Ny, britisk iværksætterfond med 2,35 milliarder kroner i kassen skal få europæiske startups til at blive i Europa. Danske Lars Fjeldsøe-Nielsen er blandt initiativtagerne.

Der er en tendens til, at danske tech-startups søger mod udlandet, når der skal findes investorer med risikovillig kapital. Men nu er der lidt mere håb for de virkelig ambitiøse: Venturefonden Balderton Capital i London har oprettet en ny fond til europæiske – og dermed også danske – iværksætterprojekter. Fondens kapital er imponerende 2,35 milliarder kroner, og Lars Fjeldsøe-Nielsen, der tidligere har haft ledende roller i både Uber Technologies og Dropbox, er blandt initiativtagerne. Han er ledende partner i Balderson Capital, der står bag den nye fond.

– Der kommer flere investeringer i Danmark, det er det absolutte mål. Jeg er selv begyndt at tilbringe mere tid herhjemme, og det er baseret på, at der er store muligheder. Jeg har været væk fra Europa i ti år, og der er sket meget i den periode. Der er sket et kulturskifte. Nu er der en helt anden kultur omkring det at være stifter i en startup, som er meget mere amerikansk, siger Lars Fjeldsøe-Nielsen til dagbladet Børsen.

Pengene i fonden kommer blandt andet fra den danske Vækstfond, og de uambitiøse behøver ikke søge: Der skydes typisk fem til ti millioner dollars i udvalgte virksomheder, og typisk kun i virksomheder med en betydelig omsætning og ti pct. månedlig vækst.

Kilde: Børsen.dk

Kommentarer

kommentarer