Hjertet banker for bæredygtighed

Astrid Carl har haft stor succes som grøn iværksætter med Green Moves, der i dag tæller fire ansatte. Men hun synes, Horsens Kommune kunne blive bedre til at pleje iværksætterne.

Det er gået rigtig stærkt for Astrid Carl, siden hun i januar besluttede at flytte firmaet Green Moves fra privaten i Østergade til kontorfællesskab i Tobaksgården. I marts måned ansatte hun to ingeniører, og siden har en antropolog og en ny cand.merc.-studerende praktikant også fået plads i lokalet ud mod Farvergade. Kontorhunden Carla er der også plads til.

Medarbejderstab med ni uddannelser

Green Moves yder konsulentbistand til grøn omstilling med udgangspunkt i bl.a. cirkulær økonomi og FN’s 17 Verdensmål. Astrid Carl er cand.scient. i biologi og har desuden en Teknologisk Diplom i Energi og Miljø. Hendes medarbejdere har kvalifikationer fra andre uddannelser og desuden udpræget erhvervserfaring.

– Samlet set har vi ni uddannelser repræsenteret i øjeblikket, og der skal nok komme flere til. Jeg er da ikke færdig med at uddanne mig. Jeg har måske tyve år tilbage på arbejdsmarkedet, så jeg vil ikke gå i stå, siger Astrid.

Det er netop vigtigt ikke at gå i stå – at være i konstant bevægelse – når man arbejder med et område, der ved Green Moves’ fødsel i 2016 måske lød lidt fluffy for somme, men som siden er blevet bredt anerkendt og langt mere jordnært. Klimakrisen har fået selv de mindste virksomheder til at indtænke bæredygtighed i produktionen.

Logo fortæller historien

greenGreen Moves’ logo viser med farver i livshjulform, hvad det hele grundlæggende handler om. Tre farver og en stiliseret, spirende plante på den grønne baggrund indeholder hele kernefortællingen.

– Den mørkeblå er corporate blue, der står for respekten for økonomien, bundlinjen og kundernes virkelighed, den lyseblå repræsenterer horisonten og visioner, mens den grønne symboliserer alt det, der spirer og gror, og som i sidste ende giver et økonomisk afkast tilbage i det mørkeblå udgangspunkt: bundlinjen, siger Astrid.

Det giver god mening, for noget af det, Green Moves blandt andet har fokus på, er virksomhedernes affaldsstrømme, og hvordan de kan omformes til en ressource.

– Vi kigger blandt andet på, hvordan arbejdsgange og råvarevalg kan gøre affald til noget, andre kan få glæde af og måske tilmed vil betale for, siger Astrid.

Green Moves har hentet sine kunder i både fødevareindustrien, landbrugssektoren, byggesektoren, havne, energiforsyningen, transportsektoren og servicevirksomheder, ligesom et eventbureau og en sparekasse også har købt sig til rådgivning og idéudvikling fra den grønne konsulentvirksomhed. Kunderne hører indtil videre primært til på Fyn og i Jylland, men der har også været afstikkere til hovedstaden. Redskaberne til arbejdet er blandt andet værdikædesamarbejde, designtænkning i innovationsprocesser og teamcoaching.

– Vi arbejder med bæredygtighed og cirkulær økonomi med udgangspunkt i FN’s Verdensmål på en strategisk og kommerciel hensigtsmæssig måde, så de grønne bestræbelser resulterer i økonomiske gevinster for virksomhederne, siger Astrid.

Hun tager jævnligt ud og holder foredrag og oplæg om bæredygtighed og cirkulær økonomi, og det sker, at det er gennem foredragene, at nye kundeemner dukker op. Astrid laver både overordnede foredrag om emnerne og mere specialiserede, der er designet til den enkelte virksomhed og branche.

“Hjertet banker for bæredygtighed, når man vælger at arbejde her.”

Savner lidt mere støtte fra Horsens Kommune

Det er kun gået én vej i 2019 – fremad. Men lokalt kunne hun godt bruge mere støtte fra Horsens Kommune.

– Jeg synes, det er lidt ærgerligt, når Horsens Kommune køber sig til konsulenthjælp udefra, når de skal have hjælp til grøn omstilling og cirkulær økonomi. Og det er ikke bare mig; jeg hører også fra andre lokale iværksættere, at kommunen overser dem, når de hyrer ekstern hjælp til specialiserede opgaver, siger Astrid.

Hun understreger, at Horsens er en god by at være iværksætter i, men Kommunen kunne ifølge Astrid med fordel være bedre til at anerkende og favne de kvalifikationer, der eksisterer inden for kommunegrænsen, når de står med en opgave, der kræver ekstern hjælp.

Hjertet banker for bæredygtighed

Og Astrids begejstringen for det projekt, hun har sat sig i spidsen for er tydelig. Begejstringen er også en forudsætning for de øvrige medarbejdere i Green Moves.

– Hjertet banker for bæredygtighed, når man vælger at arbejde her. For jeg kan ikke betale nogen fyrstelig løn. Til gengæld holder jeg arbejdstiden på 30 timer ugentligt, fordi jeg opfatter balancen mellem arbejdsliv og fritid så utrolig vigtig. Jeg har jo ikke en TD i energi og miljø for ingenting, griner Astrid Carl.

Du kan connecte med Astrid Carl eller følge Green Moves på LinkedIn og læse mere om Green Moves’ arbejdsområder på hjemmesiden.

Jan, Ida, Astrid, Carla og Peter fra Green Moves med nogle af Verdensmålene. Praktikanten Max var ude af huset, da VI STARTER SGU kiggede ind.
bubble