På fredag kan fyraftensøllen nydes med Gitte og Per. Men hvem gider egentlig dele en øl med dem?

Det hører med til at blive voksen, at du af og til inviteres til sociale sammenkomster med en masse mennesker, du ikke kender så godt. Alle kommer i par, fordi singler anses som en trussel mod tosomhedens lyksaligheder. Så står I der med velkomstdrinken, parvis, fordi I ikke er blevet fulde nok til at smalltalke endnu. Du skal have en funktionspromille, før det lyder fornuftigt at tale om vejret. Pludselig får du øje på det par, der potentielt kan ødelægge hele din aften: Gitte og Per. Et par ligusterfascister, der i hvert fald klipper hækken før Sankt Hans og sikkert justerer plænens kanter med en neglesaks. Sidste forår brækkede de hele indkørslen op, fordi en enkelt flise lå skæv. Deres bil er altid nyvasket, og den har aldrig kørt hurtigere end 130 km/t, for det må man jo ikke. De er regelrette og selvhævdende i en grad, så du ved, at hele aftenen bliver en hård kamp for at undgå dem. De er begge fuldstændig enige om alt, og når det gælder overvågningssamfundet, har de begge udtrykt, at der intet er at frygte; bare man har rent mel i posen. For hvis alle kunne overholde reglerne som Gitte og Per, klippe hækken på det rette tidspunkt og nidkært fjerne ukrudt og invasive arter, vil verden være et bedre sted. Hvis man hedder Gitte og Per.

Gitte og Per – GDPR

Den 25. maj invaderer Gitte og Per – eller GDPR – alle virksomheder. Er du klar til at høre på deres selvhævdende vrøvl? En damefrisør i Aarhus har købt en lås til den kasse, hvor hun opbevarer kundernes aftaler og telefonnumre. Selv uden en computer skal man følge Gitte og Pers dessiner. Damefrisøren har klippet i næsten 40 år og forstår ikke virakken, men hun har altid gjort, hvad der blev sagt. Uanset hvor himmelråbende åndssvagt det måtte være.

Og ja, det virker himmelråbende åndssvagt, når en damefrisør føler behov for at købe en ny lås til kassen med kundeaftaler. Lis Poulsen, vask og føn klokken 14. Eller når små erhvervsdrivende bruger tid på at skrive et dokument, der nøje beskriver, hvorfor de har et kundekartotek, hvor længe navnene må stå der efter sidste køb, og hvordan de vil dokumentere en sletning overfor kunden, hvis denne måtte ønske det.

For ti år siden havde jeg en tømrer til at skifte mine døre og vinduer. Måske har den tømrer stadig mit navn stående et sted, men det må han ikke. Han kan i givet fald straffes med en bøde.

Big data går fri

Gitte og Per giver små erhvervsdrivende grå hår i hovedet, fordi man på EU-plan er blevet enige om, at der skal være streng kontrol med persondata. I en tid, hvor persondata er guld værd for både offentlige og kommercielle instanser. Big data kan f.eks. hjælpe sundhedsvæsenet til at forudsige, om du er i overhængende risiko for at blive indlagt akut indenfor de næste hundrede dage – hvis altså de må sammenkøre alle de sundhedsdata, de har på dig. Da akutte indlæggelser er ekstremt kostbare for sundhedssystemet, er det fuldt forståeligt, at denne databehandling er vigtig. Men det betyder så også, at der på en server et eller andet sted er alle sundhedsoplysninger om dig. Om alle piller, du har fået på recept, al den kirurgi, du har været udsat for, alle de blodprøver, du har afgivet – i alle de år, hvor den data er blevet indsamlet. For de nye generationer vil det blive hele livet. Det virker umiddelbart lidt mere personfølsomt end mine vinduer og døre, ikke sandt?

Men eftersom den nationale lovgivning altid overtrumfer GDPR, kan staten opbevare alle de data om dig, de har lyst til.

 “Vi kan se, du har været i Føtex”

Hos Google og Facebook ved man alt om den kommercielle værdi af persondata, og vi giver dem jo også lov. Vi trykker i hvert fald ok til et eller andet, når app’en installeres på telefonen. Det er nok derfor, at Google kan lave en komplet oversigt over, hvor jeg har været, hvornår, de seneste uger, måneder og år. De ved det meste om os – og resten kan kunstig intelligens lynhurtigt regne sig frem til.

I den sammenligning bliver jeg ekstra irriteret på Gitte og Per, når Google siger ”Hej Thomas, vi kan se, at du har været i Føtex. Vil du ikke anmelde dit besøg?”, mens små iværksættere skal bruge både tid og penge på at leve op til GDPR. Selvom de data, de må forventes at ligge inde med, er fuldstændig ligegyldige for tredjepart. Det er udtryk for proportionsforvrængning og politisk magtfuldkommenhed i pinlig grad.

Gitte og Per, jeg gider jer ikke. Jeg må acceptere, at I er der. Men jeg håber aldrig, at jeg skal høre jeres navne igen. Må I forsvinde ud i glemslen ligesom de slukkede baglygter, som skulle spare os for en masse CO2.

Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.

Kommentarer

kommentarer