Startup Central forsøger at sparke gang i iværksætteriet på hjemmebane, når de den 27. november indbyder til ”Iværksætter Days” på Hotel Pejsegården med Hungry-stifter Morten Larsen som trækplaster.

Iværksætterplatformen Startup Central er kommet godt fra start, og nu udvider stifter Anders Fogh aktiviteterne, så indsatsen for iværksætterne flyttes fra internettet til den ”virkelige verden” for en stund. Det sker på Hotel Pejsegården på en tirsdag aften fra klokken 19 til 22. Den 27. november.

Morten Larsen fra Hungry.dk

Arrangementet kaldes ”Iværksætter Days”, og hovedpersonen er Morten Larsen, der er kendt for sin fortid i Just Eat og sit nuværende engagement i primært Hungry.dk. Men han var ikke mere end 18, da hans karriere tog fart. Han var ansat ved DBA.dk i næsten ni år – sidst som Sales- og Product Manager, før han i efteråret 2005 kastede sig ud i eventyret med Just Eat sammen med bl.a.  Jesper Buch. På det tidspunkt havde Just Eat eksisteret i fem år, men det var omkring 2005, at den store ekspansion begyndte. De følgende knap seks år var Morten Larsen managing director i Danmark, undervejs for hele Skandinavien, før han – i lighed med Jesper Buch – forlod Just Eat i 2011.

Siden han været indblandet i en række startups, herunder ChefMade, Miinto Group, tjenerportalen Chabber, Parkeringskompagniet og naturligvis Hungry.dk, der kan opfattes som en lillebror til Just Eat.

Morten Larsen vil fortælle om hele sin karriere – om dyrt købte erfaringer og uventede succeser.

Entréen er 250 kroner, og du kan bestille en plads ved henvendelse til Startup Central på mail info@startupcentral.dk eller via Facebook.

Kommentarer

kommentarer