Jeg var til mit første årsmøde i Business Horsens i går. Det var en ejendommelig oplevelse.

Jeg er medlem af Business Horsens. Selvfølgelig er jeg det. Selvom mit arbejde som freelancejournalist ikke er voldsomt påvirket af trængslen på E45, manglen på kvalificeret arbejdskraft eller kommunens skilteregler på Søndergade, er jeg naturligvis medlem af den forening, der forsøger at samle alle erhverv i Horsens. Fællesskab gør som bekendt stærk.

Jeg har været med et par år, men i går var jeg til mit første årsmøde. Årsmødet, hvor der både er plads til god mad, vin ad libitum, networking, borgmestertale, foredrag og … nå ja, forresten: Generalforsamling.

Maden var fin på Pejsegården, og vinen var efter sigende også god. Jeg holdt mig til det alkoholfrie, fordi vin gør mig så træt dagen efter. Det duede heller ikke at være for ufokuseret ved generalforsamlingen, hvor jeg var opstillet til bestyrelsen.

Fejl i programmet?

Jeg undrede mig lidt over, at generalforsamlingen var berammet til en enkelt time. Jeg har været på generalforsamlinger, hvor debatten har varet længere. Ja, jeg har været på generalforsamlinger, hvor debatten om en mikroskopisk post i regnskabet har føltes længere. Det tilmed i foreninger med en årlig omsætning på omkring en halvtredsindstyvendedel af de godt ti millioner, Business Horsens’ årsregnskab dokumenterede.

Min undren blev ikke meget mindre under generalforsamlingen, da formanden brugte omkring en halv time til sin beretning. For nu skulle der vel debatteres? Var der en fejl i programmet?

Der var ikke en eneste kommentar til selve beretningen. Ikke én.

Der var én, der gik på talerstolen og kritiserede størrelsen på formandens vederlag og det faktum, at formanden ikke er bosat i Horsens. Derefter gik formanden på talerstolen og svarede jovialt på kritikken. De mikrofoner, der var gjort klar til kommentarer fra salen, kom ikke i brug. Der var ikke en eneste kommentar til selve beretningen. Ikke én. Hvis noget sådant var sket i en politisk forening af den størrelse, ville formanden have grund til nervøsitet. For så kunne det tyde på, at der var planlagt et kup ved valghandlingen.

En forening uden holdninger

Ikke én kommentar? I en forening, der indenfor det sidste år tilmed er blevet udvidet til også at favne detailhandelen? I en fusion, der ifølge erhvervsdirektør Signe Marie Smidt ikke just var sket gnidningsfrit? Var der ikke en eneste holdning dernede blandt de 270 deltagere? Til udvidelsen af E45, arbejdskraftmangelen, kommunens byggesagsbehandlinger, Horsens som handelsby? Man behøver jo ikke være uenig med formanden – en debat kan i mindst lige så høj grad være en støtte til formandskabet og bestyrelsens arbejde. En debat kan give foreningen en dynamik, fordi bestyrelsen får en langt klarere fornemmelse af, hvad medlemmerne ønsker. Et stærkere mandat.

Bestyrelsen kunne i teorien have været på solferie på Mallorca for medlemmernes penge, uden at nogen opdagede det …

Men i Business Horsens debatterer man åbenbart ikke. Det viste sig også ved regnskabsfremlæggelsen. Her var det kun en oversigt over hovedposterne, aktiver, passiver og årets resultat, forsamlingen fik at se. Regnskabet blev gennemgået i løbet af fire minutter. Ingen spørgsmål. 10,3 millioner kroner. Godkendt.

Bestyrelsen kunne i teorien have været på solferie på Mallorca for medlemmernes penge, uden at nogen opdagede det. Jeg har ikke nogen grund til at tro, at det skulle være tilfældet, men det er dog besynderligt, at forsamlingen godkender et regnskab af den størrelse på så uoplyst et grundlag?

Vælg mig – jeg er fantastisk

Så kom vi til valghandlingen. Jeg havde per mail samme dag fået at vide, at kandidaterne ikke fik taletid på generalforsamlingen. Det havde jeg det fint med. Mit kandidatur var jo ikke resultatet af en utilfredshed med bestyrelsens arbejde og en revolutionær tilgang; jeg var bare ham den spinkle med de skæve ben, der rakte en finger i vejret, da de store drenge skulle lave et fodboldhold i 12-frikvarteret. Det kunne være fedt at være med, men jeg kan også bare gå ned i cykelkælderen og dele en smøg med tykke Niels i stedet.

De fremmødte var ikke præsenteret for kandidaterne i forvejen. Vi havde fået et billede og lidt tekst bagerst i kataloget, som deltagerne kunne sætte sig til at læse i de fem minutter, der var afsat til valghandlingen. Jeg så til min gru, at man blot havde taget den indstilling af mit kandidatur, som en venlig sjæl havde sendt til Business Horsens, og skrevet den om til jeg-form. Så fra at være en lovprisning af mit virke fra en anden, blev det pludselig en personlig lovprisning af mig selv. I et sprog, der aldrig ville være mit.

Den slags er tåkrummende pinligt, når man gerne vil fremstå som fagperson med styr på såvel sprog som ydmyghed. Heldigvis var det de færreste, der læste teksten.

Normalt fyrer en generalforsamling kun et bestyrelsesmedlem, der ønsker genvalg, hvis vedkommende har dummet sig …

Da stemmerne var optalt, gav det valg til de fem øverste på listen. Jeg blev ikke valgt, og det gjorde det siddende bestyrelsesmedlem Søren Munch heller ikke. Normalt fyrer en forsamling kun et bestyrelsesmedlem, der ønsker genvalg, hvis vedkommende har dummet sig eller indtaget en aparte holdning. Det kan naturligvis også ske som følge af et ønske om at få et nyt ansigt med en helt særlig og væsentlig kompetence ind i bestyrelsen. Det er ikke mit indtryk, at det var sådanne ting, der var i spil her. Det virkede som tilfældigheder, der gjorde valgets udfald. Formanden stod næstøverst, og kandidaterne stod i alfabetisk rækkefølge efter fornavn. Søren og Thomas stod sidst.

Jeg skulle have heddet Anders.

Klummen er altid udtryk for skribentens personlige holdning.

Kommentarer

kommentarer