Det er ikke alle iværksættere, der drømmer om at deltage i Løvens Hule. Men det er tit indtrykket, når politikere taler om iværksætteri.

Jeg møder ganske ofte den holdning, at iværksættere er helte. Hverdagens helte. At de slider og slæber for at få en drøm til at gå i opfyldelse. At der er noget ædelt og slidsomt ved iværksættere.

Holdningen er ikke opstået ud af ingenting. Jesper Buch og andre unge erhvervssucceser stiller gerne op og fortæller om den slidsomme vej til den første million. Om uger med frysepizza, kold kaffe og alt for lidt søvn. Førhen var de unge erhvervsmillionærer oftest sønner eller døtre af andre millionærer, men nu kan man tilsyneladende starte det hele med en god idé, en laptop og en mobiltelefon fra en boligblok i Albertslund eller et kollegieværelse i Horsens. Den danske drøm.

Fra parasit til helt

Det er på nogle måder udtryk for en væsentlig forbedring i folkestemningen over for iværksættere. For 20-30 år siden blev selvstændige i en bred del af befolkningen opfattet som parasitter, der tjente kassen på samfundets bekostning, fordi de sikkert lagde alle pengene i suspekte holdingselskaber for at slippe for at betale skat. Hvis de gik konkurs, var det som oftest med vilje, så de kunne starte op igen i konens navn og slippe for skattegæld og kreditorer. Der er et stykke fra den opfattelse over til billedet af heltene, der knokler dag og nat for at skabe fremgang og arbejdspladser. Sidstnævnte billede er bare så svær at leve op til, at jeg næsten foretrækker mistanken om eksotiske holdingselskaber og urent trav. Jeg gider nemlig ikke knokle dag og nat; jeg vil hellere være hjemme ved min familie.

Jeg føler mig sjældent som en helt. Jeg føler mig af og til alt for doven. Det ædle har jeg også svært ved at få øje på. Jeg drømmer ikke om den første million; jeg drømmer bare om at have penge til en god sommerferie og vinterdæk til bilen. Måske få ordnet den smadrede plombe, jeg har suttet på i otte uger.

Frygten for fiasko

Det er dyrt at leve, når man nu har et halvt ansvar for tre børn, et hus og en 11 år gammel bil. Så der skal gerne en del penge ind hver måned, for skattefar og momsemor skal som bekendt også have deres del. Jeg har negligeret de to i et par år, fordi indtægterne i firmaet kun kunne finansiere saltet til ægget og ikke ægget til saltet. Jeg husker første gang, hvor jeg skulle indberette moms, som jeg ikke kunne betale. Ak og ve – hvad sker der nu? Får jeg mon en rykker? Næh. Intet skete. Det gjorde der heller ikke de følgende gange. Skatte- og momsgælden voksede, men SKAT er tilsyneladende ligeglad.

Er alt så godt? Nej, det er det på ingen måde. For jeg ved jo, at de pludselig en dag får øje på mig, og så er Fanden løs i Laksegade. Men forhåbentlig har jeg godt gang i afdragene til den tid, så de kan se en idé i min virksomhed, og jeg ikke må lide den tort at blive lukket ned og henvist til køen ved jobcentret. Egentlig gør gælden mig bare skamfuld, og jeg frygter at blive stemplet som en fiasko.

Iværksættermiljøer for alle

Der er helt sikkert iværksættere derude, som drømmer om den første million. Iværksættere, der knokler 60-70 timer om ugen – eller mere – for at få drømmen til at gå i opfyldelse. Hatten af for dem. Hvis deres drøm indbefatter at skabe en masse arbejdspladser og fremdrift i samfundet, er de måske at regne for helte.

Men der findes også en del iværksættere, som bare arbejder på at få enderne til at mødes. De vil ikke betragtes som helte, og de opfatter ikke sig selv som modige. De er iværksættere, fordi de ikke rigtig havde noget andet valg. De søger ikke anerkendelse for deres slidsomhed og mod; de kunne bare godt bruge lidt mere tryghed og opbakning i de hårde tider. De leder ikke efter investorer eller rådgivning i forretningsudvikling; men det kunne være fedt med lidt hjælp, når økonomien roder og overblikket er forsvundet.

Husk det, kære politikere, når I tænker på at udvikle iværksættermiljøer. Det er ikke alle iværksættere, der hungrer efter investorer eller en plads i Løvens Hule. En hel del savner mere fællesskaber og simpel tryghed i en hverdag, hvor der ikke nødvendigvis er en A-kasse, der kan betale realkreditten, når kunderne mangler eller ikke betaler.

Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.

Kommentarer

kommentarer