Som vi har set i artiklen “Janteloven er død – læring og kreativitet i samspil på Learnmarks Innovationslinje” er iværksætteri og innovation kommet mere og mere i fokus hos ungdomsuddannelserne, og det har nu også spredt sig til folkeskolerne. Nærmere sagt Stensballeskolen i Horsens, som i år kører med det overordnede tema, Innovation.

Min virksomhed

Under temaet er der lavet fem valgfag, der alle, på den ene eller anden måde, har med innovation at gøre. 55 elever i klassetrinene 7. – 9. valgte faget “Min Virksomhed”, som tre lærerinder – Liza Skov Christiansen, Lene Sørensen og Christina Düring i fællesskab har skabt.

“Innovation må siges at være det nye sort, og det går hånd i hånd med iværksætteri, derfor valgte vi at lave valgfaget “Min Virksomhed”. Det er totalt ude af vores comfort zone, men innovation handler jo om udvikle evnen til at tænke nyt, så det lærer både eleverne og vi lærere i denne proces”, lyder det fra Liza.

Eleverne er i valgfaget delt op i grupper og har fået til opgave at skabe deres egen virksomhed – fra idé til udførsel – så vidt det nu kan lade sig gøre indenfor disse rammer. Eleverne skal tænke alle elementer ind i deres virksomhed og øve sig i at være i de forskellige faser – frustrationen, når noget ikke fungerer, og glæden, når noget virker.

– Eleverne er blevet bedt om at gennemgå deres hverdag – er der noget som kan gøres bedre – de bliver bedt om at tænke nyt, men de behøver ikke nødvendigvis at opfinde den dybe tallerken. Der er bestemt nogle spændende og sjove virksomheder i støbeskeen, fortæller Liza.

De tre læreinder sætter også fokus på at skabelsen af en virksomhed ikke kun skal handle om penge, men at det også handler om at skabe værdi for andre mennesker.

Hele forløbet kulminerer engang i januar 2016, hvor eleverne skal pitche deres virksomheder til en messe, her vil alle forældrene også være inviteret.

Et møde med “rigtige” iværksættere

Iværksætterdag på StensballeskolenEleverne har været med til at tage visse beslutninger i forløbet, og en af dem var at få besøg af “rigtige” iværksættere, for, som en af eleverne påpegede, så ved iværksætterne mere om iværksætteri end lærerne gør.

Denne Iværksætterdag, som det blev kaldt, fandt sted d. 7 oktober, og her mødte VI STARTER SGU selvfølgelig op – vi er nemlig vilde med alle former for iværksætteri i Horsens.

De 55 elever sad samlet i Stensballehallen d. 7. oktober – foran stod en af Horsens store iværksættersucceser, Michael Mortensen fra Casa, og fortalte sin iværksætterhistorie.

Og Michael Mortensen var kun den første i rækken. I alt var seks iværksættere mødt op – både for at fortælle deres vidt forskellige iværksættereventyrer, men også for at deltage i speeddating, hvor eleverne, delt op i grupper, fik ti minutter med hver iværksætter – her kunne de udspørge iværksætterne og få input til deres egne virksomheder.

Udover Michael Mortensen, var det Anders Juhl fra reklamebureauet Superego, Jan Martin Ahlers medstifter af Det Visionære Køkken og Projekt1Million, Eoin Magill medejer af Gran og Granbar, Jesper Bang grundlægger af WhiteAway og Stine Aamose stifter af den grafiske virksomhed af samme navn.

(VI STARTER SGU har skrevet en artikel om dem alle, bortset fra de to sidste iværskættere, som ikke bor i Horsens. Du kan læse deres historier ved at trykke på ovenstående links.)

Eleverne fandt bestemt dagen brugbar, og især at høre iværksætternes forskellige baggrunde – at man ikke nødvendigvis behøver en lang uddannelse med topkarakterer for at være iværksætter, skabe sin egen virksomhed og få succes, virkede til at være en øjenåbner.

Jacob Berthelsen fra 9. klasse sagde om valgfaget:

“Det er meget anderledes, end hvad vi ellers har – mere seriøst. Jeg valgte faget, fordi jeg var interesseret i hvad det var for noget –  hvad iværksætteri egentlig går ud på. Så vidt jeg har forstået handler iværksætteri om vilje, personlighed og om at turde.”

Katrine Andersen fra 9. klasse sagde om iværksætterdagen:

– Det har været rigtig fint – man kan virkelig høre at disse iværksættere taler af erfaring. De ved hvad det indebærer, og hvor meget man skal lægge i det for at det lykkedes.

VI STARTER SGU snakkede også med et par at de fremmødte iværksættere for at høre, hvorfor de havde valgt at deltage denne dag.

– Jeg deltog, fordi jeg synes det er vigtigt at unge mennesker hører om forskellige historier og får inspiration til hvad de måske kunne tænke sig at gøre senere i deres liv. Derudover er der mange elever, som måske har nogle spørgsmål de aldrig får besvaret. Det er vigtigt, at få de næste generationer interesseret i iværksætteri, lyder det fra Jan Martin Ahlers.

– Jeg deltog, fordi jeg synes det er fedt at bidrage med egne erfaringer og at være med til at inspirere de unge mennesker til at turde, fortæller Stine Aamose.

Stine Aamose har, som flere iværksættere, skabt sin virksomhed ud fra sin hobby. Hun forfulgte sin drøm, og det var en vigtig pointe for hende at fortælle eleverne; at hvis man virkelig brænder for noget, så skal man bare gøre det!

Og det er jo bestemt et budskab VI STARTER SGU kan støtte op om. Vi er vilde med valgfaget og initiativet om at lære eleverne hvad iværksætteri og innovation er. Her fra skal der lyde et kæmpe bifald – til lærerne bag, eleverne der valgte faget og alle der hjælper og støtter op om initiativet.

Kommentarer

kommentarer