Fra corporate hamsterhjul til iværksætteri


Jesper Hammer - TinkTank

Det er ofte et stort skridt at springe ud som iværksætter – men for nogen betyder det også, at efterlade en solid karriere bag sig med høj løn og dyr bil. Sådan var det for Jesper Hammer, da han i januar 2015 valgte at satse på egen konsulentvirksomhed, sammen med makkeren Nicolaj Løve Hansen.

Rejsen fra lønmodtager til iværksætter

Jesper er praktiker og har hele sit liv haft en praktisk tilgang til at lære og udvikle sig. Som ung fandt han ret hurtigt ud af, at det ikke var den lange boglige skolevej han skulle, han valgte derfor militæret og tog sergentuddannelsen. Han fandt ret hurtigt ud af, at arbejdet med mennesker og det ansvar det indebar passede ham rigtig godt. Næste skridt for Jesper var en trainee uddannelse, først skulle hans engelsk kundskaber dog lige pudses af, og det gjorde Jesper ved at tage et halvt år til England, læse engelsk og arbejde som bartender.

Derefter blev ECCO stedet hvor Jesper tog sin trainee uddannelse, og der var han i 10 år. Her arbejdede Jesper med salg og eksport og var udstationeret mange steder rundt omkring i verden over de næste 10 år. Turen gik derefter til Hummel som eksportchef, igen var arbejdet forbundet med mange rejser, og med en familie i Danmark, passede det Jesper rigtig godt, da en tidligere kollega fra ECCO tog fat i ham og hev ham til virksomheden EM Retail Solutions (kendt som EM Inventar), som lå her i Horsens.

For at gøre en lang historie kort, så endte Jesper som administrerende direktør i EM for at gøre et allersidste forsøg på at redde virksomheden, der havde massive økonomiske udfordringer. Desværre gik dette ikke, og virksomheden endte med at gå konkurs.

Så stod Jesper der. Han havde flere gange haft tanken om at starte noget op selv – og slippe for det hamsterhjul han ind i mellem følte, det at arbejde i en koncern, var.

“Der skulle ske noget nyt, og det var jo oplagt virkelig at prøve noget nyt. Det at tage springet, når man sidder i et godt vellønnet job, og så starte helt fra scratch – det er svært, men på det tidspunkt var det det helt rette at gøre”, fortæller Jesper.

God synergi

Den tidligere kollega der hev Jesper over til EM er selvsamme Nicolaj, som i dag er Jespers partner i konsulentvirksomheden TinkTank. De havde som sagt arbejdet sammen i ECCO, og der fandt de ret hurtigt ud af, at de gik rigtig godt i spænd både socialt og arbejdsmæssigt.

– Jeg er god til at se den røde tråd og lave struktur og til virkelig at gå i detaljen, men stadigvæk at kunne se flowet og Nicolaj er rigtig god til at komme på idéer, tænke nyt og innovativt. Så der kunne vi bare mærke, at der var en god synergi, fortæller Jesper og fortsætter:

– Vi vidste, at vi skulle starte noget inden for rådgivning med fokus på ledelse og forretningsudvikling – på baggrund af den erfaring vi havde.

Med både Jesper og Nicolajs erfaring inden for salg og forretning fik de stablet konsulentvirksomheden TinkTank på benene.

Al start er selvfølgelig svær, og med en noget lavere løn end Jesper var vant til, var et opkald fra en headhunter, som ville have Jesper i spil som administrerende direktør i en virksomhed, selvfølgelig fristende.

“Det var en ret god løn for at sige det mildt – det var da sådan, at jeg på et kvartal ville tjene ligeså meget som jeg gjorde sidste år. Men det var dog ikke nok til, at jeg sagde ja. Der blev jeg virkelig testet på hvad jeg ville, og hvad der betyder noget for mig – og det var ikke sikkerheden i et fast og godt lønnet job, så selvom vi stadig var i opbygningsfasen med TinkTank var jeg ikke klar til at opgive det – jeg ville ærgre mig gul og grøn, når jeg sad i et nyt hamsterhjul og tænkte; gav jeg det egentlig rigtig chancen”, fortæller Jesper.

