Corona: Hjælp til iværksætterne

I forbindelse med Coronakrisen har regering og folketing indtil videre lanceret fem hjælpepakker. Vi giver her et overblik over den hjælp, der kan være aktuel for iværksætterne i Horsens.

Mange iværksættere mærker en ekstrem omsætningsnedgang eller et fuldstændig stop for alle aktiviteter i disse dage. Det kan tage pippet fra enhver, og selvom der måske stadig er en smule aktivitet i virksomheden, kan det være svært at finde initiativet til at få dem løst. Det hele kan virke både uoverskueligt og meningsløst. Mest af alt fordi ingen rigtig ved, hvor længe denne situation kommer til at vare – eller hvor længe, der går, før samfundet er tilbage på fuld skrue.

Men der er dog en smule håb. Regeringen har den sidste uges tid lanceret ikke mindre end fem hjælpepakker, der sigter mod at hjælpe alle selvstændige – både de store selskaber og den enlige iværksætter.

Her får du et overblik over de hjælpepakker, der er mest relevante for de små iværksættere:

Udskyd moms og skat

Den første hjælpepakke indeholdt muligheden for at udskyde indbetaling af moms og skat. Hvis du indbetaler faste B-skatterater, har du altså muligheden for at udskyde indbetalingerne til senere på året.

I den fjerde hjælpepakke blev denne mulighed udvidet, så små virksomheder først skal betale moms 1. marts 2021, mens mellemstore virksomheder skal betale 1. september i år. Det kan styrke likviditeten.

Derudover udskydes betalingen af B-skat, sådan at betalingsfristen, som ellers lå 20. april 2020, flyttes til 20. juni, mens fristen 20. maj udskydes til 20. december.

Hjælp mod faldende omsætning

Selvstændige og freelancere, der oplever minimum 30 procent fald i deres omsætning, kan modtage en kompensation, der udgør 75 pct. af det forventede omsætningstab, dog maksimalt 23.000 kroner per måned per ejer. Ordningen vil gælde i tre måneder fra 9. marts til 9. juni. Hver ejer skal mindst eje 25 pct. af virksomheden og arbejde i den.

Kompensation for faste udgifter

Staten vil desuden dække nogle af de faste omkostninger, som virksomhederne ikke længere har indtjening til at dække. Iværksættere kan få kompensation til de faste udgifter, hvis de har haft mindst 40 procents omsætningstab – kompensationen udgør mellem 25 og 80 procent, afhængig af størrelsen på omsætningsnedgangen. Faste udgifter er f.eks. husleje og uopsigelige leasingaftaler.

Hjælp til iværksættere med ansatte

Hvis du er arbejdsgiver, kan du få refusion fra dag ét, når medarbejderen er syg af covid-19 eller i karantæne. Sygedagpengesystemets såkaldte arbejdsgiverperiode suspenderes.

Arbejdsfordelingsordningen blev gennem den femte krisepakke mere fleksibel. Ordningen betyder, at virksomheder kan sætte medarbejdere ned i tid i en periode, og medarbejderne kan få supplerende dagpenge. For at undgå masseafskedigelser ændres ordningen, så arbejdsfordelingen kan igangsættes, så snart den er anmeldt til jobcentret. Dermed suspenderes det nuværende krav om, at en arbejdsfordeling skal anmeldes til jobcentret, senest en uge før den kan træde i kraft.

Øget adgang til dagpenge og sygedagpenge

Vilkårene for dagpengemodtagere og sygedagpengemodtagere ændres frem til 9. juni. Det betyder, at perioden fra og med 9. marts til og med 9. juni medtælles ikke i den lediges dagpengeanciennitet.

Hvis du i perioden fra 9. marts har opbrugt din dagpengeret og eventuelt har meldt dig ud af din a-kasse, kan du genindmelde dig og opnå ret til dagpenge indtil 9. juni.

Hvad gør du nu?

Hjælpepakkerne er så nye, at udmøntningen ikke er på plads endnu. Derfor kender vi ikke dokumentationskravene, og vi ved heller ikke, hvor pengene skal søges og hvor hurtigt, de kan forventes på Nem-kontoen. VI STARTER SGU vender tilbage, når der er nyt.

bubble