For Winnie og hendes mand Salah Tebbouche er frihed meget vigtigt. De har, før de bosatte sig i Horsens, rejst meget i verden. Senest boede de i Dublin, så det var noget af et sceneskift at flytte til og slå sig ned i Horsens. Især på take away fronten blev mulighederne pludselig minimeret, og da Salah er kok, så de en mulighed for at gøre noget ved dette.

Et lille skilt i vinduet

Det var en tilfældig tur ned ad Grønnegade i september måned, som satte gang i Winnie og Salahs iværksættereventyr. De havde, i et stykke tid, gået rundt med tanken om at starte et spisested op sammen, men de rette lokaler havde endnu ikke krydset deres vej. Indtil en dag i september.

Der ligger efterhånden en hel del forskellige restauranter i den hyggelige gågade, Grønnegade. Fra italiensk, til indonesisk, fra fransk til japansk. Der er nok at vælge imellem, og det var iblandt disse at Winnie og Salah slog sig ned.

– Vi kom forbi her en dag, hvor vi så et lille skilt i vinduet. Vi har kigget på rigtig mange lokaler i Horsens, de fleste er jo kæmpe store, hvilket kræver rigtig mange penge, og vi havde egentlig heller ikke lyst til at have en restaurant til at starte med, da det kræver en masse ekstra ressourcer for at få det til at løbe rundt. Så kom vi forbi dette sted, som før var DoLe Nomade Bistro Horsens - artikel på vistartersgu.dkng’s NatPøls’, og Dong, som havde det, ville gerne leje det ud, fortæller Winnie.

Måske husker nogen af jer Tung Nguyen (aka Dong) fra en af de første iværksætterhistorier på VI STARTER SGU, hvis ikke kan du læse historien her.

Winnie og Salah sprang hurtigt til og efter blot tre uger, åbnede de det lille Take Away sted, Le Nomade Bistro.

“Det er gået rigtig hurtigt – vi ville ikke have lokalet til at stå alt for længe, så vi gjorde det lynhurtigt, og så kan man altid rette på tingene bagefter. Vi gør det måske en lille smule bagvendt, men når vi nu havde fundet lokalet og vi betalte husleje, hvorfor så holde lukket”, lyder det fra Winnie.

Nomaden

Som stedets navn indikerer, er det fransk mad der er i fokus, og så er det hjemmelavet. Det er Salah, som står ved kødgryderne og kokkererer de få men lækre retter, som Le Nomade Bistro tilbyder kunderne. De har taget mottoet Less is More til sig, og det fungerer.

– Der er ikke så meget take away mad i Horsens, som er “ordentlig mad”, altså som ikke er fastfood. Så der tænkte vi, at vi måske havde fundet en lille niche. Det er især for folk, som gerne vil have lidt ekstra – lidt ekstra mad og lidt ekstra fylde. Her om vinteren er det f.eks. gryderetter, som man jo sjældent gider at bruge tre timer på derhjemme en tirsdag aften, fortæller Winnie.

Udover at navnet, Le Nomade Bistro, indikerer hvilken slags mad der bliver lavet, fortæller det også noget om menneskene bag.

– Nomade Bistroen eller Nomaden, som vi kalder den, afspejler lidt vores livsstil. Vi har som sagt flyttet meget rundt, og vi kan godt lide at tingene ændrer sig, så derfor vil vi også gerne have noget der er i bevægelse hele tiden. Her tænkes der ikke på selve lokalerne, men på menuen, som skifter hele tiden – både i forhold til sæson, men også i forhold til bæredygtighed. Vi bruger alle ressourcer, vi køber ind. Vi handler hele tiden, og så laver vi, hvad vi synes der kunne være sjovt at lave lige den dag. Sådan at det også forbliver spændende, og det har vi heldigvis friheden til at gøre, fortæller Winnie.

