Efter mange år som pædagog valgte Miriam Lund Hansen sidste år at springe ud som selvstændig kinesiolog i Gedved. Hendes omsorgsgen trængte til at blive plantet om.

Nogle gange skal man omplante sine planter, så de får ny næring fra ny jord. Det kan sætte gang i væksten og blomstringen. Miriam Lund Hansen havde arbejdet i mange år som pædagog, både i vuggestue, børnehave, sfo og senest i et bofællesskab. Hun havde brugt sin faglige kunnen og menneskelige forståelse over for både børn og voksne. Selvom hun i de fleste år havde været glad for sit faste lønarbejde, var der flere elementer, der samlet gav hende smag for iværksætteriet. Hun var ansat i Hedensted Kommune, der sidste år fik den lidet sympatiske idé at fyre alle 93 socialpædagoger på området for voksenhandicap for at ansætte dem igen under nye betingelser. I første omgang takkede Miriam ja til tilbuddet om genansættelse, men der var samtidig andet, der trak hende i en ny retning.

– Af og til virkede mit arbejde formålsløst. Det kan virke formålsløst at lære meget skrøbelige mennesker at handle i butikker, når det er helt andre ting, der burde tages hånd om først. Man så for lidt på det hele menneske, siger Miriam.

Så selvom det skræmte at sige farvel til den faste, månedlige lønseddel, der havde været en realitet i mere end 20 år, sprang hun ud i rollen som selvstændig behandler i efteråret ’17. Hun har hele livet været interesseret i det alternative og spirituelle, og mens hun arbejdede som pædagog, var en del af fritiden gået med at læse til kinesiolog. Kinesiologi har rod i såvel Vestens evidensbaserede viden om fysiologi, anatomi og kemi som Østens viden om kroppens, tankernes, følelsernes gensidige påvirkninger. Det er en holistisk behandlingsform, hvor man ser på hele mennesket i stedet for symptomer og snævre diagnoser. Behandlingsformen er baseret på en tro på, at al sygdom, mental som fysisk, har rod i indre ubalancer.

Hjælp fra Iværksætter.nu og BusinessHorsens

“Ét er at have styr på sin faglighed. Det er som at rejse til et andet land at blive selvstændig.”

Da hun sagde sit job op i Hedensted Kommune, kontaktede hun ret hurtigt både Jobcentret og BusinessHorsens. BusinessHorsens varetager den gratis iværksætterrådgivning, Horsens Kommune tilbyder alle borgere.

– Jeg fremlagde min idé til en klinik for Karsten Leth i BusinessHorsens og fik god sparring og opbakning til at gå videre med det. Så havde jeg hørt om Iværksætter.nu, der kører iværksætterkurser herude i Gedved, og heldigvis var Jobcentret helt med på, at jeg skulle tage det kursus. Det hjalp mig meget, siger Miriam.

Gedved_kinesiolog_MiriamFor Birgitte Feldborg fra Iværksætter.nu mente, at Miriam bare skulle springe ud i det og lære undervejs i processen. Der var ingen grund til betænkeligheder. Så da Miriam og hendes mand, Jesper, havde kæmpet nogle måneder med at gøre den rå kælder i Gedveds gamle telefoncentral fra 1934 til lyse og indbydende kliniklokaler, var hun klar til at byde de første klienter indenfor i december i fjor.

Det gik godt, selvom det var en helt ny verden for Miriam.

– Et er at have styr på sin faglighed og praktisere den faglighed i faste og trygge rammer. Det er som at rejse til et andet land at blive selvstændig. For du skal til at leve med den usikkerhed, om kalenderen også er fuld om fire uger, siger Miriam.

Hun har fået lidt hjælp på vejen fra Odder Sundhedshus, hvor hun møder klienter én dag om ugen. Sundhedshuset drives af en kiropraktor, og han henviser af og til de klienter, der har brug for en kinesiolog.

– Kinesiologi er egentlig udviklet af kiropraktorer, så vores fag er ikke så langt fra hinanden. Fysiologiske ubalancer har ofte rod i psykiske ubalancer, og her kan kinesiologi hjælpe kiropraktoren videre med en effektiv behandling, siger Miriam.

Ikke en mirakelkur

“Jeg har børn som klienter, og så får jeg også jævnligt besøg af en nysgerrig og venlig dame på 84″

Hun tror på, at hun kan leve af klinikken i løbet af et par måneder. Der er allerede et godt flow af kunder, kalenderen er let at fylde op, og hun forsøger at holde antallet af daglige klienter nede på tre.

– Det er for hårdt med fire klienter på én dag. En behandling tager typisk et par timer, og efter tre behandlinger er jeg træt i hele systemet. På en god måde. Jeg er brugt, siger Miriam.

Klienterne kommer både fra lokalmiljøet og langvejs fra, og aldersmæssigt er spredningen også betydelig.

– Jeg har børn som klienter, og så får jeg også jævnligt besøg af en nysgerrig og venlig dame på 84, siger Miriam.

Klienterne kommer blandt andet for at slippe af med stress, angst, muskelspændinger, dårligt immunforsvar, forstoppelse, overbelastningsskader, nervesmerter og depression. Men man skal sjældent forvente mirakler efter ét enkelt besøg.

– Jo mere fysisk, ubalancen manifesterer sig, desto længere kan det tage at komme til bunds i det. For kroppen har vænnet sig til ubalancen og justeret sig selv til den. Tit er det et helt livs ubalance, der skal justeres, og det tager typisk tre til seks gange, før resultatet viser sig. Men man kan altid mærke noget efter den første behandling, siger Miriam.

Sundhedsordning til virksomheder

Hun tilbyder også en sundhedsordning til virksomheder i alle størrelser, hvor medarbejderne kan få hjælp til større velvære og arbejdsglæde gennem kinesiologiske behandlinger. Behandlingerne er fradragsberettigede for virksomheden og skattefrie for medarbejderen.

Du kan læse mere om Miriams klinik og kinesiologi på hjemmesiden, og du kan give hendes iværksætteri et like på Facebook.

Kommentarer

kommentarer