Med helt rene linjer


DSC_4267

Som teenager rendte han ned til radioforhandleren, når det nye B&O-katalog var på gaden. I dag slår han selv rene og enkle linjer i Henrik Christensen Design.

Et godt design skal være så enkelt, det overhovedet er muligt.

– Når folk ser mit design, må de gerne tænke ”det er da for let. Det kunne jeg også lave”. Jamen, værsgo’: prøv bare, siger Henrik Christensen.

Han mener, at jo renere et produkts linjer er, desto bedre modstår produktet tidens tand og modeluner.

“Når folk ser mit design, må de gerne tænke ”det er da for let. Det kunne jeg også lave”. Jamen, værsgo’: prøv bare.”

Efter i en årrække primært at have designet produkter, der er AV-relaterede, har Henrik fået mærkbar succes med et balancebræt til alle brugere af hæve-sænkeborde. Produktet forhandles blandt andre af HOLMRIS B8, hvilket er en eftertrykkelig blåstempling.

DSC_4270Fascination af B&O

Henrik har rodet med HiFi og AV-udstyr siden barndommen. Højtalere er ikke noget man køber; det er noget, man bygger. Så det var meget naturligt, at han endte som AV-installatør hos en radioforhandler. Han kørte ud med fjernsyn og stereoanlæg og installerede dem, og undervejs fandt han også ud af designe specialløsninger, når det var det, der var brug for.

Det var ofte B&O, han servicerede, og hovedkvarteret i Struer fik snart øje på Henriks talenter. Derfor hjalp han med at bygge en ren B&O-forhandler op i Horsens på hjørnet af Teatertorvet og Smedegade. Det var i 2005. I 2008 fik Henrik lyst til at springe ud i iværksætteriet, og få fødderne under eget bord.

Tidspunktet var måske ikke så velvalgt, men det var svært at forudse. Henrik startede som selvstændig montør, og de første måned gik det rigtig fint. Der var travlt. Men så kom finanskrisen.

– Nærmest fra den ene dag til den næste stoppede telefonen med at ringe, siger Henrik.

DSC_4279Komplet AV-indretning af bank

Men i slutningen af året fik han en henvendelse fra en bank, han kendte fra sit netværk. De skulle have indrettet en ny filial og havde brug for hjælp til AV-løsningerne. Der var både lyd, projektorer, fladskærme og en Wii til børnene i spil. Henrik var skeptisk, for opgaven virkede for voldsom.

– I begyndelsen mente jeg slet ikke, jeg kunne løfte opgaven, men de troede så meget på mig, at de fik mig overbevist. Der var så mange specialløsninger undervejs, så jeg måtte sætte mig til tegnebrættet flere gange. Der blev lavet specialbeslag til mange løsninger, fordi det skulle se godt ud. Selv den pind, der trækker lærredet ned i mødelokalet, var specialdesignet, siger Henrik.

Det tog ham syv uger at løse selve opgaven, hvor han trak hvert eneste AV-kabel, leverede og monterede alle produkterne samt fik det hele til at spille sammen. Tidsforbruget inkluderede også design og produktion af alle de specielle løsninger, som blev en realitet med hjælp fra et stærkt netværk af samarbejdspartnere. Slutteligt hjalp han med at etablere en ”falsk” pejs – komplet med de rette lydkilder og den rette indpakning, så den også lignede en rigtig pejs, når den var slukket.

Specialdesigns for highend-segmentet

“Koncentrationen skal naturligvis være 100 pct. på skrivebordet, men med balancebrættet bevæger man sig lidt, når man står.”

Det gav ham blod på tanden, og snart rejste han land og rige rundt og lavede specialløsninger for private og erhverv. Da en kendt rigmand ringede, troede han, det var telefonfis. Men det var det ikke, og ved flere lejligheder lavede han specialiserede AV-løsninger for kunder, der ikke så penge som det helt store problem.

Det bragte ham tilbage i B&O’s favn, da han for en stund rejste verden rundt for at lave highend-løsninger for virksomhedens kræsne kunder, når han ikke arbejdede fra hovedkvarteret i Struer.

– Jeg rejste vel et par uger hver måned, så med familie og børn kunne det ikke fortsætte på ubestemt tid. Så efter godt et år sagde jeg op og forsøgte mig med min egen virksomhed igen, siger Henrik.

DSC_4276Designs til spillekonsoller

Denne gang designede han bl.a. vægbeslag til spillekonsoller som Wii, Xbox, Playstation 3 og 4. Det blev også til en holder i træ til en iPad, som kunder kunne få brændt firmalogo i og forære væk til forretningsforbindelser. Flere af kunderne blev efterhånden internationale virksomheder, som hver især er førende inden for deres felt, hvor flere designs sælges i flere lande.

Siden kom ideen til et balancebræt til kontorfolket. Når man står op ved et hæve-sænkebord, kan man ligeså godt aktivere muskulaturen i benene og udfordre balancenerverne.

– Koncentrationen skal naturligvis være 100 pct. på skrivebordet, men med balancebrættet bevæger man sig lidt, når man står. Og mit bræt har samtidig et dødt punkt på midten, hvor man kan stå helt stille, siger Henrik.

Ønskede et eksklusivt udtryk

Der findes andre producenter af balancebræt til den brug, men ifølge Henrik Christensen er udtrykket gennemgående for skrabet og billigt. Henrik ville i stedet lave et produkt, der virker eksklusivt og lækkert. Enkelt, naturligt og rent i udtrykket. Løsningen blev et balancebræt i rent egetræ med eller uden filt-belægning, så det både egner sig til parket og tæpper. Brugeren kan vippe både frem og tilbage og fra side til side.

Han fik et samarbejde op at køre med HOLMRIS B8, da han gennem netværk kunne servere ideen. HOLMRIS B8 var med til at færdigudvikle projektet, som endte som produktet ”CORE.Board”. Henrik Christensen Design stod herefter for produktion og levering til HOLMRIS B8.

Siden har Henrik forfinet produktet og fundet en producent i Denwood by HORN i Herning, der lige kunne løfte udtrykket et nøk mere. Resultatet er RE.FORM, som erstatter CORE.Board, der både sælges gennem Henrik Christensens eget firma og HOLMRIS B8. Henrik håber på at RE.FORM vil få sit internationale gennembrud, når han til maj præsenterer dem på Holmris B8 Trends & Traditions 2019 messen i København.

Henrik Christensen Designs hjemmeside er nede, da disse linjer skrives, men den vil snart være at finde på www.henrikchristensendesign.dk. I mellemtiden kan du like virksomheden på Facebook og følge med i Henriks designs på Instagram.

Kommentarer

kommentarer

Næste indlæg Borgmesteren besøgte boblerne

Forrige indlæg Få tips til LinkedIn

Thomas la Cour

Om skribenten Thomas la Cour

Redaktør på VI STARTER SGU. Journalist og medlem af Dansk Journalistforbund. Bosiddende i Horsens.

Relaterede indlæg