Birgitte Feldborg og Dorthe Do Bejer er klar med anden udgave af ”Iværksætteri i praksis” –  en knap 300 siders gennemarbejdet guide til såvel nybegyndere som øvede iværksættere. Den har svar på det meste.

I det gamle seminarium i Gedved har Iværksætter.nu til huse. Bag navnet står de to garvede iværksættere Birgitte Feldborg og Dorthe Do Bejer, og de underviser og rådgiver iværksættere – både dem, der er ved at tage de første forsigtige skridt ud på isen, og dem, der allerede er godt i gang.

Undgå de mest udbredte fejl

Iværksætter.nu blev stiftet i 2012, og tanken var allerede dengang at lave en komplet guide til iværksætteri. Resultatet var førsteudgaven af det digre værk, der nu er kommet i en helt ny, opdateret version.

>> Vi håber, bogen kan hjælpe til, at nogle iværksættere slipper for at træde ned i nogle af de mudderhuller, mange allerede har trådt ned i.

Bogen er i A4-format og fungerer både som opslagsværk, lærebog og arbejdshæfte. Den behandler emner som branding, forretningsplan, markedsundersøgelser, prissætning, markedsføring, netværk, økonomi og vækst. Undervejs er der spørgsmål, læseren selv må besvare for at komme tættere på at definere den personlige iværksætterdrøm. For bogen skal være lige anvendelig, uanset om man vil åbne en frisørsalon eller udvikle et nyt, digitalt produkt.

– Naturligvis skal man begå fejl og lære af dem, når man er iværksætter. Det er en vigtig del af processen. Men vi håber, bogen kan hjælpe til, at nogle iværksættere slipper for at træde ned i nogle af de mudderhuller, mange allerede har trådt ned i, siger Birgitte Feldborg.

Samlet 22 års iværksættererfaring

Birgitte Feldborg arbejder til daglig i tre forskellige sammenhænge. Hun driver Ressourcekompagniet, der tilbyder bogførings- og regnskabsassistance, og hun står bag virksomheden, der bærer hendes navn, hvor hun hjælper med forretningsudvikling for små virksomheder og iværksættere.

– Jeg hjælper iværksættere med at sælge værdi i stedet for timer. Det kan hjælpe dem op på det næste niveau, hvor de kan leve af deres forretning, siger Birgitte Feldborg.

Endelig står hun sammen med Dorthe Do Bejer bag Iværksætter.nu, der tilbyder seks ugers intensiv undervisning og personlig rådgivning til iværksættere. Birgitte har været selvstændig siden 2010.

>> Når jeg spørger en iværksætter, hvem produktet henvender sig til, svarer han eller hun ”alle”. Det er vigtigt at snævre det ind.

Dorthe Do Bejer er grafisk designer og selvstændig i firmaet Dorthe Do. Hun har været selvstændig siden 2002 og underviser og rådgiver bl.a. i branding, markedsføring og salg.

Grundig bog

Deres fælles bog, ”Iværksætteri i praksis”, går meget grundigt til værks. F.eks. behandler kapitel 8, ”Salg & Markedsføring”, både kundekompasset, målgruppeanalyse, elevatortalen, kunderejsen, markedsføringsplan, markedsføringskanaler med meget mere ganske grundigt.

– Når jeg spørger en iværksætter, hvem produktet henvender sig til, svarer han eller hun ”alle”. Det sker i hvert fald ni ud af ti gange. Men det er så utrolig vigtigt, at den præcise gruppe udpeges, så markedsføringen kan målrettes. Det er vigtigt at snævre det ind, siger Dorthe Do.

Bogen kommer omkring alle vinkler på iværksætteri. Fra den indledende definition af iværksætteri og iværksættertyper, kompetenceafklaring, SWOT-analyse, vision, strategi og værdier til den mere praktiske del med økonomistyring, virksomhedsformer, vækst og udvikling.

Bogen er spritny fra trykken, og det skulle den gerne blive ved med at være.

– Vi får kun lavet 100 styk af gangen, fordi der hele tiden er brug for opdateringer. Da den sidste bog udkom i 2012, var det naturligt med en passage om momsen, der skal betales på giro på posthuset. Men det var en forældet formulering få år senere. Nu kan vi lave en ny version, lige når vi vil, siger Birgitte Feldborg.

For der sker noget nyt på iværksætterfronten hele tiden. Ny lovgivning på både skatte- og selskabsfronten kan ændre præmissen i løbet af kort tid, og så er det en fordel ikke at have hundredvis af bøger med forældede informationer.

En succesrate på 88 pct.

Dorthe og Birgitte har en ret solid baggrund for at dele den viden, bogen indeholder. Iværksætterrådgivningen i Iværksætter.nu er statistisk set en succeshistorie. Omkring 350 spirende iværksættere har været igennem forløbet Iværksætterpakken hos Iværksætter.nu, og af dem er det lykkedes 55 pct. at gøre iværksætterdrømmen til virkelighed, mens andre 23 pct. har fået lønmodtagerarbejde i stedet. En stor del af deltagerne er blevet henvist til Iværksætter.nu af Jobcentret, fordi de har villet erstatte ledighed med iværksætteri. Eller blot se, om ideen var stærk nok.

– Vi ser det som en succes, uanset om deltagerne bliver iværksættere eller får et job efter vores forløb. For iværksætteri kan også gøre deltageren afklaret omkring, at det ikke er den rette vej. Endelig kan iværksætteri sagtens åbne nogle jobmuligheder gennem de nye netværk, man opdyrker, siger Birgitte Feldborg.

Nu gælder det bogen, der sælges både som trykt bog og e-bog. Den trykte koster knap 700 kroner, mens e-bogen fås for 349 kroner. Begge priser er incl. moms.

Du kan læse mere om bogen og Iværksætter.nu på hjemmesiden. Giv dem også et like på Facebook.

Kommentarer

kommentarer