Tager tingene som de kommer

Parret har valgt at gøre mange ting selv, ting som mange nok ville få andre til. Det er vigtigt for dem at pengene er til det, og selvom det til tider kan være en god idé at investere penge i nogen af de ting, som andre kan gøre bedre end en selv, så har Winnie det sådan, at hun meget gerne selv vil bestemme hvordan tingene ser ud, og så er det måske netop bedst at gøre det selv.

Winnie har f.eks. selv stået for virksomhedens hjemmeside, facebookside og design af flyers.

– Det kan da godt være at hjemmesiden på et eller andet tidspunkt skal laves lidt om, men jeg prøver mig frem. Det er et stort projekt, fordi mig og min mand gør alting selv, lyder det fra Winnie.

Winnie og Salah er startet stille ud, da pengene skal være til det – pengene er deres største udfordring. De bruger derimod løs af deres erfaring fra tidligere jobs – Salah er som sagt kok og har en masse erfaring fra restaurant verdenen. Winnie har en masse erfaring fra hotelverdenen, hvor hun har siddet med kundeservice og som eventkoordinater, derudover er hun også lige nu igang med at uddanne sig til markedsføringsøkonom.

At arbejde sammen som par

Det er første gang at Winnie og Salah arbejder sammen, og det er ikke uden sine udfordringer, påpeger Winnie.

– Det er hårdt på en anden måde, vi er jo ikke vant til at arbejde sammen. Man opfører sig jo også lidt anderledes på sit arbejde end man gør derhjemme – nu er tingene lige pludselig meget seriøst, og det skal man lige vænne sig til, synes jeg. Hvis man gerne lige vil sidde stille og læse en bog, så kommer den anden måske og forstyrrer med arbejde, og så sidder man jo og snakker i stedet for – det er meget svært at adskille privatlivet og arbejdet, fortæller Winnie.

Winnie vil ikke nødvendigvis råde andre til at starte virksomhed med kæresten eller ægtefællen, men der er dog ikke kun udfordringer i det dobbelte partnerskab.

“Det har helt sikkert også nogle styrker – man kender jo hinanden. Man kan heller ikke bare sige; så ses vi. Det skal fungere. Det er jo hele vores liv – det er vores fremtid, der afhænger af det. Så der er også pres på, og det er jo det, man ikke har på samme måde, på en “almindelig” arbejdsplads. Det er mest positivt”, fortæller Winnie med et smil.

Husk at have det sjovt

Det er friheden ved at være selvstændig, der driver parret. At de selv kan bestemme deres hverdag, hvad de laver og hvornår de laver det, betyder meget for dem. De har selvfølgelig altid kunderne in mente – de ved godt, at de er 100% afhængige af dem.

– Den største glæde er, at man er stolt over det sted man har åbnet. At jeg kan sige, at jeg har mit eget sted – det synes jeg er fantastisk. Jeg tror, der er rigtig mange som går med drømmen, men som aldrig rigtig gør noget ved det. Nu har vi gjort det, så må vi få det til at køre, lyder det fra Winnie.

Selvom det til tider kan være stressende og tidsopslugende at være iværksætter, så husker Winnie og Salah hinanden på, at man også skal huske at have det sjovt, og det er også det råd, de gerne vil give videre til andre (kommende) iværksættere.

– Man skal huske at have det sjovt – det glemmer man altså ret tit. Tag ikke tingene så tungt – se positivt på tingene, istedet for at se det negative. Jeg tænker altid; det går nok, måske vi bare skal prøve et eller andet nyt, fortæller Winnie.

Det bliver spændende at følge med Le Nomade Bistros iværksættereventyr, og hvad der kommer til at ske i fremtiden.

På længere sigt kunne de godt tænke sig at flytte i nogle større lokaler og gøre det til en decideret restaurant, ja måske på lang sigt at lave en lille kæde. Nu må vi se.

Her fra VI STARTER SGU skal der lyde et kæmpe held og lykke med Nomaden.

Kommentarer

kommentarer