end 10.000 unge mennesker på blot et par år – så var vejen ind i varmen ikke så ligetil:

”Det kommunale kan være en svær branche at danse med, så vi startede stort set fra nul i 2020. Ud fra en lang liste med relevante aktører, kommuner og ungdomsskoler begyndte vi at kontakte én efter én. Det krævede mange timers arbejde og tålmodighed, og vi fik langt flere nej’er end ja’er,” fortæller Jacob, der i dag er glad for, at han holdt fast i den irriterende sælger-tilgang.

Herefter tog det nemlig fart, og efter en håndfuld ungdomsskoler først kom med ombord, begyndte antallet af ungdomsskoler, samarbejdspartnere og events at eskalere.

”I starten red vi på en bølge af gode idéer, gåpåmod og ikke mindst vores egen erfaring. Ungdomsskolerne tappede hurtigt ind i vores fælles vision og værdier, hvor vores individuelle personligheder helt sikkert også har spillet ind. Som hold komplementerer vi hinanden godt med både kreative og administrative styrker, så rollefordelingen har fra start fald os meget naturligt,” lyder det fra Adnan.

Vil altid kunne findes ude blandt de unge

Hvis UngEvent fortsætter på den gode bølge, er det ikke urealistisk, at de med tiden kan opnå deres eget mål om at blive en endnu større medspiller hos danske ungdomsskoler. Deres mål er og har altid været at løfte kvaliteten for unge mennesker, og de håber og tror på, at deres events og initiativer er med til at forandre ungdommen til det bedre.

Jacob og Adnan er enige om, at de uanset antallet af medarbejdere på kontoret, dog aldrig vil gå på kompromis med deres egen rolle og kulturen i virksomheden:

”Vi finder energi i at tage ud og møde de unge mennesker, hvad end det er til en af vores Street Day events eller Beauty-camps. Den alsidige hverdag på kontoret og ude i marken er det, som holder os unge, og det vil vi holde fast i fremover. Det er også vigtigt for os, at vi holder fast i det kreative og afslappede miljø på kontoret, hvor det til tider kan være lidt af et cirkus. Men det er sådan, vi bedst kan lide det,” afslutter de to enstemmigt.

UngEvent har en masse spændende projekter og events planlagt i fremtiden, heriblandt kurser i sociale medier, beauty-camps, streetday, ungfest og meget mere. Du kan følge dem på www.ungevent.dk eller på deres Facebook, LinkedIn og Instagram.

bubble