Denne artikel er femte del i artikelserien om Horsens’ kontorfællesskaber. Hver fredag, i den nærmeste fremtid, udgives der en ny, og du kan få overblikket her, efterhånden som de udgives. Hvis vi har overset et ledigt skrivebord, må du ikke tøve med at give os et tip. Se, hvor kontorfællesskaberne befinder sig … her.

Tjekliste/det får du for lejen
  • Internet
  • Kaffe   (kan tilkøbes)
  • Mødelokale
  • Skrivebord   (kan tilkøbes)
  • Rengøring (kun fællesarealer)
  • Adgang 24-7

 Kontorhotellet Easyoffice i Tobaksgården byder på flotte og centralt beliggende rammer til iværksættere, der sætter pris på at kunne lukke døren og koncentrere sig om egen forretning.

Kontorhotellet i Tobaksgården er blandt byens ældste kontorfællesskaber for iværksættere. Meget symptomatisk har hotellet adresse i de lokaler, byens ældst eksisterende industrivirksomhed, Møller & Jochumsen (nu M & J Airlaid Products), lod opføre i 1857.

Hele det gamle industrikompleks, som bestod af maskinfabrikken Møller & Jochumsen ud mod Allégade og tobaksfabrikken Petersen & Sørensen ud mod Smedegade, blev i 1986-87 bygget om og moderniseret, så der var plads til bibliotek, galleri og en række liberale erhverv. Det var senfirsernes forkærlighed for metalprofiler og pastelfarver, der kendetegnede byggeriet, da det stod færdigt i 1987. Det var særligt landets mest moderne bibliotek, der skabte en opgradering af den horsensianske selvforståelse, men hele Tobaksgårdens byrum var en kærkommen modvægt til prædikatet “Østjyllands kirkegård”, som ellers klistrede til byen dengang.

Farvel til pastelfarverne

Kontorhotel Easyoffice Tobaksgården Horsens

Kontorhotellet har fået en overhaling indvendigt de senere år, så det nu fremstår lækkert og moderne.

Meget er sket siden, og 80’ernes pastelfarver og skulderpuder er gået noget af mode. Derfor har kontorhotellet fået en voldsom overhaling indvendigt det seneste år, så alt det lyseblå er erstattet af en mere business-præget sort, der giver en god kontrast til de hvide vægge og vinduesrammer.

Kontorhotellet ligger på 1. sal og strækker sig fra indgangen i Tobaksgården 3 hen over den gamle port ud mod Allégade og slutter ved hjørnekontoret ud mod Farvergade. Der er 29 kontorer af varierende størrelse, og da disse linjer skrives er seks af dem ledige. Det er kontorer med plads til en, to, tre eller fire arbejdspladser, og priserne begynder p.t. ved 2800 kroner om måneden for et lokale med skrå vægge, der har plads til to skriveborde men bedst egner sig til et.

– Vi fastsætter prisen efter antallet af arbejdspladser, der er plads til, i stedet for antallet af kvadratmetre. Det giver selvfølgelig noget variation i kvadratmeterprisen, men vi har jo en masse fællesområder, der egentlig bør regnes med, siger Mads Pedersen fra Kristian Petersen Ejendomsservice, der har tilsynet og driften af hotellet.

Uvedkommende uden adgang

Kontorhotel Easyoffice Tobaksgården HorsensDu kan selv bestemme, om du vil binde sig for 3, 6 eller 12 måneder af gangen. Jo længere bindingsperiode desto lavere leje.

– Det kan selvfølgelig være voldsomt at skulle hoste op med et års leje, når man er en nystartet virksomhed, så vi har en del nye lejere, der holder sig til tre måneders bindingsperiode, siger Mads Pedersen.

Han sidder selv i et kontor på hotellet, så hjælpen er altid tæt på, hvis der er problemer eller spørgsmål til lejemålet. Ellers er hotellet ubemandet, og det er i høj grad op til lejerne selv at tjekke ind og ud. Receptionen er nedlagt og erstattet af en infoskærm ved indgangen, hvor besøgende kan ringe på hos de enkelte firmaer. Det betyder også, at hotellet er låst for uvedkommende.

– Førhen havde vi problemer med forstyrrelser, fordi der pludselig dukkede frugtsælgere op i gangene eller fremmede, der ville have noget kopieret mod betaling. Derfor har vi valgt at lukke hotellet for uvedkommende, men besøgende kan trykke på firmalogoet på infoskærmen, så får firmaet besked pr. sms om, at der står en gæst ved døren, siger Mads Pedersen.

Socialt sammenhold efter behov

Der er stille og roligt på gangene, og inde bag dørene arbejdes der med alt fra revision til tekstilsalg, it og konsulentbistand. Lejerne er meget forskellige, men de kan godt finde ud af at samles til julefrokost én gang om året, ligesom en del også samles i hverdagen, når maven rumler klokken 12. Fredag er der rundstykker i køkkenet. Men der gøres ikke noget særskilt for at fremme det sociale samvær fra kontorhotellets side.

– Det er helt op til brugerne at skabe de aktiviteter, der måtte være stemning for. Vi stiller bare rammerne til rådighed og giver dem mulighed for at benytte lokalerne 24-7, siger Mads Pedersen.

Ingen ekstraudgifter

Kontorhotel Easyoffice Tobaksgården Horsens

Et eksempel på et ledigt lokale. Vinduerne vender mod Allégade og Farvergade.

Han lægger vægt på, at alt er indeholdt i lejen. Der er ikke ekstra driftsomkostninger eller aconto-beløb at bekymre sig om, når lejen er betalt. Kaffe ad libitum kan tilkøbes, ligesom det også er muligt at deltage i en frugtordning – man varme, internet, rengøring af fællesarealerne og alle andre fællesudgifter er indregnet i lejen.

Derudover får du lokaler et stenkast fra midtbyen, og du har adgang til masser af gratis p-pladser uden tidsbegrænsning tæt på.

Lokalerne er ikke møbleret, men det er muligt at tilkøbe kontormøblement i lejen. Der er gratis internet som lan og wifi, der med sine 50/5 Mbit ikke hører til blandt byens hurtigste. Men de eksisterende lejere klarer sig fint med hastigheden, og der er også tanker om at udbygge med fibernet, hvis det er muligt. I mellemtiden må nye lejere gerne supplere med egne opkopblinger i serverrummet, hvis der er det behov, oplyser Mads Pedersen.

Hvis du er interesseret i at høre, hvad der er ledigt i Tobaksgården, kan du kontakte Annette Dam fra Easyoffice på telefon  31314517. Hendes email er annette.dam@esoffice.dk. For eventuel fremvisning kan Mads Pedersen kontaktes på telefon 40343425 eller mp@kpejendomsservice.dk.

 

Kommentarer

kommentarer