Hånden på kogepladen

- Det er jer der har hånden på kogepladen!

Sådan lød det fra Horsens Borgmester Peter Sørensen til byens iværksættere, i går d. 6. april efter en times “iværksætterhøring” i Det Gamle Rådhus, som Casa venligst havde udlånt til arrangmentet. Emnet var, hvordan Horsens kan blive Danmarks bedste iværksætter-by – hvad skal der til for at flere iværksættere lykkedes, og her var der en masse konstruktive inputs fra en fyldt byrådssal.

Stemningen var høj og forslagene mange – fra generelle idéer til mere specifikke ønsker. Alt sammen blev refereret af illustratoren Marieke Bülow fra virksomheden Hjertemod, som efter en spændende time, havde en fyldt planche af alle idéerne og ønskerne, som Borgmesteren og Formanden for Business Horsens Finn Damkjær Pedersen kunne tage med sig.

Der blev nævnt ting som:

  • Iværksættermiljøerne skal tale bedre sammen – samarbejde og henvise til hinanden.
  • Et fælles hashtag for byens iværksættere, kunne være med til at skabe et stærkere fællesskab.
  • Fokus på at hjælpe hinanden – hvad kan jeg gøre for andre?
  • Der mangler synlighed over iværksættertilbudene i byen, og klarhed om hvem der gør hvad.

Det var fedt at se så mange iværksættere, og det var et klart billede på, at der i forvejen eksisterer et stærkt iværksættermiljø i byen, men at der også er ting som kan gøres bedre. Alle forslag blev noteret og VÆKSTALLIANCEN, som blev dannet i december sidste år og som har til formål at gøre Horsens til en af landets bedste erhvervskommuner, vil nu arbejde videre med de mange forslag. Ulla Sparre, Direktør i Vitus Bering Innovation Park og Daniel Bach fra Den Seriøse Kaffeklub er begge en del af VÆKSTALLIANCEN og stod bag arrangementet og faciliteringen af det, og de var begge utrolig positive over fremmødet og engagementet.

Læs meget mere om VÆKSTALLIANCEN her.

Det stod klart for Borgmester Peter Sørensen og Finn Damkjær Pedersen at ambitionerne for at blive en bedre iværksætter-by var til stede, og Borgmesteren sluttede af med at takke for fremmødet og for de mange inputs.

– Man går begejstret herfra.

Lød det fra ham, og det virkede bestemt til at resten af byrådssalen gjorde det samme.

Er du sidenhen kommet på andre idéer, har du tilføjelser, eller havde du ikke mulighed for at deltage, så kan du stadig komme med inputs –  smid dem her.

Billede og film leveret af Anders Boll FILM & FOTO

bubble