Jacob Steentoft vil hellere have en flaske i hovedet i Hebron end kede sig ihjel i egen materialisme. Han har genfundet sin første, store kærlighed, kameraet, og gennem objektivet finder han et liv, der kan mærkes.

Mens hans tre børn sad til højbords med familien hjemme i trygge Danmark, valgte Jacob at fejre sidste jul og nytår i Libanon. Ved årsskiftet sad han med en dåse Pepsi og et kamera i hånden på gaden i libanesiske Tripoli, da Kalashnikovsalver fyldte luften, og patronerne sekunder senere faldt ned på tagene med små smæld.

– Jeg tager tingene, som de kommer. Jeg trænger til at mærke livet, siger Jacob.

Den alt f933FEE40-8505-43F1-BBB6-FEF6C5B005D6or unge pressefotograf

Undertegnede har fulgt Jacob Steentoft på afstand siden begyndelsen af 1990’erne. Han har været svær at overse, hvis man følger med i den lokale sprøjte. Da jeg var ”ung i arbejde” på det hedengangne Aktivitetshuset i Beringsparken, rendte en ung gut rundt med sit kamera og fotograferede de bands, der optrådte på stedet. Jacob havde fået sin interesse for fotografering, da han som 14-årig deltog som skuespiller i DR1-serien ”Mysteriet om det levende lig”, der blev indspillet på Endelave i sommeren 1991.

– Vi var alene på øen med filmfotograferne, og så fik jeg lov at rode med deres udstyr i alle pauserne. Det gav mig interessen for at lave billeder, siger Jacob Steentoft.

Siden begyndte han at fotografere og gå til hånde på Onsdagsavisen. Han drømte om at blive pressefotograf og få en læreplads på Horsens Folkeblad, men han var med sine 16 år for ung. Avisen hyrede af praktiske årsager kun lærlinge med kørekort. Så løsningen blev at gå i lære som reklamefotograf hos fotograferne Brøchner i Levysgade, der lå, hvor Gasfabrikken ligger i dag.

Jagtede blå blink

Da han rundede de 18 og fik et kørekort, lå han med politiradio og drønede ud om natten til brande og trafikulykker, så han kunne gå i mørkekammeret om morgenen og sælge billederne til Horsens Folkeblad.

Han drømte stadig om at blive pressefotograf, men uddannelsesmulighederne var begrænsede p.g.a. en udpræget ordblindhed.

Iværksætter som 21-årig

I 1998 kastede han sig ud i iværksætteriet. Steentoft Fotografi i Blumersgade blev blandt de første lokale fotostudier, der fotograferede digitalt. Jeg var nede og interviewe ham til en artikel i Horsens-Posten, da han lige havde indkøbt de iøjnefaldende, dråbeformede, bondiblå og hundedyre Macs, som var det nye shit og gav helt nye muligheder for digital billedbehandling.

Herefter gik det slag i slag med at tage billeder og tjene penge. Mange penge. Range Rover, Rolexur og engelsk cottageidyl på Næsset. Natklubejer i både Horsens og Herning. Men i 2006 hang fotografering ham ud ad halsen.

– Jeg syntes, det hele var så forstillet. Jeg følte, at jeg skulle være falsk hele tiden. Smile og huske navne på alle dem, der havde været inde foran mit objektiv. Rose deres valg, uanset hvad de valgte. Det var en rolle, jeg skulle spille hele tiden – også når jeg havde fri, siger Jacob.

“Hvad fanden vidste jeg om tyrkiske lira?”

Han solgte sin andel i fotostudiet til sin kompagnon og så sig ikke tilbage. ETZO-natklubberne røg også. Det nye eventyr var ejendomsinvesteringer i Steentoft Development. Det kørte derudad med safarier i Afrika, dyre biler og millioninvestering i hjemmet på Næsset.

– Der var turbo på bankforretningerne. Der blev taget lån i schweizerfranc og geninvesteret i tyrkiske lira. Hvad fanden vidste jeg om tyrkiske lira, spørger Jacob med et grin.

Finanskrisen i 2008 fik det meste til at ryge til jorden med et brag. Han slap for ydmygelsen i en konkurs, men han var nødt til at sælge fra i stor stil. De store biler, huset på Næsset, de dyre vaner. Han tog det med ophøjet ro. I en periode arbejdede han med viceværtopgaver for Svanen Development, hvor han bl.a. andet fejede blade i gården og skiftede pærer i lamperne, når en ejendom skulle fremvises.

Nye ejendomme og gods-lejer

“Gods-lejer. Hvis man siger det med polypper, kan folk ikke høre forskel”

Men de smuler, der var tilbage af formuen, geninvesterede han i ejendomme, der var røget på tvangsauktion som følge af krisen. Ejendomme med lejligheder i mindre oplandsbyer. I dag ejer Steentofts selskab 104 lejligheder, og de er hans cash cow. Det er samtidig en indtægt, der ikke kræver særlig meget arbejde, når de sunde ejendomme bare bliver holdt ved lige.

Efter finanskrisen byggede han en del af det tabte op igen. Og de dyre vaner vendte tilbage. Økonomien var ikke til at blive godsejer, som Jacob længe havde drømt om, men da en god ven købte Agersbøl gods ved Lindved, fik han mulighed for at blive gods-lejer.

– Gods-lejer. Hvis man siger det med polypper, kan folk ikke høre forskel, griner Jacob.

Nytår i Tripoli.

Nytår i Tripoli.

Jagten på et andet liv

På de 1000 kvadratmeter var der godt med plads til alle de jagttrofæer og malerier, han havde tilbage fra tiden før finanskrisen. Men efter en skilsmisse i 2018 tog han sit liv op til revision.

