Iværksætteren Jeppe Augustsen fra Egebjerg har haft stor succes med nyhedssitet PLBold.dk. Nu laver han fodboldvelgørenhed i Sierra Leone.

Fodbold er en velafprøvet metode til at give børn og unge uden netværk et holdepunkt i en kaotisk verden. Fodboldholdet er et fællesskab, og samtidig kan fodbolden fostre drømme og håb for fremtiden i en ellers håbløs virkelighed. Den lille velgørenhedsorganisation Fant (Football for A New Tomorrow), der hører hjemme i København, greb den tanke i 2013 og har siden opbygget omkring 20 fodboldforeninger i Sierra Leone med samlet omkring 10.000 medlemmer. Nu vil Jeppe Augustsen med søsterorganisationen Dear Football forsøge at udnytte potentialet i ideen endnu bedre.

jeppe2Nyhedssite for Premier League

Der er sket meget, siden Egebjergdrengen Jeppe og makkeren Mikkel Lund Køhler fra Odense lancerede Premier League-nyhedssiden PLBold.dk i sommeren 2013. De fik en ven til at tømre hjemmesiden sammen for et beskedent beløb, og så var de i gang. Simpel flid ved tastaturet fik besøgstallet til at eksplodere på relativt kort tid, da mængden af nye artikler om Premier League-fodbold overgik alt, hvad der ellers var at finde på dansk. Allerede efter et år havde siden knap én million besøgende om måneden, og det tal er nu steget til over 20 millioner besøgende om året. I højsæsonen, omkring transfervinduet, er det daglige besøgstal mellem 50.000 og 100.000.

Allerede omkring 2014 indgik de i et samarbejde med Tipsbladet. Det velrenommerede medie sælger bannerannoncer til PLBold.dk, og de deler til gengæld redaktionelt materiale. Omkring 15-20 freelancere er tilknyttet PLBold.dk, hvilket gør sitet overlegent på netop Premier League. Hvor andre danske medier skriver fem-ti artikler om den britiske fodboldliga op til en weekend, kan antallet af artikler på PLBold.dk typisk være mellem 50 og 80.

– Når vi kigger på besøgstal, er vi nok det tredjestørste danske fodboldmedie på nettet. Men vi er også grundige og følger samtlige 20 hold intensivt, siger Jeppe.

DSC09584Ny redaktør og medejer

Jeppe har igennem årene skrevet tusindvis af artikler til nyhedssitet, men de seneste år har han droslet ned for at hellige sig andre arbejdsopgaver omkring PLBold.dk. Den tidligere makker, Mikkel, er blevet talentspejder i FC København, og sportskommentator Jimmy Bøjgaard, der er kendt fra TV2, er kommet ind i billedet. Han har overtaget en hovedanpart i PLBold.dk og påtager sig primære de kommercielle opgaver, mens Jeppe har en rolle som chefredaktør, hvilket også inkluderer arbejde med markedsføring og udviklingsmuligheder af sitet.

“Man ser børn helt ned til otte år, der har ansvaret for at passe kusiners eller fætres børn. De bliver voksne meget tidligt, og fodbolden er et frirum for dem.”

Jeppe skriver stadig dagligt artikler til PLBold.dk, og når han har arbejdet sine timer på sin fodbold, bruger han frivillige timer på Dear Football. Arbejdet har bragt ham til Sierra Leone flere gange, og han har forelsket sig i landet og projektet.

– Man kan sige, at fodbolden har samme rolle for udsatte børn og unge dernede som herhjemme. Men hvor børnene herhjemme måske kommer fra skilsmissehjem, har mange børn dernede slet ikke nogen forældre. De er enten døde i borgerkrigen eller fordrevet, siger Jeppe.

DSC09550Halvdelen af befolkningen er børn

Sierra Leone var i 90’erne hærget af en borgerkrig, der dræbte titusindvis og fordrev omkring to millioner mennesker. Med et indbyggertal meget lig Danmarks er det ikke svært at sætte sig ind i de rå konsekvenser. I dag er næsten 50 pct. af befolkningen børn under 15 år, og mange af dem er forældreløse. Med så stor en andel børn er det indlysende, at de får voksent ansvar meget tidligt.

– Man ser børn helt ned til otte år, der har ansvaret for at passe kusiners eller fætres børn. De bliver voksne meget tidligt, og fodbolden er et frirum for dem, siger Jeppe.

