Kontorfællesskaberne popper op en efter en i Horsens og nu har endnu en fundet sin plads i Horsens’ iværksætter- og erhvervsmiljø. Det er Rådhustorvets Kontorhotel, og som navnet indikerer ligger det selvfølgelig på Rådhustorvet, lige i Horsens’ centrum.

Det er Lars Jensen, som har virksomheden Cube Marketing, der står bag kontorhotellet. Kontorhotellet er lokaliseret for enden af Rådhustorvet i en toetagers rød murstensbygning, som for halvandet år siden var HK kontorer.

Da HK lukkede denne afdeling ned, stod bygningen tom det næste halvandet år, indtil de valgte at udleje det. Og faktisk var det Lars Jensens kone, Gina Vinther, som var den første der flyttede ind.

I har læst om Gina før på VI STARTER SGU, i artiklen Et Sundhedsteam af Alternative Iværksættere. Gina er akupunktør, zoneterapeut og massør og havde, da vi snakkede med hende i slutningen af 2014, et ønske om at flytte lokation og udvide med en massørskole – i lokalerne på Rådhustorvet har hun nu fået mulighed for det og for at udvide sundhedsteamet.

Den øverste etage blev dermed rammerne for Rådhustorvets Sundhedsteam, hvor Gina har inviteret en bred skare af behandlere ind – fra en fodplejer til en psykolog. De er lige nu syv behandlere, men kan være op til ni.

Da etagen under stod tom, og der ikke var nogen garanti for hvem der ville rykke ind, valgte Gina og Lars, at Lars skulle starte et kontorfællesskab og flytte ud af kontoret derhjemme. Kontorfællesskabet fik navnet Rådhustorvets Kontorhotel, og huser indtil videre fire virksomheder.

Plads til både individet og fællesskabet

I kontorhotellet er der plads til fem virksomheder, det er indrettet således at hver virksomhed har sit eget kontor.  Som sagt sidder der lige nu fire virksomheder, og de arbejder alle på den ene eller anden måde med kommunikation. Da Lars skulle finde lejere, gik han ud og søgte i sit erhvervsnetværk, og da Lars selv arbejder indenfor digitalkommunikation var det oplagt at finde andre indenfor samme branchegren, som der kunne sparres med i dagligdagen.

Har du lyst til at være en del af dette kontorfællesskab, så er det dog ikke et must, at du arbejder indenfor kommunikation.

For både Lars og Gina er det sociale et vigtigt element i deres kontorfællesskab(er). Der er selvfølgelig plads til, at man kan lukke døren ind til sit kontor og passe sig selv, men Lars håber på, at eventuelle lejere har lyst til at være en del af fællesskabet og har lyst til at deltage i fællesarrangementerne som afholdes – det være sig fælles morgenmad, en fredagskaffe eller f.eks. en sommerfest.

“Jeg synes, det er lidt vigtigt, for at skabe et sammenhold og give en følelse af at være en del af huset. Vi kan allerede se nu, med de lejere vi har, at der f.eks. aftales uformelle frokostpauser – det er fedt at se, og det håber vi selvfølgelig bare fortsætter”, lyder det fra Lars.

Selvom Rådhustorvets Kontorhotel og Rådhustorvets Sundhedsteam i og for sig er to separate enheder, så er de i fællesskabet én enhed. De deler kantine, toilet- og badefaciliteter og afholder de sociale arrangementer sammen. Dette giver et endnu bredere fællesskab og netværk, og det ser Lars og Gina kun som en fordel.

Fra pastelfarver til det stilrene

Tjekliste/Det får du for lejen + fællesudgifter
  • Internet
  • Kaffe
  • Mødelokale
  • Kontorlokale
  • Rengøring
  • Adgang 24/7

Da Lars og Gina overtog lokalerne var de stadig præget af HKs tidligere tilstedeværelse. Med rå murstensvægge og grønne og lilla pastelfarver, var der et stort arbejde foran dem. Lars og Gina har stået for meget af renoveringen selv for at holde omkostningerne nede, og det er nu gået fra murstensvægge og pastelfarver, til hvidmalede vægge og et mere stilrent look, som de begge er meget tilfredse med. Det er vigtigt for dem, at dem som lejer sig ind, være det sig i Kontorhotellet eller i Sundhedsteamet, er glade for at være der og har lyst til at invitere kunder/klienter ind.

– Det handler for os om at skabe et kontorfællesskab i en lille skala, hvor man har det rart, sidder i nogle pæne lokaler – et sted man kan være stolt af og har lyst til at invitere folk ind, længere er den egentlig ikke, fortæller Lars.

Kontorernes størrelser varierer og dermed varierer huslejen selvfølgelig også. Huslejen er fra 2.300 kr. pr. måned + forbrug (i forbrug ligger el, vand, varme og eksterne fællesudgifter). Det er helt op til lejeren hvordan man vil indrette sit kontor.

Rådhustorvets Kontorhotels facebookside kan du se billeder fra før, undervejs og efter renoveringen, og her kan du også tage kontakt til Lars, skulle du være interesseret i et kontor.

Er du mere interesseret i at blive en del af Rådhustorvets Sundhedsteam så kan du kontakte Gina via Rådhustorvets Sundhedsteams facebookside her.

Kunne du tænke dig at tjekke Rådhustorvets Kontorhotel ud, så er de værter for Likemind Horsens fredag d. 18. marts fra kl. 07.30-09.00. Læs mere om arrangementet her.

Kommentarer

kommentarer