Linda Hansen er efter mere end 30 år i finansverdenen øvet i at gennemskue tal og budgetter. Hun vil hjælpe iværksættere og mindre virksomheder med at få styr på tilgodehavender, og hun opfatter begrebet inkasso som en fornuftig løsning, alle kan leve med.

Det er aldrig for sent at blive iværksætter. Det er 57-årige Linda Hansen et fint eksempel på. Hun har startet JYSK Finansservice, der netop har fået den nødvendige inkassoautorisation i hus.

Men egentlig passer iværksætteriet fortrinligt til hendes hidtidige meritter – hun har igennem hele karrieren altid stået på spring for at prøve noget nyt.

– Hvis det skulle være, skulle det være nu. Efter 12 år i et stort inkassofirma kunne jeg godt mærke, at det var på tide at sadle om. Jeg ville gerne bruge min erfaring på en anden måde, siger Linda Hansen.

Smag for nye udfordringer

Erfaring er der masser af. I tidernes morgen startede hun med en kontoruddannelse på en maskinfabrik, men kom snart videre til en mindre afdeling af det daværende Bikuben i Odder. Siden fulgte den ene bank og sparekasse efter den anden. Sammenlægninger og en smag for at prøve noget nyt bragte hende til Horsens Sparekasse, BG Bank, Danske Bank og Jyske Bank. Arbejdsophold i Irland og Grønland blev det også til, før hun blev beskæftiget med inkasso i Lindorff. Her var hun i 12 år, før det hele begyndte at blive lidt for stort.

- Jeg savnede mere kundekontakt, og derfor fik jeg smag for at begynde mit eget, siger Linda Hansen.

Efter at have undersøgt markedet nøje, blev det til et skrivebord i Bering StartUp i VBI Park. Med firmaet JYSK Finansservice vil hun gerne hjælpe de mindre og de mellemstore virksomheder til at få bedre styr på økonomien.

Det er nemt for en iværksætter at køre fast i et tilgodehavende på nogle få tusinde kroner. Hvis debitoren ikke reagerer på rykkerne, er det måske et uoverskueligt arbejde at komme videre. Måske skal fogedretten kontaktes, måske skal man have fat i en advokat – og hvilke formularer skal udfyldes? Og alle dem, der skal ringes til midt i arbejdstiden, hvor man hellere vil beskæftige sig med sit egentlige fagområde. Nej, så er det tit lettere at sende en hvid pind efter pengene og blive klogere til næste gang.

Det er ærgerligt, fordi for mange af den slags sager i sidste ende går ud over virksomhedens likviditet.

– Med lovgivningen i dag er det kun få sager, der kræver advokat, så for få hundrede kroner kan JYSK Finansservice stå for inddrivelsesprocessen. For det er skyldneren, der hæfter for omkostningerne, siger Linda Hansen.

Ikke nogen luksusfælde

Tit kan overblikket og overskuddet ændre det hele. Verden er sjældent så sort og hvid, som den fremstilles i tv-serien ”Luksusfælden”, og inkasso har heller intet at gøre med hærdebrede gorillaer og bistre blikke. Faktisk mener Linda, at begrebet har fået en alt for negativ klang.

- Når folk ikke betaler, er det jo i de fleste tilfælde fordi, de er havnet i en uoverskuelig situation. Det kan f.eks. være en selvstændig, der pludselig er havnet i et længere sygdomsforløb eller et ægtepar, der er blevet skilt og har måttet sælge huset med stort tab, siger Linda Hansen.

Måske sidder skyldneren med bunker af fordringer og uåbnede rudekuverter, og tit kan et par friske øjne løsne op for den fastlåste situation. Måske er det hele slet ikke så umuligt, som skyldneren bilder sig selv ind.

– Jeg er opvokset på landet, så jeg har den der snusfornuft med mig, der siger, at man altid kan finde en løsning, der tilgodeser alle. Bare folk er ærlige. For der er tre parter i en inkassosag, der skal tilgodeses: Kreditor, debitor og inkassator. Jeg skal også kunne se mig selv i spejlet bagefter, og man skal aldrig træde på mennesker, der ligger ned, siger Linda Hansen.

Faren for den livslange gældsbyrde

Men hun er også bevidst om den nonchalance, der af og til hersker blandt skyldnere. Hun har flere gange undret sig over mennesker, der på den ene side ikke ejede en klink men på den anden side pralede løs på de sociale medier om dyre rejser og kostbare besiddelser. Det er en tendens, Linda er særdeles øvet i at gennemskue.

Hun bekymrer sig også over unges kritikløse brug af højtforrentede hurtiglån. Næsten to pct. af de 18-20-årige er allerede registreret i RKI-listen over dårlige betalere hos Experian.

– De blev myndige som 18-årige, og de har allerede opbygget en gæld, de ikke kan betale. Det er godt nok tidligt, siger Linda Hansen.

Hun vil gerne hjælpe på gymnasier og andre ungdomsuddannelser som oplægsholder, fordi hun har set, hvor galt det kan gå. Hurtige penge kan blive en livslang gældsbyrde, hvis man ikke passer på.

Det er en anden del af produktpakken i JYSK Finansservice: Linda yder også gældsrådgivning og økonomisk coaching til private, fordi friske øjne på en problemstilling kan ændre meget. Et indledende møde, hvor behovet afklares, koster ikke noget.

– Jeg kender alt til priser og politikker i forbindelse med gæld til både det offentlige og private, så jeg kan ret hurtigt skabe et overblik. Og tit gør skammen over ikke at kunne betale det hele mere sort, end det i virkeligheden er, siger Linda Hansen.

Du kan læse mere om JYSK Finansservice på hjemmesiden.

Kommentarer

kommentarer