Fodboldforeningerne under Fant engagerer børn helt ned fra seks-årsalderen og op til U17, der dog fortolkes meget åbent i det afrikanske land. Så der er også en del over 20, der spiller med. Trænerne er lokale, så spillerne kan se forbilleder i dem. Ordentligheden og demokratiet i foreningslivet må gerne smitte af på de unge, påvirkelige spillere.

Fodbold kræver meget lidt

Det kunne i princippet være mange andre sportsgrene, der satte rammerne for fællesskabet, men fodbolden har en klar fordel i enkeltheden.

– Du skal egentlig bare bruge en bold, så kan du altid lave to mål med markeringer i gruset. Du kan så opgradere med en rigtig fodboldbane, trøjer, shorts og støvler, men du kan starte et helt andet sted, siger Jeppe.

Sierra Leone går i forvejen meget op i fodbold, og landet har ligefrem en fodboldminister, som Jeppe har haft foretræde for.

– Så kommer man ind til det her store mahognibord med én stor læderstol, hvor han sidder og troner, mens vi sidder på små, hårde stole og bukker og skraber. Men sådan er det bare. Og vi kan også mærke, at jo mere vi giver til landet, desto større er deres samarbejdsvilje, siger Jeppe.

DSC09412CSR og afrikansk fodbold

For uden regeringens velvilje ville det være tæt på umuligt at manøvrere gennem et land, der er præget af korruption og bureaukratiske forretningsgange. I den virkelighed kan en container med fodboldudstyr let få lov at stå meget længe i havnen, før den kan udleveres.

Jeppe vil med Dear Football udnytte potentialet i sponsor- og samarbejdsaftaler. Det vil han gøre ved at trække på nogle af erfaringerne fra PLBold. Det handler bl.a. om at bruge projektet til at gøre sponsorernes CSR-bestræbelser synlige på de sociale platforme, hvor kunderne også er. Samtidig bortauktionerer Dear Football effekter fra de professionelle fodboldspillere, primært fra Superligaen.

– De fleste spillere vil gerne donere en trøje eller et par støvler i ny og næ, men vi får også et nej af og til, for økonomien i de danske klubber er ikke altid til at dele trøjer ud til højre og venstre. Og de får mange henvendelser, siger Jeppe.

Sammen med Fant arbejder han også på at kunne overtage brugte danske kunstgræsbaner, når de skal skiftes. For de kan gøre stor lykke i Sierra Leone, hvor det er tæt på umuligt at etablere en rigtig græsbane. Fodbold spilles primært på grusbaner i det afrikanske land.

– Kunststofbaner betyder ikke kun, at de får bedre vilkår til at spille på. Det udstyr, som vi sender derned, holder længere, og vigtigst af alt betyder det også, at sandsynligheden for grimme skader af de mange sten, som findes på grusbanerne, bliver formindsket, siger Jeppe.

DSC09471Måske verdensdækkende koncept

Han håber, at Dear Football i samarbejde med Fant og organisationens koncept kan blive internationalt, fordi der er et indlysende potentiale i både Sydamerika og resten af Afrika. Med tiden er det også håbet, at foreningerne kan fostre nye talenter, der kan opnå internationale karrierer.

– Det er indlysende, at der er talent gemt blandt alle de unge i Sierra Leone. En del af dem har samtidig et drive, som man sjældent ser i Europa, fordi fodbolden for de unge i Sierra Leone kan være en billet væk fra håbløsheden, siger Jeppe.

Lige nu er der ikke penge i velgørenhedsarbejdet for Jeppe selv – tværtimod. Men han lægger dog ikke skjul på drømmen, at det med tiden kan blive så stort, at det kan finansiere mindst én årsløn, så han kan hellige sig projektet 100 pct.

Til december drager Jeppe igen til Sierra Leone, hvor de afholder årets store fodboldturnering, og hvis du vil følge projektet og samtidig støtte formålet, skal du blot gå ind og følge Dear Football på Instagram – på den måde donerer du med én krone.

Læs mere om Dear Football på hjemmesiden.

Sidder du derude og gerne vil hjælpe dette projekt – som sponsor eller samarbejdspartner – så hiv endelig fat i Jeppe på jeppe@dearfootball.dk

Kommentarer

kommentarer