Mads Daugaard Sørensen arbejder til daglig med SEO i firmaet A-partner i Hedensted. I december får han for alvor testet sin SEO-formåen, når han sammen med sin fætter sælger fyrværkeri i webshop.

VI STARTER SGU har tidligere skrevet om A-Partner i Hedensted, der arbejder med søgemaskineoptimering. Firmaet tegnes af Mads og hans far, Bo Daugaard Sørensen. Men i december kaster Mads sig ud i et nyt, tidsafgrænset iværksættereventyr: Han vil sælge fyrværkeri online sammen med sin fætter, Frederik Daugaard Sørensen, og via to opvarmede telte i Egebjerg og Bjerre. Fyrvaerkerimesteren.dk er allerede online.

Fyrværkerisalg har fået et dårligt ry efter Seest-tragedien og de senere års historier om ulovlige krysantemumbomber, der har lemlæstet og dræbt feststemte nytårsgæster. Fyrværkeri er farligt, hvis det ikke håndteres forsvarligt.

Den problemstilling har været med til at forme ideen bag Mads’ og Frederiks fyrværkerisalg.

- Vi har valgt at placere teltsalget ude i oplandet til Horsens, så de store lastvognstrækkere med fyrværkeri ikke skal ind til byen, og vi satser samtidig på delvist online-salg, så vi ikke behøver ligge inde med så stor en lagerbeholdning, siger Mads Daugaard Sørensen.

Levering til døren

Kunderne kan også slippe for at køre rundt med fyrværkeriet i bilen; hvis de køber online, kan de mod ekstrabetaling få leveret fyrværkeriet på privatadressen. Hvis adressen er beliggende i Horsens, Odder eller Hedensted kommuner. Den del er lidt af en satsning, fordi det slet ikke er så ligetil.

– Vi skal have en varevogn godkendt til kørsel med farligt gods, og chaufføren skal også have farligt gods-bevis, siger Mads Daugaard Sørensen.

Det købte fyrværkeri leveres mellem den 27. og 30. december – eller kan afhentes i to opvarmede salgstelte. Det ene kommer til at stå ved Fakta og Netto i Egebjerg, mens det andet kommer til at stå ved tennisbanerne ved Fællesvej i Bjerre.

Muligheden for levering privat, onlinesalg og placering af salgsteltene uden for byen og langt væk fra beboelse er alt sammen til for at højne trygheden ved fyrværkerisalget. Både for dem, der vil handle, og for dem, der foretrækker at se andres fyrværkeri nytårsaften.

– Vi vil gerne gøre det til en tryg og god oplevelse at handle fyrværkeri. Selvom der bliver traditionelt salg i teltene, vil onlinesalget betyde, at vi skal have knap så stor en lagerbeholdning. Fordi vi på forhånd ved, hvor efterspørgslen er størst. Samtidig slipper kunderne for at rende forgæves, siger Mads Daugaard Sørensen.

Hjælp til broderen

Fyrværkeriet kommer fra Royal Fireworks, som fyrvaerkerimesteren.dk har haft et årelangt samarbejde med. For selvom både Mads og Frederik er nye ved rorpinden, har Fyrvaerkerimesteren.dk eksisteret i en del år, og begge har hjulpet med arbejdet i en årrække. Det er Frederiks storebror, Martin, der har startet firmaet, og Mads’ og Frederiks iværksættereventyr kan også ses som en håndsrækning til Martin Daugaard Sørensen.

– Martin kom meget galt af sted ved den alvorlige ulykke på E45 for et par år siden, hvor en mand og to unge kvinder blev dræbt ved Horsens Syd. Han var siddende i sin kassevogn, da motorvejskøen blev vædret bagfra af en sættevogn. Han slås med mange problemer, og han kan ikke passe sin virksomhed. Vi vil så holde den i live til han engang, forhåbentlig, bliver klar igen, siger Mads Daugaard Sørensen.

God udfordring for A-partner

Samtidig er det en spændende opgave for en SEO-specialist. For al handelen er centreret omkring temmelig kort tid, så der er ikke så meget tid til at justere på søgeord og andre fiksfakserier. Det hele skal fungere fra dag et.

- Det er en spændende øvelse, for den 1. januar er der ikke så meget at stille op, smiler Mads Daugaard Sørensen.

Teltene vil være åbne fra den 27. til den 31. december. De første dage i tidsrummet 10 til 20, nytårsaftensdag dog fra 9 til 16. Online kan fyrværkeriet forudbestilles fra den 1. december.

Du kan læse mere på hjemmesiden fyrvaerkerimesteren.dk og følge med på Facebook.

Kommentarer

kommentarer