Giv mere, end du tager

Thomas Larsen fra Human Performance House blev iværksætter efter en succesfuld karriere i detailbranchen. Hans tilgang var analytisk, metodisk – og egentlig ret enkel.

Hvad gør man, når man som 39-årig overvejer iværksætteriet? Når man har børn, bil og husleje at tænke på? Når det kræver et helt nyt netværk at få de rigtige kunder?

Meget kort fortalt går man bare i gang.

Uddannet tirsdag, leder torsdag

“Jeg røg til sidst ud på røv og albuer”

Thomas Larsen er god til at få mennesker til at arbejde sammen. Det fandt han allerede ud af i de tidlige ungdomsår, hvor han blev udlært som slagter i Føtex. Han skulle ikke afpudse svinemørbrad resten af sit arbejdsliv; Dansk Supermarked hev ham over på leder-traineeuddannelsen. Han var færdiguddannet en tirsdag, og torsdag i den samme uge tiltrådte han som salgsleder for ferskvarer i Føtex i Aabenraa – den sammen forretning, han var udlært i. Men nu med otte fuldtidsansatte under sig. Han var 18 år gammel. Det var et projekt, der måtte gå galt – og det gjorde det også.

– Jeg røg til sidst ud på røv og albuer. Jeg overlevede tiden ved at knokle bagen ud af bukserne, men jeg havde ikke den fornødne menneskelige ballast til at lede ældre medarbejdere, siger Thomas.

Siden fulgte en karriere i Forsvaret med to udsendelser – til Eritrea som kampsoldat og siden Kosovo. Efter fire år var han tilbage i Dansk Supermarked som mellemleder. Siden fulgte en del år i Coop, blandt andet som slagtermester i en OBS i Taastrup og som brugsuddeler i Hørsholm.

Fra leder til lederudvikling

Han havde stor succes med at lede men savnede bevidsthed om, hvad det egentlig var, han gjorde. Så han endte i et konsulentfirma, der laver lederudvikling.

– De arbejdede med de såkaldte kultur- og forandringsrejser i virksomheder, og de havde brug for en underviser med praktisk erfaring. Jeg sugede viden til mig i den tid, siger Thomas.

Bagefter kom han kortvarigt tilbage til Coop, hvor han bl.a. var med til at opbygge Fakta Q-kæden med 56 butikker – primært i hovedstadsområdet. Derefter ventede en stilling som regional salgsdirektør i Kiwi, indtil ejeren, Dagrofa, valgte at lukke kæden i sommeren 2017.

Og hvad så? Han kunne sikkert have søgt tilbage til Dansk Supermarked eller Coop, men der var noget andet, der trak. Arbejdet som selvstændig konsulent i leder- og medarbejderudvikling lokkede. Men han vidste også, at han gerne ville væk fra detailhandelen for at prøve kræfter med noget nyt. Så det krævede et nyt netværk.

– Jeg begyndte med at finde syv bekendte i mit netværk, der var startet som selvstændige indenfor ret forskellige brancher. Så tog jeg ud og interviewede dem om deres erfaringer, så jeg kunne aflure faldgruberne og potentialerne, siger Thomas.

Human Performance House

Samtalerne afskrækkede ham ikke, og i sommeren 2017 var ”Human Performance House” en realitet. Derefter gjaldt det om at opbygge det netværk, der kunne give kunder i butikken. Han brugte sit netværk på LinkedIn og netværkets netværk. Han arrangerede kaffemøder med massevis af potentielle kunder – men aldrig for at sælge noget.

– De fleste vil gerne hjælpe, hvis man er interesseret i deres virksomhed, så jeg tog egentlig bare på en masse virksomhedsbesøg. Under et af de besøg var der så en, der vidste, at Bo Concept i Herning muligvis manglede en som mig til et større projekt, siger Thomas.

Han tog kontakt til Bo Concept, og snart blev det klart, at der egentlig var en hel stilling i det arbejde, der ventede. Han fik opgaven med den indbyggede aftale, at han kunne fortsætte arbejdet med Human Performance House ved siden af. Blandt arbejdsopgaverne hos Bo Concept er coaching, projektledelse, kompetenceudvikling og implementering af en ny HR-strategi i virksomheden, der har 250 forretninger fordelt på 60 lande.

Nyt lederudviklingsforløb

“… nyetablerede virksomheder fokuserer kun på produkter, når de tænker udvikling. De glemmer, at udviklingen af medarbejderne og ledelsen er mindst lige så vigtig”

Det passer alt sammen perfekt til det, der arbejdes med i iværksætterprojektet, Human Performance House. Selvom der lige nu er travlt hos Bo Concept, arbejder Thomas videre med sin egen konsulentvirksomhed. I øjeblikket arbejder han sammen med Christian Madsen fra M Project i Hedensted om en hel ny type lederudviklingsforløb, som forhåbentlig kan søsættes til september. De to har fået etableret et syv mand stort advisoryboard, der hjælper med at teste ideerne.

Thomas er overbevist om, at der er et marked til det nye koncept.

– Alt for mange nyetablerede virksomheder fokuserer kun på produkter, når de tænker udvikling. De glemmer, at udviklingen af medarbejderne og ledelsen er mindst lige så vigtig, siger Thomas.

Det er en holdning, der har bragt Thomas til Venture City Horsens’ mentorteam, hvor han også står til disposition for iværksættere, der kan bruge hans viden og erfaringer. I det hele tiden er Thomas ikke karrig med sin tid, når det gælder om at hjælpe andre. Da dette interview er ovre, spørger han, hvad det skal bruges til. Først da falder det undertegnede ind, at VI STARTER SGU ikke var nævnt med et ord, da aftalen om interviewet blev indgået.

– Det er ret vigtigt for mig, at man altid skal give mere, end man tager, hvis man vil opbygge og vedligeholde et godt netværk, siger Thomas Larsen.

Du kan fange og følge Thomas på LinkedIn.

bubble