Dorte Svanborg er gammel i gårde, når det drejer sig om at være audiologiassistent (høreapparatsspecialist), men når det drejer sig om at være iværksætter, er hun sprit ny.

Dorte har 20 års erfaring med tilpasning af høreapparater. Hun har arbejdet indenfor både det private og det offentlige, hvoraf hun de seneste 4 år har arbejdet i Horsens kommunes høreklinik, som hun var med til at starte op. Desværre blev hun, som så mange andre, offer for nedskæringer i oktober 2014.

– Jeg havde det sådan, at jeg bare aldrig skulle fyres igen. Men så skulle jeg jo finde på noget andet at lave, fortæller Dorte.

En anden vej

Dortes mand var klar til at give en hjælpende hånd med at få klargjort en høreklinik, som hun kunne sidde i. Han har tidligere sagt til Dorte, at hun skulle starte sit eget, men børnene var dengang små, og Dorte havde egentlig ikke lysten eller motivationen til at starte egen virksomhed og stå på egne ben.

– Nu har jeg lysten, men jeg vil ikke have en klinik at sidde i. Når man har en klinik, så kræver det, at der kommer et vist antal kunder igennem for at kunne holde den kørende, og det nytter ikke noget, at man ikke lige er der en dag. Og så synes jeg, at der var rigtig mange, som efterspurgte muligheden for at få hjemmebesøg, men det er der bare ikke resourcer til i det offentlige, og der er heller ikke mange private klinikker, som tilbyder dette.

Så det var oplagt for Dorte, at det var denne vej hun skulle gå – en vej med en masse uudforskede muligheder i denne landsdel. Dorte tog skridtet den 1. december 2014 og startede sin mobile høreklinik.

 Proffesionel amatør

Al start er som sædvanlig svær, også selvom man har 20 års erfaring indenfor branchen, for når man ingen erfaring har som selvstændig og iværksætter, kan der være udfordringer. Som f.eks.  hvordan og hvorledes man egentlig starter en virksomhed op, hvordan man får sig en hjemmeside, et CVR nummer osv.

“Mit job ligger så langt fra alle de der praktiske ting, man skal kunne og have i forbindelse med opstart af egen virksomhed. Jeg sidder pludselig med det hele. Det er faktisk lidt spændende, men også en udfordring lige at komme i gang og f.eks. få kontakt med leverandører og skulle indgå i forhandlinger. Det var noget jeg skulle lære – ikke bare at finde mig i den givne pris, men at forhandle mig til noget, som var mere favorabelt for mig og min virksomhed.”

Det tager tid at komme i gang, og som Dorte siger, kan det heller ikke nytte noget at køre helt ud af proportioner – man skal stikke en finger i jorden og finde ud af hvilken vej, det går.

– Jeg synes, der er et marked for det. Selvfølgelig skal man lige i gang – det er ikke en guldgrube, men det er gået bedre end forventet. Man kan jo ikke forvente, at man kan tjene det samme som før – man får ikke løn i de første måneder. Det skal ikke være pengene, der driver værket, og det tror jeg ikke, det er, for mange der starter noget op.

Pakkeløsning og fleksible tider

Dortes mobile høreklinik - høreprøveI Dortes mobile høreklinik tilbyder Dorte at komme ud i dit hjem, på plejehjemmet eller ældrecentret og foretage høreprøver og tilpasning af høreapparater. Man køber en pakkeløsning med høreapparater, høreprøve, tilpasning af høreapparaterne plus tre besøg til justering – efter de tre koster det et ekstra beløb. Høreapparaterne kan fås til forskellige priser og selvfølglig er kvaliteten derefter – men det er alt afhængig af kundens behov.

Udover at Dorte kommer kørende, hvis du er dårligt hørende, så er hendes tidspunkter også meget fleksible, og hun tilbyder både at komme sen eftermiddag, tidlig aften og i weekenderne i særlige tilfælde.

– Nogle gange vil pårørende gerne være med, når der skal træffes særlige beslutninger, eller kunden vil gerne have sine pårørende med, og de kan måske ikke komme indenfor klokken 4, hvis de bor et stykke vej – så laver vi bare en sen eftermiddagstid, en aftentid eller en lørdag formiddag, fortæller Dorte.

At hjælpe og gøre en forskel

Det er som sagt ikke pengene, der driver Dorte i hendes virksomhed, men derimod hendes kunder og glæden ved at hjælpe dem, og se hvordan hun gør en forskel for dem. For når det kommer til anskaffelse af høreapparater, handler det på mange måder om at skabe livskvalitet for kunden.

“Jeg er særligt glad for at kunne hjælpe den gruppe, hvor det er svært at komme frem og tilbage. Generelt er jeg rigtig glad for mit arbejde – det er simpelthen så dejligt at se, at kunderne bliver glade og tilfredse, når man hjælper dem. Jeg kan se, at mange af dem jeg kommer ud til, nok ikke havde fået et høreapparat eller skiftet deres gamle, hvis ikke muligheden for et hjemmebesøg var der  – så der bliver betydningen af mit arbejde meget klart,” fortæller Dorte.

Den personlige kontakt er vigtig for Dorte, og derfor søger hun heller ikke at ekspandere helt vildt, men en enkelt ansat eller to, kunne være dejligt, når det engang kan hænge sammen i virksomheden.

– Jeg har ingen forestillinger om, at det skal være mega stort, fordi den nære kontakt er vigtig for mig. Høreapparater er måske stadig lidt et tabuemne, og derfor er den der nærkontakt rar at have. Jeg har en drøm om, at jeg kan få noget at lave full time – måske lidt mere. Det kunne være dejligt at se det vokse, men jeg kan godt lide at være et lille sted, fordi jeg er ret god til at huske mine kunder, så derfor er det dejligt, når telefonen ringer, at man ved lige hvem det er. Hvis man lige pludselig er ti ansatte, bliver det ikke det samme.

Herfra VI STARTER SGU ønsker vi Dorte og hendes mobile høreklinik held og lykke med fremtiden.

Dortes Mobile Høreklinik har selvfølgelig en hjemmeside, og den kan du tjekke ud her og facebooksiden her.

Kommentarer

kommentarer