Mads Busk fra Busk Innovations valgte at blive iværksætter, fordi han vil bruge sine evner som industriel designer til at skabe bæredygtige løsninger.

Man må bruge sine evner til at gøre verden lidt bedre at leve i. Det synes at være 35-årige Mads Busks bevæggrund for at springe ud som iværksætter. Han er uddannet som industriel designer og civilingeniør fra Aalborg Universitet, og han beskæftigede sig førhen primært i outdoor-branchen, senest hos Oase Outdoors, der blandt andet har mærkerne Outwell, Robens og Easycamp. Både telte og tilbehør til telte udvikles af industrielle designere, og Mads sad i udviklingsafdelingerne, hvor han eksempelvis designede et særligt værktøj til teltopspænding.

BUSK_INNOVATION_019__SH_WEBForskellige tilgange til designs

“Jeg laver helst designs i materialer, der har så lavt et aftryk på kloden som muligt”

Arbejdet som industriel designer i en udviklingsafdeling er generelt meget styret af virksomhedens ambitionsniveau. Nogle steder gælder det bare om at få udviklet produktet så hurtigt og billigt som muligt, mens der andre steder kan være særlige ønsker til materialevalg eller produktets eventuelle bæredygtighed. Hvis man f.eks. skal udvikle en sammenfoldelig lampe, kan opgaven løses på mange måder. Der kan der være primær fokus på pris og design, eller der kan være sideløbende stor fokus på cirkulær økonomi og materialevalg. For hvordan skiller ejerne sig af med produktet, når det er slidt ned? Kan materialerne skilles ad og sendes til genbrug separat – eller er det hele blandet sammen, så det ender i småt brændbart?

– Jeg laver helst designs i materialer, der har så lavt et aftryk på kloden som muligt. Jeg går efter at arbejde med virksomheder, der har det samme mindset. Det var en væsentlig årsag til, at jeg valgte at blive selvstændig, for så kan jeg bedre tilvælge de opgaver, der giver mening for mig, siger Mads Busk.

Holder til i Idémejeriet

Mads bor i Lund med kone og børn, så det var naturligt at bruge Idémejeriet som base, da han valgte at blive selvstændig i sommeren 2019. Desuden kendte han i forvejen Martin Stoltze fra Creos, der også sidder i mejeriet, da de to havde arbejdet sammen hos Isabella. Martin er også industriel designer, men hans fokus er så divergerende fra Mads’, at de ikke er egentlige konkurrenter.

Interesse for biodiversitet

“Jeg pusler i øjeblikket med undervisningsmateriale om biodiversitet til børnehaver”

Mads er meget fokuseret på udviklingen af miljøvenlige produkter. Produkter, der eksempelvis kan styrke biodiversitet og menneskets miljømæssige bevidsthed. Hans kunder er både store og små – senest har han været med til at udvikle en ladcykel og cykellygter for en stor supermarkedskæde. Men udover de faste kunder går han også og roder lidt med egne projekter.

– Jeg pusler i øjeblikket med undervisningsmateriale om biodiversitet til børnehaver, som eventuelt kan integreres med insekthoteller og køkkenhaver, så børnene kan se, hvordan biodiversiteten kan udvikle sig i praksis, siger Mads.

BUSK_INNOVATION_050_WEBRestprodukt fra græsproteinproduktion

Mads har også indgået i projektledelsen, da der blev etableret et græsprotein-anlæg ved Struer. Anlægget skal bruges til at skabe alternativer til importen af sojaprotein til dyrefoder. Det er muligt at udvinde de samme proteiner af græs. Opgaven trak ikke så meget på Mads’ evner som industriel designer, men projektet inspirerede ham alligevel til at tænke nyt.

– Der er naturligvis nogle restprodukter, når man laver græsprotein, blandt andet fiberpulp. Noget af det bruges til dyrefoder, men fiberpulben kan også bruges til at lave bæredygtige materialer til f.eks. engangsservice, ligesom vi kender det fra bambus. Det er et projekt, jeg gerne vil udvikle med de rette samarbejdspartnere, siger Mads.

Fokuserer på produktudvikling

Mads Busk har været i gang som selvskændig i knap halvandet år. Han har ændret fokus lidt undervejs. I begyndelsen solgte han både sine evner som industriel designer og projektleder. Selvom sidstnævnte bragte ham til opgaven med græsproteinanlægget, er det en opgavetype, han fremover har fravalgt.

– Det kan sagtens være spændende at være projektleder, men hvis det er på et projekt, hvor jeg ikke kan bringe mine evner som designer i spil, er det ikke så inspirerende. Derfor jeg valgt at fokusere 100 pct. på arbejdet med industrielt design og produktudvikling, siger Mads Busk.

Du kan læse mere om Mads Busks projekter på hjemmesiden og følge ham på LinkedIn.

Kommentarer

kommentarer