Mode-iværksætter vil forene “gågade” og e-handel

Efter en årrække i København er 29-årige Frederikke Nissen nu vendt hjem til fødebyen, Horsens, hvorfra hun stormer frem med mode-app’en 3RD STREET. Med godt 3500 modeinteresserede brugere og 25 Københavnske modebutikker i ryggen er hun klar til at tage de næste spændende skridt ud i iværksætteriet. Få historien om Frederikkes turbulente spring fra lønmodtager til selvstændig – og om hvordan hun skaber et nyt bånd mellem “gågade” og online-forbrugere.

3rd-street-screendumpFølg dine yndlingsbutikker

3RD STREET findes til iPhone / iPad og som web-app (browserversion). App’en samler i al sin enkelhed nyheder og tilbud fra dine yndlings-modebutikker (indtil videre dog kun Københavnske). Det er dermed dig som forbruger, der selektivt trækker en ønsket nyhedsstrøm baseret på det indhold, modebutikkerne lægger ind i systemet.

Når du via app’en spotter en interessant vare, kan du vælge at klikke like eller buy og dermed markere, om du vil gemme varen på din liste, eller om du vil gå direkte videre til butikkens webshop. Idéen udspringer af et personligt behov:

“Med et travlt fuldtidsjob var jeg sjældent hjemme, når de Københavnske modebutikker havde åbent – så det var svært at ramme de gode tilbud og muligheder!”

Frederikke blev så overbevist om potentialet, at hun i starten af 2012 sagde sit job op og dedikerede næsten et år til konceptudviklingen. Herefter fulgte godt et halvt års udvikling og i november 2013 var 3RD STREET en realitet!

Når “gågaden” møder online-forbrugeren

For Frederikke er det helt afgørende at fokusere på de “fysiske” butikker, der i stigende grad presses af e-handelen.

- Vi vil gerne give butikkerne et effektivt og fokuseret værktøj til at få flere kunder ind i butikkerne. Man forsøger på så mange nye måder at tiltrække den moderne online forbruger, men det er ofte svært for forbrugeren at skabe overblik.”

Ifølge Frederikke er der således tale om en win-win-situation fordelt på både forbrugere og butikker. Hun fortsætter:

- Det traditionelle nyhedsbrev er for kedeligt, og på sociale medier som facebook drukner tilbuddene ofte i mængden. Med 3RD STREET dækker vi butikkernes behov for både at være online og have en fysisk butik – samtidig leverer vi en spændende og inspirerende app til forbrugeren. 

Udover at lade forbrugeren selv sammensætte sin nyhedsstrøm, flirter modeiværksætteren dog også med koncepter som push-beskeder direkte fra butikkerne og ud på mobilerne samt lokationsbestemte beskeder, der automatisk popper op, når man som forbruger trasker en tur igennem gågaden og nærmer sig et relevant tilbud.

Både app’en og web-versionen kan anvendes gratis af forbrugeren, og det er dermed butikkerne, der betaler gildet. Frederikke er dog ikke nervøs for, om butikkerne vil tage værktøjet til sig, for som hun selvsikkert kommenterer:

“Butikkerne HAR et behov for det her redskab – nu skal vi bare have det vinklet, så endnu flere får øjnene op for potentialet!”

Tidligere lønmodtager: “Jeg havde lyst til at knokle for mig selv!”

Når Frederikke valgte at tage springet fra det sikre job til det mere usikre iværksætterliv skyldtes det især en blanding af personlig udfordring og behov for frihed.

- Jeg gad ikke længere knokle for, at andre skulle have den ekstra gevinst – jeg havde lyst til at knokle for mig selv og se, at de resultater jeg skaber kommer mig selv til gode. Derudover er jeg ganske enkelt inspireret af iværksættere, der tør starte noget op – jeg synes, det er mega sejt!

Frederikke forsætter på bedste fandenivoldske vistartersgu-stil:

“Når jeg tager beslutninger, er det meget med maven. Man kan analysere tingene ihjel men til sidst tænkte jeg – nu gør jeg det sgu. Det er kendetegnende for mange successer – også selvom idéen har virket håbløs.”

Men! – træerne vokser jo ikke ind i himlen. Og mens vi her på redaktionen sidder og klapper i vores små ivrige iværksætter-hænder, minder den målrettede iværksætter os samtidig om, at tilværelsen som enehersker i egen virksomhed både er forbundet med stor frihedsgrad OG ensomhed.

- Når man sidder og savner friheden i et fast job glemmer man engang imellem, at man som selvstændig ALTID er PÅ både mentalt og rent praktisk. Jeg tænkte, at det var dejligt med kontor hjemme, og alt skulle foregå i mit tempo – men det kan bare være utrolig hårdt ikke have have nogen at dele hverken op- eller nedture med. Så tænk over det, før du starter!

Frederikke startede 3RD STREET selv! Men set i bakspejlet kan hun nu fornemme de indlysende fordele, der havde været ved at etablere et godt team fra starten. På daværende tidspunkt var der dog ingen oplagte samarbejdsmuligheder, og hun valgte derfor at gå i gang alligevel – respekt for det! 

For nylig er hun og 3RD STREET dog også rykket ind i det kreative iværksætter-“laboratorie”, bubblelabs, for netop at opnå mere synergi og fællesskab med andre ligesindede. Bubblelabs er en del af et spændende erhvervsmiljø – i centrum af Horsens – der desuden rummer Tinghuset og Stormsalen.

Accelerace har set lyset i Frederikkes modetilbud

Accelerace – en af Danmarks førende organisationer indenfor udvikling / investering i iværksættervirksomheder – har for nylig føjet 3RD STREET til listen over de 15 årlige virksomhedsemner. For Frederikke kommer denne mulighed på det helt rigtige tidspunkt i forhold til vigtige beslutninger for virksomhedens fremtid:

- Jeg håber på en kilde til erfaring og viden, som jeg kan få lov at stikke snablen ned i. Jeg får sparring og støtte gennem fem måneder. Her møder man folk, der selv har startet virksomhed, så de gode råd er ikke bare noget, de har læst i en bog. For mig er det en unik mulighed og genvej til erfaring at få lov at blive slæbt igennem Accelerace-forløbet.

Accelerace har hjulpet flere end 250 virksomheder videre til succes – vi ønsker Frederikke held og lykke med dette spændende ride!

Vi glæder os meget til at følge op på 3RD STREET-eventyret senere på året. Indtil videre håber vi, du vil følge med i Frederikkes modeunivers via hjemmesiden, facebook – og ja selvfølgelig også ved at downloade app’en (GRATIS):

bubble