Iværksætterportalen IVN.dk søsættes og nye lokaler indvies ved åbningsreception den 4. april. For de morgenfriske er der motionsløb fra klokken 7:00.

Det er et par af drivkræfterne bag Facebookgruppen Iværksætter Netværk, der står bag internetportalen IVN.dk. Selve Facebookgruppen har efterhånden eksisteret i ti år, og knap 54.000 med interesse for iværksætteri er p.t. medlemmer. To administratorer fra gruppen, Martin Christensen fra Ebeltoft og Lasse Bo Jensen fra Aarhus, har efter et par års tilløb endelig meldt alt klar til iværksætterportalen IVN.dk.

Portalen drives fra nye lokaler i Højbjerg, Oddervej 157A, og det er også her, der er åbningsreception onsdag efter påske. Ved åbningen er der først motionsløb og walk-and-talk i Skåde bakker, hvorefter borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, holder åbningstalen klokken 8:00 og klipper snoren til det nye hovedsæde. Derefter er der brunch, bål og bobler.

Portal for alle iværksættere

Tanken bag IVN.dk er at have en fælles portal for alle iværksættere i hele Danmark, hvor der kan søges viden, udveksles erfaringer og hentes hjælp til specifikke udfordringer. En del af det redaktionelle indhold på siden vil i en eller anden grad være brugergenereret, men en journalist skal holde styr på det, så det ikke ender som en rodebutik. Portalen skal være et mødested for iværksættere og iværksætterrettede tilbud.

“Lad os bare sige, at det bliver et hamrende godt tilbud til alle iværksættere. Det er ikke set mage til i Danmark”

Tanken er, at portalen også skal knyttes op på en telefonservice, hvor alle medlemmer kan henvende sig med lavpraktiske spørgsmål, der knytter sig til iværksætteri.

Privatfinansieret initiativ

Det er nærliggende at tro, at projektet er offentligt finansieret, men det er ingenlunde tilfældet:

– Vi har selv skudt vores egen økonomi i det, og der er også kommet nogle spændende investorer med på vognen. Vi er foreløbig fire fuldtidsansatte i foretagendet, men der er 450 kvadratmeter til rådighed, så vi har plads til at blive en hel del flere. Nu skal vi i gang, og så må vi se, i hvilken retning vi bevæger os, og hvad v får brug for af fastansatte, siger Martin Christensen.

Han vil ikke ud med, hvad abonnementsprisen på IVN.dk bliver. Prisen offentliggøres ved receptionen den 4. april.

– Lad os bare sige, at det bliver et hamrende godt tilbud til alle iværksættere. Det er ikke set mage til i Danmark, lover Martin.

Iværksætterne holder samfundet i gang

Åbningsreceptionen er for alle iværksættere og iværksætteri-interesserede i landet. Hvis samfulde 54.000 medlemmer af Facebookgruppen skulle dukke op i Højbjerg, får ikke Martin Christensen til at ryste på hånden.

– Det ville da være fantastisk. Vi er på kanten af en storkonflikt, og 54.000 iværksættere til brunch i Højbjerg ville være den primære erhvervshistorie i Danmark. Det er iværksætterne, der holder samfundet i gang, griner Martin.

Tre oplægsholdere

Du kan også komme til åbningsreceptionen, hvor tre oplægsholdere bidrager med indspark til iværksætteri. Anders Kanberg fra SpotOn Danmark fortæller om projektet ”Aarhus – DKs Startup Hub #1?”, Jonas Jeppesen fra Subscrybe vil fortælle om abonnement som ny salgskanal og en repræsentant fra Innovation Lab vil komme med nogle bud på, hvordan fremtidens iværksætter ser ud.

Det er ganske gratis at være med, og du kan tilmelde dig via Facebookbegivenheden.

Kommentarer

kommentarer