– De sidste tyve år har jeg hele tiden jagtet penge, så jeg kunne købe en fed bil eller tage familien ud at flyve til eksotiske rejsemål. Der var hele tiden nogle dyre drømme, der skulle udleves, og det blev et hamsterhjul. Et konstant behov for at vise økonomisk formåen, så jeg kunne vise mit værd for mit netværk. Man kan jo ikke falde af på den, og det bliver lidt et fængsel. Man bliver sgu’ ikke lykkelig af at eje et Rolexur, siger Jacob.

Han erkender, at han stadig godt kan lide et godt glas rødvin og en god bøf, men alt det materielle betyder mindre, nu, hvor han har rundet de 43 år. Han flytter ud af godset den 1. august og finder en lejlighed. Alle jagttrofæerne og Kviummalerierne er sat til salg på Lauritz.com.

Tilbage til udgangspunktet – sådan da

I stedet er han begyndt at fotografere igen. Både digitalt og analogt. Det sidste giver ham en anden glæde end digital fotografering.

– Når jeg laver panoramabilleder, har jeg kun 12 skud på en film. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at komme hjem, tage en film op af kufferten og ikke helt vide, hvad jeg har. Det er en helt anden måde at lave billeder på, siger Jacob.

Da han begyndte at fotografere igen, havde han ikke rørt et kamera i ti år.

Libanon, Palæstina, Sydsudan og Kenya

Han er også begyndt at opsøge brændpunkter. Første rejse var til Libanon. Siden var han i Palæstina, hvor han kunne lave billeder i områderne omkring muren, der adskiller palæstinenserne fra israelerne. En mur, der nok gør terrorangreb i Israel mere besværlig, men som samtidig giver almindelige, fredelige palæstinensere følelsen af at være spærret inde.

– Jeg må nok indrømme, at jeg er blevet mere rød af at have rejst ud i verden på denne måde. For uanset hvad du måtte mene om de forskellige konflikter: Det er aldrig børnenes skyld. Og børnene er de virkelige ofre, siger Jacob.

Børnene var særligt i søgeren, da han rejste for velgørenhedsorganisationen Human Practical Foundation til Kenya for at dokumentere en af de skoler, organisationen har finansieret.

Kenya var noget mere fredeligt og noget nemmere at rejse i end Libanon og Palæstina. Kenya er vant til vestlige turister med kamera, mens det er en noget sjældnere forekomst i krisernes arnesteder.

”me Jacob, me atheist”

Han er ordblind, og han har ikke lært sig arabisk. Men han kommer langt med en uskyldig og lidt naiv attitude, når han hænger ud med børn og unge i gaderne.

– Mange af de mennesker, jeg har fotograferet, kan jo ikke rigtig engelsk. Så jeg sætter bare en hånd på brystet og siger venligt ”me Jacob, me atheist”, siger Jacob, der som regel også har lidt slik og smøger at byde rundt. Han vil bare være den venlige, lidt sære nordbo, der kan være en flue på væggen i deres hverdagsliv.

Når han rejser, har han fem rene poloshirts, fem sæt rent undertøj og den uundværlige, skudsikre vest i kufferten.

Vil til Yemen

Han arbejder i øjeblikket hårdt på at få lov til at rejse ind i Yemen, der gennemlever en enorm humanitær krise. Saudi-Arabien har lukket grænserne, mens kolera og hungersnød hærger. Men man rejser ikke bare ind i Yemen – og slet ikke med et kamera over skulderen.

– Det er hundesvært at få de papirer, der skal til. For når jeg ikke repræsenterer et anerkendt medie, kan jeg ikke få de nødvendige tilladelser. Min ekskone hjælper mig med at skrive de ansøgninger, der måske kan give en åbning, for min ordblindhed gør det ekstra svært, når jeg skal kommunikere med skrivebordsgeneraler eller de mediefolk, der måske kan hjælpe, siger Jacob.

steentoft_horsensIngen kommercielle billeder

Det er også en anden måde at lave billeder på, når økonomien ikke længere er den primære drivkraft. Selvfølgelig søger Jacob at få sine omkostninger dækket, men hans rejser med kameraet er ikke primært for at sælge billederne med så stor fortjeneste som muligt. Tankesættet har ændret sig meget, siden han sidst tog billeder.

– Jeg laver ikke kommercielle billeder. Overhovedet. Jeg vil meget gerne sælge mine billeder, men hvis en kunde så henvender sig for at høre, om jeg ikke kan tage medarbejderbilleder, er svaret et klokkeklart nej. Jeg skal ikke ned ad den vej igen, siger Jacob.

Galleri Asbæk

“Jeg er ikke politisk, når jeg tager billeder. Jeg fotograferer bare det, jeg ser”

Han er kommet ind hos Galleri Asbæk i København, hvor han har solgt flere af sine billeder, som er blæst op på store lærreder. For det er ikke kun nød og lidelse, Jacob fanger med sit Hasselblad. Det er langt oftere de små bræmmer af lys og håb, der er at finde alle steder, hvis man har øje for dem. Frisøren i det ludfattige Sydsudan, der stiller sin stol op midt i gaden og tager imod kunder, børns smil og lysende øjne i en flygtningelejr i Libanon og en dreng, der stolt viser sin hjemmelavede legetøjsbil af en plasticdunk med fire låg som hjul.

– Jeg er ikke politisk, når jeg tager billeder. Jeg fotograferer bare det, jeg ser. Så må folk lægge det i det, de har lyst til, siger Jacob.

Jacobs egen hjemmeside er snart klar på www.jacobsteentoft.com – men indtil da kan du følge hans arbejde på Instagram. VI STARTER SGU har fået lovning på at lave en lille video med Jacob, hvor han fortæller om nogle af sine billeder. Han skal bare lige over flytterodet først.

Kommentarer

kommentarer