Horsens Kommune og en bred vifte af organisationer, virksomheder og institutioner indbyder til iværksætterfestival i hele uge 47 – fra den 18. til 22. november.

En hel arbejdsuge bliver der mulighed for at kombinere forretning og fornøjelse ved inspirerende foredrag og workshops på forskellige adresser i Horsens kommune. Horsens Iværksætter Festival løber af stablen for anden gang, som led i Global Entrepreneurship Week (GEW).

4aff73_21dc091927064421873383eca8305633_mv2GEW Denmark, der er katalysator for iværksætterfestivaler over hele landet, er en del af en global begivenhed. Global Entrepreneurship Week finder altid sted i november måned, over hele verden. Det verdensomspændende initiativ er skabt for at fremme entreprenørskab og vækst. Omkring 170 lande afholder GEW i uge 47. Ugen er opfundet af amerikanske Kauffman Foundation, der gerne vil sætte iværksætteri på den globale dagsorden.

Gratis at deltage

Lokalt er det Horsens Kommune, Erhvervshus Midtjylland, Vitus Bering Innovation Park, FÆNGSLET, Iværksætter.nu, VIA, Danske Bank, Engell Friis Fonden, Learnmark, Business Horsens, Venture City Horsens, Startup Central, Insero, Hedensted Erhverv og VI STARTER SGU, der står bag en festival, der byder på 13 arrangementer på fem dage. Overskriften i år er lidet overraskende ”Grønt iværksætteri”. Det er gratis at deltage i alle arrangementerne, og alle kan være med – du skal bare melde dig til, så arrangørerne kan se, hvor mange, der kommer.

Kick off

Det hele begynder officielt med ”Kick off” i VBI Park mandag eftermiddag fra 14:30 til 17:00. Uofficielt er der allerede et arrangement om formiddagen fra 9 til 11, hvor du kan blive klogere på salg. Men om eftermiddagen vil to inspirerende startups fortælle om rejsen fra idé til færdigt produkt.

Katja Meyer fra Eachthing har vundet titlen som ”Grøn Rollemodel” af GEW Danmark. Det skyldes blandt andet, at Eachthing hjælper forbrugere med at vælge produkter, der matcher bæredygtige værdier. I 2019 blev Katja udnævnt som en af de mest inspirerende kvinder i det danske techmiljø. Hun har i mange år været en anerkendt stemme inden for iværksætteri og diversitet.

Det andet oplæg kommer fra Indieframe. Founderne Lars og Cecilia vil fortælle, hvordan det hele begyndte, om at rejse de første penge, mødet med ufattelige mange nej’er, men hvor vildt det er, når man endelig møder det første, vigtige ja. I dag har de rejst 13.5 millioner kr, og de har sammen med IMS og Danwatch modtaget 547.000 Euro fra Google.

Meget blandet program

De følgende dages program er blandet, så der er noget for ethvert behov og enhver smag. Du kan blive klogere på visuel branding, hvis du tager et smut til Gedved og deltager i workshoppen ”Bekend kulør”, arrangeret af Iværksætter.nu.

Der bliver også tid til et iværksætterkursus for de, der overvejer at starte. De, der er længere og mangler penge, kan deltage i et crowdfundingkursus. Danske Bank indbyder til netværk og crossfit, og FÆNGSLET byder på morgenmad. Fredag er der både fredagsbajer hos Startup Central og afterparty hos Grus.

Du kan se hele programmet og melde dig til de enkelte arrangementer på følgende link. Men vent ikke for længe – en del af pladserne vil givetvis forsvinde hurtigt.

Kommentarer

kommentarer