De er klar til at åbne, når de må

Kim Davidsen og Lena Kingly er klar med en brætspilscafé, når myndighederne giver grønt lys til den slags socialisering igen.

Det er nærmest skæbnens ironi, at Lena og Kims drøm om at åbne en brætspilscafé i Horsens er blevet sat på pause af Corona-krisen. De vil skabe et rum for mere samvær, og så er der lige før den planlagte åbning kommet en virus, som begrænser samvær mellem mennesker. For en tid i hvert fald.

– Vi havde planlagt at åbne 1. maj, men vi ved godt, at det sikkert ikke bliver muligt. Vi arbejder dog stadig hen imod det. Så må vi se, hvad der sker, siger Kim Davidsen, der sammen med hustruen Lena Kingly står bag den kommende brætspilscafé i Allégade 1E.

“Brætspil er virkelig på vej frem for tiden, og der udgives omkring 1000 nye spil på verdensplan hvert år”

De er begge i 30’erne, og Lena har i sin egenskab af sygeplejerske Coronaproblematikken helt tæt på livet. Kim har kørt lastbil i mere end otte år og følte, at der skulle ske noget nyt i hans arbejdsliv. Han havde længe puslet med tankerne om at åbne en almindelig café, for han er selv lidt af en kaffeaficionado.

– Men jeg kunne godt se, at markedet for kaffebarer og caféer er mættet i Horsens. Så det var mere indlysende at gribe fat i vores fælles passion for brætspil, siger Kim.

Mere end 300 b20200405_180109rætspil

De to har efterhånden opbygget en samling af 300 forskellige brætspil, og det er dem, gæsterne i caféen frit kan vælge imellem. Der er også kort og terninger til de mere konservative. Kim eller Lena hjælper med tips, hvis gæsterne søger en ny brætspilsoplevelse, og hvis lysten går i retning af at prøve et af de mere komplicerede spil, er der også hjælp at hente bag baren.

– Vi hjælper selvfølgelig meget gerne, hvis gæsterne har lyst til at prøve noget nyt, men ikke lige vil bruge en halv time på at læse reglerne, siger Lena.

På date med brætspil

Caféen åbner op i et nyrenoveret, lyst butikslokale lige overfor Glarmester Kvist og Svanes Plads, og placeringen er valgt både ud fra lav husleje og nærheden til det nye campus-byggeri. Brætspilscaféen henvender sig til alle, men brætspil er særligt blevet en dille blandt unge studerende.

– Brætspil er virkelig på vej frem for tiden, og der udgives omkring 1000 nye spil på verdensplan hvert år. Jeg tror, det er et modsvar til al den distancering, de teknologiske fremskridt skaber. Hvis man er vokset op med onlinespil og socialisering via internettet, har det en helt anden værdi at spille med andre, mens man sidder lige overfor hinanden, sige Kim.20200405_180109

En date kan også blive en del mindre akavet, hvis den gennemføres over et slag det ene eller andet. Hvis det ender i et skænderi om reglerne, var forholdet nok dømt til at mislykkes alligevel.

Kaffe, øl og lidt at spise

Caféen vil byde på god kaffe og andre nonalkoholiske nydelsesmidler. Da disse linjer skrives, håber Lena og Kim også at få en alkoholbevilling i hus inden åbningen, så hyggen kan suppleres med en øl eller et glas vin. Der bliver også mulighed for at få lidt let at spise, såsom grillede sandwich, kage til kaffen og snacks.

– Vi har været rundt på andre brætspilscaféer i landet for at lure af, hvad de gør godt, og hvad de gør knap så godt. Vi fandt hurtigt ud af, at muligheden for en bid brød er vigtig, hvis man gerne vil holde på gæsterne. De mere komplicerede spil kan jo sagtens tage flere timer at gennemføre, og så er det godt med muligheden for at spise en frokost eller aftensmad her, siger Lena.

Også almindelig café

“Vi har spil, der koster over 1000 kroner, så det kommer da til at gøre ondt, når vi første gang ser en væltet øl ud over spillepladen”

Brætspilscaféen kommer til at fungere som en almindelig café, hvor det også er muligt at få en forfriskning uden at spille. Men hvis man vil have adgang til spillene, koster det 30 kroner per deltager. For den pris kan man prøve alle de spil, man magter. Indtægterne herfra skal medvirke til at holde beholdningen af spil ved lige og udbygge den, for gæsterne må gerne både drikke og spise, mens de spiller. Det slider, men man kan som bekendt ikke lave omelet uden at slå æg itu.

– Vi har spil, der koster over 1000 kroner, så det kommer da til at gøre ondt, når vi første gang ser en væltet øl ud over spillepladen. Men det er jo også derfor, vi tager ekstra betaling for at gæsterne kan bruge spillene, siger Kim.

Stamgæster kan købe årskort til 285 kroner, der giver fri adgang til spillene i 12 måneder.

Børnefamilierne er velkomne

Tanken er, at Kim skal bestyre caféen i hverdagene, og så vil Lena supplere, når hun har overskud og fri fra sit arbejde. Caféen skal åbne klokken 13 i hverdagene fra tirsdag til fredag og lukke sidst på aftenen. 21:30 i ugens første dage og måske midnat på fredage og lørdage. Det afhænger lidt af behovet. Mandag er lukkedag, og i weekenderne skal der åbnes allerede klokken 10. Det er nemlig håbet, at også børnefamilier får lyst til at slutte indkøbsturen af med et spil og en kop kakao.

– Vores café henvender sig til alle, og vi vil gerne både i indretning, spilsortiment og prisniveau sørge for, at både børnefamilier, unge og gamle føler sig godt tilpas her, siger Lena.

20200405_173211Corona-besværet

Corona-krisen har gjort det hele noget mere besværligt, men der har været god hjælp at hente rundt omkring. Kim havde egentlig 14 dages opsigelsesvarsel hos sin arbejdsgiver, men han gav besked et par måneder i forvejen, at drømmen om caféen var på skinner, og at han gerne ville stoppe med at køre lastbil mod slutningen af april. Kort tid efter lukkede statsministeren landet ned, og så blev Kim ringet op af sin arbejdsgiver.

– Han spurgte, om vi ikke bare skulle skrotte min opsigelse, og så kunne jeg bare sige til, når jeg vidste, hvornår vi var klar til at åbne caféen. Så nu må vi se, hvornår caféer og restauranter kan åbne igen. Det gør det naturligvis mere trygt, at jeg har mit job så længe, siger Kim.

Corona var også årsagen til, at Kim måtte male mere, end han havde håbet på.

– Min far bor i Roskilde, og han havde købt grej og var klar til at køre over og hjælpe os med at male. Men vi sagde, ’det er vist bedst, du bliver hjemme’. Jeg hader at male, griner Kim.

Til gengæld glæder han sig til at tage sin nye, professionelle espressomaskine i brug.

Du kan følge med i Brætspilscaféens bestræbelser på at åbne efter Corona på Facebook. Giv siden et like og følg med. Caféen får også inden længe sin egen hjemmeside.

bubble