Hvem skal have iværksætterprisen?


Per Vers står for underholdningen ved dette års Horsens Inspire.

Slutspurten til at finde årets iværksætter er sat ind, og du kan også komme med forslag frem til tirsdag den 1. oktober.

Horsens Inspire, der i år er programsat til torsdag den 7. november, er blevet en begivenhed, iværksætterne har grund til at se frem til hvert år. Showet med underholdning, mad og drikke bringer alle lag af erhvervslivet sammen til en fejring af det forgangne års meritter. Både små iværksættere og tunge erhvervsdrenge og -piger mødes for den uformelle hygge og den højtidelige fejring af årets prisvindere.

I år er det atter TV-værten Morten Resen, der muntert og levende styrer løjerne. Årets underholdende indslag leveres af ordekvilibristen Per Vers, så hvis sidste års standup under bæltestedet virkede plat, er der lidt mere at forvente i år.

Iværksætterprisen

Hvem skal vinde Iværksætterprisen ved årets Horsens Inspire Award Show? Du kan frem til tirsdag den 1. oktober komme med gode ideer til komiteen, der udvælger de tre finalister. Det bliver deltagerne ved showet, der stemmer den endelige vinder frem på podiet.

Med Iværksætter-prisen hyldes iværksætterne og deres nytænkning, mod og vilje. Indstil en iværksætter i Horsens Kommune, som imponerer med sin kreativitet, originalitet og gå-på-mod, har fundet en særlig bæredygtig eller skalerbar forretningsmodel. Du kan komme med en indstilling på følgende link.

Seks priser uddeles

Iværksætterprisen er én af i alt seks priser, der skal uddeles, og du kan komme med forslag til fire af dem. Årets butik og Årets spisested findes på vanlig vis af gæster og kunder hos handlende og restauratører. Men du kan indstille modtagere til Iværksætterprisen, Inspireprisen, Match for fremtiden-prisen og CSR People 2020. Sidstnævnte er en ny pris, der hylder de virksomheder, som går forrest og tager et socialt ansvar for borgere, som har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Kender du en virksomhed, som har ansat medarbejdere på særlige vilkår i fleksjob, EGU (Ungdomsuddannelse med fokus på praktik), IGU (Integrationsuddannelse), voksenlære eller småjob? Så kan virksomheden indstilles til CSR People 2020 på følgende link.

Inspireprisen går igen til en person, virksomhed eller organisation, som har gjort en ekstraordinær indsats for det lokale erhvervsliv eller et lokalt udviklingsprojekt. Du kan indstille en vinder på følgende link.

Match for fremtiden er målrettet en virksomhed, som har taget et medansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft. En virksomhed, som med åbenhed og fremsyn har formået at give studerende, elever og lærlinge udfordringer og rammer til at dygtiggøre sig. Du kan indstille virksomheder på følgende link.

Goodiebag fra Vinoble

Når du har indstillet én eller flere kandidater, bør du også være med, når vinderne kåres. Hvis du er medlem af Business Horsens, kan du komme med for 575 kroner excl. moms. Er du ikke medlem, bliver prisen 875 kroner excl. moms. For prisen får du mad, vin, underholdning og en goodiebag fra Vinoble, når du tager hjem. Du kan tilmelde dig festlighederne på følgende link.

Hvis du vil se nogle højdepunkter fra sidste år, er der en lille teaser her.

Kommentarer

kommentarer

Næste indlæg Venture City vender raketten

Forrige indlæg Networking i VBI-Park

Thomas la Cour

Om skribenten Thomas la Cour

Redaktør på VI STARTER SGU. Journalist og medlem af Dansk Journalistforbund. Bosiddende i Horsens.

Relaterede indlæg