Mere synlighed på SoMe

Hun var glad for sit arbejde, men efter ni år skulle der ske noget nyt: Michela Andersen vil med ”what to do” hjælpe virksomheder til at kommunikere bedre på sociale medier (SoMe).

Michela Andersen blev ansat på reklamebureauet Superego tilbage i 2008, så hun har været med det meste af vejen, da de sociale medier for alvor slog igennem i vores hverdag.

– Det var en tid, hvor både e-mailmarketing, Facebook og senere Instagram for alvor slog igennem. Det ændrede alt. Da jeg startede, sad jeg og lavede brochurer og annoncer, men efterhånden flyttede mere og mere marketing over på de digitale platforme, siger Michela.

- De fleste kan jo godt finde ud af at booste et opslag på Facebook, men ordlyden, overskriften, billedet og segmenteringen af opslaget er vigtig, hvis man skal ud over rampen.

Siden har hun fulgt nøje med i udviklingen og taget kurser for at have helt styr på detaljerne i kompleksiteten.

Nudging i markedsføring

Hun har siden kombineret sin viden om markedsføring på sociale medier med en uddannelse i nudging, der kort fortalt er et adfærdspsykologisk greb, som kan få mennesker til at træffe de rette valg ved hjælp af små imaginære skub.

– Jeg lærte nudging på The Nudging Company i København, og den viden hjælper mig, når jeg skal tilrettelægge markedsføringskampagner. Det er godt at have noget teori med, når man skal ”lokke” folk til at interessere sig for et produkt eller en virksomhed, siger Michela.

Ideen til firmanavnet ”what to do” lå lige for.

– De fleste kan jo godt finde ud af at booste et opslag på Facebook, men ordlyden, overskriften, billedet og segmenteringen af opslaget er vigtig, hvis man skal ud over rampen. Det handler om at vide, hvad man skal gøre, hvis man skal have succes, siger Michela.

For man kan nå langt ud med sit budskab for få midler, hvis forarbejdet er gjort ordentligt.

Ekspert i branding

- Statistikkerne siger, at mere end 70 pct. af virksomheder på Facebook ikke føler, de får udbytte af mediet. Det vil jeg gerne være med til at ændre.

Michela er selv startet op med et begrænset budget. Hun sidder i hjemmet på Stadionsvej, og det betyder samtidig, at hun kan tilbyde sine kompetencer til en lidt lavere pris end mange af de virksomheder, der tilbyder noget af det samme. Hun synes dog, at hendes ydelser varierer fra mange af de webbureauer, der tilbyder det samme.

– Mange på markedet er meget teknisk funderede, hvor jeg har en baggrund i branding og marketing. Min viden om nudging kommer også til hjælp, når jeg sammensætter markedsføring på de digitale platforme, siger Michela.

Hun begynder altid med at sætte sig grundigt ind i kundens produkter, ydelser og behov. Hun ser sig selv som en rådgiver, der også kan effektuere en markedsføringsplan. Hun hjælper med sparring og gode råd, der kan hjælpe på vejen mod øget salg.

– Foreløbig tager jeg én dag af gangen. Men jeg ser et tydeligt behov for min hjælp hos mange virksomheder. Statistikkerne siger, at mere end 70 pct. af virksomheder på Facebook ikke føler, de får udbytte af mediet. Det vil jeg gerne være med til at ændre, siger Michela Andersen.

Du kan følge med i Michelas arbejde på hjemmesiden og give hende et like på Facebook.

Michela Andersen vil med "what to do" hjælpe virksomheder til at få hul igennem på de sociale medier.
bubble