Chris Baadsgaard Frænde har god succes som forpagter af Egebjerg-Hansted Forsamlingshus. Succes kan true overblik og resultat, men her kom uventet hjælp fra Horsens Kommune.

Bardisken er fyldt med ordrer og fakturaer, da VI STARTER SGU besøger Egebjerg-Hansted Forsamlingshus en mandag ved middagstid. Selvom der almindeligvis kun er gæster i huset fredag og lørdag, er der masser af planlægning og forberedelse, som skal på plads i løbet af ugen. Endelig er formiddagen gået med at lave frokostordning til en lokal virksomhed.

– Da jeg overtog stedet, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville knokle løs syv dage om ugen, men da en virksomhed spurgte, om jeg kunne lave en frokostordning, sprang jeg alligevel til. Det giver også et bedre flow i køkkenet, og det er lettere at mindske madspild, når der er en daglig drift, siger Chris Frænde.

Men han har ingen planer om at sælge flere frokostordninger. Der skal også være plads og tid til at slappe af og tænke sig om i et hektisk arbejdsliv. Arbejdet som kok og arbejdsgiver for 15 ansatte kan godt være temmelig hektisk at betragte udefra.

– Sidste lørdag havde vi 500 kuverter ud af huset, men det kan vi sagtens klare. Det var mortensaftens-and og julefrokoster, så det er temmelig enkelt. Det tager tid med julemaden, fordi vi laver det hele fra bunden, men det er ret let at gå til, siger Chris Frænde.

Iværksætter på egen hånd

Chris er udlært på Jørgensens Hotel i 2006 og har bl.a. været køkkenchef på Eydes Kælder. Siden blev han ansat som kok i Egebjerg-Hansted Forsamlingshus, før han tog til Aarhus og lavede frokostordninger i forskellige cateringfirmaer. Da den tidligere ejer af forsamlingshuset i Egebjerg ville drosle ned, spurgte han Chris, om han ikke ville overtage.

“Min bank ville ikke låne mig penge til en opstart, for de troede ikke på, at jeg kunne løbe det i gang. De anbefalede mig at lade være”

– Stedet havde haft en del skiftende forpagtere i mange år, og der var ikke særlig meget gang i aktiviteterne. Min bank ville ikke låne mig penge til en opstart, for de troede ikke på, at jeg kunne løbe det i gang. De anbefalede mig at lade være, siger Chris.

Bankens modvilje kostede

Men Chris ville have sit eget. Han startede med en personlig opsparing på beskedne 20.000 kroner, da han overtog i sensommeren 2011. Siden er det kun gået fremad. I dag ærgrer han sig lidt over, at banken ikke ville spille med, men han forstår udmærket, at de vægrede sig.

– Det havde været billigere for mig, hvis jeg havde haft 200.000 som startkapital, fordi jeg var sluppet for en række fordyrende lappeløsninger undervejs, men jeg har stadig et fint forhold til min bank, selvom de tog fejl dengang. Jeg var trods alt også kun 26 og nystartet iværksætter, så jeg forstår dem fuldt ud, siger Chris.

Fredagsmenu og mindre madspild

Siden 2011 er det kun gået fremad. De lokale i Egebjerg er gode til at bruge deres forsamlingshus, og Chris trækker kunder til udefra gennem ”Fredagsmenuen”, hvor man kan købe et hovedmåltid til 50 kroner eller en trerettersmenu for 118 kroner. Uanset om man er alene, får familien på besøg eller vil bespise 100 mennesker.

– Det er en vigtig del af succesen, at Fredagsmenuen både er til den enlige pensionist, der vil slippe for at lave mad, og det store selskab. Hvis bare de bestiller dagen før, har vi maden klar, siger Chris.

Der har også været fremgang på selskaber i huset, ligesom et initiativ for at mindske madspild har været en gedigen succes. Madstedet er tilmeldt app’en ”Too Good To Go”, hvor kunder kan købe et måltid mad til 29 kroner, som er lavet af madvarer, der ellers skulle smides ud for at følge lovens bogstav. Maden fejler dog ikke noget. Det kan typisk være rester fra en buffet, der bruges i stedet for at havne i containeren.

– En buffet til 70 mennesker har som regel rester nok til 20 måltider, hvis jeg kan sammensætte det, som jeg vil. I løbet af det sidste halve år har vi solgt 1200 kuverter gennem Too Good To Go, siger Chris.

Fordoblede omsætningen

De forskellige bestanddele af forretningen har alle bidraget til succesen, der sidste år materialiserede sig med en fordobling af omsætningen. Men bundlinjen fulgte ikke rigtig med. Flere lønninger, mere spild, for sen fakturering og for mange økonomiske lappeløsninger kostede. Chris sad med det hele selv.

“Jeg havde alt for mange penge ude at svømme, og mange af de små udgifter fik jeg aldrig samlet bilag på”

– Der kunne sagtens gå 14 dage fra et arrangement og til jeg fik udsendt en faktura, men jeg havde jo allerede betalt mine kreditorer. Jeg havde alt for mange penge ude at svømme, og mange af de små udgifter fik jeg aldrig samlet bilag på, siger Chris.

Kommunen kom med hjælp

Økonomien interesserer ham ikke stort, så den side af forretningen fik ikke den store opmærksomhed – en problematik, mange iværksættere uden flair for tal kan nikke genkendende til. For Chris var arbejdet med fakturering og regnskab noget, der helst blev udsat. Men en dag dukkede et par repræsentanter fra Horsens Kommune op. Den ene var fra Jobcentret, og den anden var fra BusinessHorsens.

– De spurgte til mine udfordringer og hvad jeg manglede. Jeg kunne godt bruge en bogholder nogle timer, og få uger efter stillede de med en flexjobber, der kunne hjælpe med bilag, regninger og fakturering, siger Chris.

“På længere sigt kan jeg måske godt bruge en ekstra kok på deltid, men jeg manglede fuldstændig overblikket til at træffe den slags beslutninger”

Flexjobberen har mange års erfaring med bogholderi men kan ikke holde til en fuldtidsansættelse. Kommunen leverede hæve-sænkebord og ergonomisk stol, og Chris betaler flexjobberens løn. Dermed kom der langt bedre styr på økonomien.

– Det var en stor lettelse. På længere sigt kan jeg måske godt bruge en ekstra kok på deltid, men jeg manglede fuldstændig overblikket til at træffe den slags beslutninger, siger Chris.

Når fremgangen flader ud

Han kan glæde sig over, at han kom sikkert igennem fireårskrisen, hvor mange restauratører og forpagtere smider håndklædet i ringen. Det er tidspunktet, hvor en eventuel fremgang måske flader ud eller ligefrem vendes til tilbagegang, og hverdagen bliver rutinepræget.

– Nu har jeg haft det i seks år, og jeg ved godt, at det ikke kan blive ved med at gå opad med omsætningen, med mindre jeg vil lave forretningen helt om. Men det kunne være fedt med en ekstra kok i køkkenet, så jeg ikke altid skal stå derude. Og så gælder det jo om hele tiden at have nogle små projekter, udfordringer og mål, man sigter efter, så hverdagen ikke bliver kedelig, siger Chris Frænde.

Du kan følge med i Chris’ kokkerier og forretning på hjemmesiden og give et like på Facebook.

Kommentarer

kommentarer