En typisk opstartsfejl

I starten kom Jesper og Nicolaj til at begå en, af hvad Jesper kalder for, typisk iværksætterfejl. De fik en god idé – et kursus i medarbejdersamtaler, noget både Jesper og Nicolaj havde haft rigtig gode erfaringer med og mente at være et sted han virkelig kunne bidrage med noget.

– Man skulle jo nok lige have fundet ud af, om der var et marked for det først. Men vi lavede kurset – sendte nyhedsmails ud og gjorde alt muligt for at sælge det, men vi kunne ikke få solgt det skidt, fortæller Jesper og fortsætter:

– Så gik vi væk fra åbne kurser, og lavede det som e-kursus i stedet – det gjorde at vi fik solgt lidt, og vi prøver da igen her til efteråret, men det var klart en lærestreg vi fik der.

Derudover ærgrer det også Jesper, at han ikke valgte at gå ind i et netværk tidligere.

– Jeg har et stort netværk, især globalt. Men det at komme i et netværk i Horsens – det har været godt, og det skulle vi have gjort tidligere. Der tænkte jeg nok, at jeg som iværksætter ikke havde råd til at bruge x antal tusind på et netværk – der skulle fokuseres på hurtigere salg, men der har jeg også lært noget, lyder det fra Jesper.

Jesper bor i Uldum og har en flyverplads oppe på FÆNGSLET 2. Øst. Hans partner Nicolaj bor i Glyngøre og har kontor der. Derudover har de også et kontor i Herning, hvor de ind i mellem mødes, når de ikke er ude og besøge kunder. Distancen er ikke noget problem for de to partnere, og de ser ikke, at det kommer til at ændre sig.

- Vi skal ikke være et stort konsulenthus

Jesper og Nicolaj har nu været i gang i snart halvandet år, og de er meget godt tilfredse med hvor langt de er kommet. En af deres kunder er Morsø Jernstøberi, og de er sikre på, at det var deres hands-on erhvervserfaring, der gjorde at de fik den kunde.

– Der er ingen tvivl om, at det er derfor vi har Morsø som kunde, og det er også det, der gør os anderledes ift. vores veletablerede konkurrenter. Vi vil gerne kendes på at være jyske og jordnære. Vi går i maskinrummet, får en fornemmelse af virksomheden, har interview med folk, helt ned til at vi er ude og køre med dem en dag. Vi tager udgangspunkt i deres forretning – vi ved godt hvad der virker, og så løfter vi dem op derfra og bygger ovenpå. Og den tilgang kan vi godt mærke, at de kan lide, lyder det fra Jesper.

Den lavere løn kan Jesper sagtens leve med – han måler ikke deres succes i forhold til hans løn nu og dengang, men på om han synes det er sjovt, spændende og om de har nogle gode kunder – og der kan han nikke ja til alle tre.

Fremtidsplanerne er også klare – de ønsker at blive større, men det er vigtigst, at det er et godt team de får skabt. Og så vil de bestemt ikke ende ud med at være et stort konsulenthus.

– Vi skal på ingen måde op være det her kæmpe store konsulent hus. Jo større det bliver, jo mere administration går der i det, og det er lige før, at du skaber dit eget hamsterhjul. Der skal ikke gå så meget drift i det, slutter Jesper af.

Herfra VI STARTER SGU skal der lyde et kæmpe held og lykke med det rådgivende iværksætteri.

Du kan tjekke TinkTanks hjemmeside og facebookside ud her.

Kommentarer

kommentarer

Næste indlæg Ingen Ramasjang men stadig fuld fart frem

Forrige indlæg Vagtskifte på VI STARTER SGU

Trine Thomsen

Om skribenten Trine Thomsen

Skribent på vistartersgu.dk

Relaterede indlæg