En god kop kaffe kan også gavne integrationen. Tre ildsjæle vil åbne en frivillig-kaffebar, som kan blive et mødested for studerende og andre med hang til en god kop kaffe til en fornuftig pris. På tirsdag er der infomøde for alle nysgerrige.

Peter Brandorff er vendt hjem til Horsens efter en årrække i København. Derovre var han beskæftiget i foreningen Retro, hvor han stadig udfylder rollen som sekretariatsleder. Foreningen driver et par kaffebarer i København og drev også tidligere spisehuset Rub & Stub, der var verdensberømt som spisehus med udgangspunkt i overskudsmadvarer og frivillig arbejdskraft. De to kaffebarer er også baseret på frivillig arbejdskraft og bidrager positivt til integrationsindsatsen, da mange af de frivillige er med anden etnisk baggrund end dansk.

Hjælper på integrationen og bosætningen

Det er tankegangen bag Retro, Peter har taget med hjem til Horsens. Peter har allieret sig med Toke Skou Larsen, der har en baggrund med integrationsarbejde, og Narghiza Bolea, der studerer marketing på VIA University College her i Horsens.

– Vi supplerer hinanden godt, og det er vores tanke at åbne en kaffebar med central placering, hvor frivillige af enhver alder og baggrund kan lære at servicere og servere en god kop kaffe til en overkommelig pris, siger Peter Brandorff.

Han håber, at stedet kan blive et samlingssted for de mange udenlandske studerende i Horsens, men det er vigtigt, at gruppen af frivillige bliver så blandet som muligt. Det skal ikke kun være en kaffebar for studerende, men det kan gavne lysten til at blive i Horsens, hvis de udenlandske studerende bliver engagerede i projektet.

- Internationale undersøgelser blandt expats viser, at lysten til at blive i et fremmed land i høj grad hænger sammen med sociale netværk. Hvis man føler sig fremmed, er lysten til at blive ikke så stor, siger Peter.

Foreningen, der skal drive kaffebaren som socialøkonomisk virksomhed, hedder ”Rimelig Rummelig”. Et eventuelt overskud skal bruges til barens udvikling eller andre gode projekter. Finansieringen til opstarten skal findes i fonde eller andre lokale investorer.

Ikke nogen karrierevej

Med tiden er det drømmen at kunne udbygge med et køkken, ligesom det på længere sigt nok også kan blive nødvendigt at ansætte en daglig leder, eventuelt på deltid.

- Men det er bestemt ikke tænkt som en trin på karrierestigen for nogen af os. Vi tror bare, at Horsens er klar til sådan et initiativ, siger Peter Brandorff.

Kaffebaren har allerede sin egen side på Facebook, som interesserede kan melde sig til. Du finder den her. Hvis du vil deltage i mødet, kan du allerede melde din ankomst her.

Infomødet kommer til at foregå på tirsdag den 21. februar klokken 19 i Det Visionære Køkken, der har til huse på Kamtjatka. Kamtjatka er en lille indkørsel/bivej, der går ind ved Slotsgade 11 og fører op til bagsiden af det kompleks, der tidligere rummede Byggeteknisk Højskole i Horsens.

Kommentarer

kommentarer