Det går fremad for HEVI Sugaring ved Bjerre, og iværksætter Vivi Truelsen kan så småt leve af sin sukkervoks. Måske bliver 2018 året, hvor HEVI Sugaring bliver first mover i Sverige.

For godt et år siden skrev vi om Vivi Truelsen, Martha og HEVI-Sugaring ved Bjerre. Martha er kælenavnet til vakuumkogeren, som Vivi Truelsen fremstiller den sukkervoks på, som hun dengang var ved at gøre til en forretning. Dengang var hun stadig på barsel efter tidligere at have arbejdet som smørrebrødsjomfru. Så det var en blød opstart, der havde fået god vind i sejlene, da MATAS få måneder forinden havde valgt at bestille en anseelig leverance hos Vivi.

Brandet var ikke stærkt nok til MATAS

I dag er Vivi ikke længere på barsel, og økonomien hænger i følge Vivi sammen, uden at den kan kaldes prangende. Omsætningen i webshoppen er fordoblet i løbet af 2017, men den samlede omsætning er mindre end året før. Årsagen skal findes i, at MATAS trykkede på pauseknappen.

– MATAS satser benhårdt på brands, og mit brand var ikke stærkt nok til alle deres butikker. Men de har beholdt det i deres webshop, og de siger, at vi skal tage en snak igen i 2018. De har ikke været utilfredse med produktet – det er kun styrken af brandet, der er i spil, siger Vivi.

Det var dermed en kæmpeordre i 2016, som ikke kunne gentages i 2017. Alligevel er der god grund til at se lyst på fremtiden.

– Når jeg tænker efter, var 2017 på mange måder et år, hvor jeg lavede en masse udviklingsarbejde. Så 2018 bliver året, hvor jeg forhåbentlig kan høste resultaterne, siger Vivi.

Eksportfremstød i sigte

Der er sket en del i det forløbne år. Varesortimentet er udbygget væsentligt og der er truffet hele og halve aftaler med agenturer i ind- og udland.

Vivi har fået lavet nogle private label-produkter, som kan ledsage sukkervoksen: en aloe vera gel, en parabenfri body balm og en sugar scrub, der alle sælges under brandet HEVI Sugaring – Pure benefit. Alle produkter er i lighed med sukkervoksen godkendt af Astma-Allergi Danmark.

Forretningsrejse til Stockholm

HEVI Sugaring er også så småt på vej ind på det svenske marked. En morgen tog Vivi med sin mand til Stockholm for at holde møde med en stor svensk distributør.

- Det var lidt af et skifte fra et job som smørrebrødsjomfru, når man tager i lufthavnen om morgenen og flyver på forretningsrejse. Vi tog vores pæneste tøj på og fløj til Stockholm, siger Vivi med et smil.

Mødet gik godt, og da sukkervoks endnu er relativt ukendt hinsidan, kunne HEVI Sugaring blive first mover på det svenske marked. Men da distributøren kort efter mødet skulle flytte sine aktiviteter til en anden by, ville de ikke tage et nyt produkt ind, der krævede så stor en indsats. Men de udviste stor interesse og bad Vivi om at vende tilbage i 2018, hvis hun ikke havde fundet en anden, svensk distributør inden da.

HEVI Sugaring som private label

Vivi har også kontakt til en forhandler af skønhedsprodukter til klinikbrug i Sverige. Der er vist stor interesse for at tage HEVI Sugaring med i sortimentet, eventuelt som private label, så Vivis sukkervoks blot sælges under det svenske brand, der er temmelig stærkt.

Lokalt har Vivi også lavet en aftale med Hedensted-firmaet GM Trading, som har fået eksklusivretten på HEVI Sugarings produkter til klinikbrug.

– Det er en klar fordel for mig, fordi GM Trading i forvejen besøger de klinikker, der kunne være interessante for mig at handle med. Det er bare lettere for dem, fordi de allerede har en fod indenfor, siger Vivi.

Handel med Kina

Det forløbne år har hun også prøvet kræfter med samhandel med Kina ad flere omgange. Dels bestilte hun nogle voksvarmere, der kunne sælges sammen med sukkervoksen i startpakker, og dels udviklede hun en sukkervoksvarmer med roll on-funktion i samarbejde med kineserne. Sidstnævnte er egentlig bare en forfinet version af eksisterende voksvarmere, men temperaturudsvinget er væsentlig nedsat. Samtidig udviklede hun selv en sukkervoks, der var anvendelig i roll-on-funktionen.

Hun knyttede selv kontakten, og det var der en del lærdom i. En producent holdt op med at svare på mails, da der var defekter på 20 af de leverede voksvarmere.

– Jeg googlede egentlig bare og fandt nogle producenter, skrev nogle mails og tog den derfra. Jeg er ikke blevet decideret snydt, men der er stor forskel på kvaliteten af det, man får hjem. Man skal være forsigtig, siger Vivi.

Ved VI STARTER SGUs mellemkomst har Vivi taget kontakt til Dragonlink, så fremtidige ordrer i Kina bliver lidt mere gnidningsfrie.

Kapaciteten dækker et stykke tid endnu

Vivi Truelsen ser lyst på fremtiden. Kapaciteten i Martha er da heller ikke tilnærmelsesvis udnyttet, så det er ikke noget problem at efterkomme en stigende efterspørgsel fra Sverige eller Danmark i 2018. Men ellers ved Vivi, hvor hun skal ringe hen, hvis der er brug for at skalere produktionen op, så Martha kan få en søster.

–  Mit mål er klart at blive så stor, at jeg kan ansætte en kollega. Det kan godt være lidt stille her, når jeg går rundt alene. Jeg er ofte opsat på, at der skal ske noget og vi skal ud og se andre mennesker, når min mand og vores børn kommer trætte hjem, griner Vivi Truelsen.

Læs mere på hjemmesiden og giv Vivis forretning et like på Facebook.

Kommentarer

kommentarer