Anders Boysen har mange titler. Han er folkeskolelærer, sangskriver, forfatter og i høj grad iværksætter. I sidste uge stod han op, tændte for Ramasjang Radio – og kunne tilfreds konstatere, at Ørehængernes børnesange strømmede ud af højttalerne. Anders Boysen er en af drivkrafterne bag byens bedste børneunderholdnings-orkester, og trods en travl hverdag som familiefar og folkeskolelærer står han nu også bag tre bogudgivelser, til musikundervisning i folkeskolen, og tilhørende musik-udgivelser.

Anders er go’ til musik – og Anders er go’ til børn. Kombinationen har skabt et fantastisk børneunivers under titlerne, “Boysens Musiktime” og “Ørehængerne“. Hvis du færdes i det centrale Horsens, er der næsten garanti for, at du inden længe får fornøjelsen af at opleve de store “legebørn” og deres eminente kontakt fra scenen til både børn og forældre.

Inspireret af de små

I 2010 blev Anders ansat som folkeskolelærer i Horsens Kommune, og her begyndte musik-iværksætteren for alvor at blomstre. I mange år havde han arbejdet som efterskolelærer og musiklærer, men mødet med børnene i folkeskolens indskoling viste sig at være nøglen til en ny tilværelse som både forfatter og sangskriver.

“Jeg blev enormt inspirerat af børnene og deres liv, konflikter og måde at gå til hinanden på.”

Helt konkret førte inspirationen hurtigt til, at Anders selv ville bidrage med både sange og undervisningsmateriale, som han kunne bruge i dagligdagen med børnene.

“Jeg oplevede ægtheden i at kunne sige til børnene – det her handler om jer! Jeg oplevede noget i går i skolegården og fik lyst til at skrive en sang om jer. Jeg syntes, det var en jungle at finde gode sange til børnene – sange der talte til dem på deres eget sprog om deres egen verden – så jeg stoppede hurtigt med at lede og skrev i stedet de første sange selv“, siger Anders Boysen.

Drop “voksen-ficeringen”

For Anders er det helt centralt, at bibeholde ærligheden og ikke tale ned til børnene. Ifølge den musikalske iværksætter har mange den opfattelse, at det er let at skrive banale børnesange – men sådan forholder det sig ikke!

Det eksisterende udbud rummer ofte mange “voksen-ficerede” elementer, hvor teksterne er skrevet på voksensprog, eller hvor indholdet er moraliserende. “I starten begik jeg også selv denne klassiske bommert…”, men – som Anders fortsætter, “en dag kom en elev hen til mig og spurgte, om jeg kunne skrive en sang om fodbold, og så begyndte jeg at forstå, hvad det virkelig handlede om”. Siden den dag har Anders konstant raffineret og tilpasset sit børneunivers. De overflødige elementer, der kræver en masse forklaring og analyse, er skåret væk til fordel for real-life-oplevelser fra skolegården.

Fra sange til undervisningsmateriale

Sangskrivningen var en succes! Børnene tog hurtigt sangene til sig, og for Anders var det tydeligt, at her var noget, der kunne bruges i musikundervisningen – og iøvrigt i børnenes sociale dannelse generelt. På bedste iværksætter-vis følte Anders lyst og trang til at byde ind med en ny form for undervisningsmateriale til musiktimerne.

Det ville blive for dyrt at basere materialet på andres eksisterende sange, så igen tog Anders selv fat og skrev otte børnesange, der skulle danne grundlag for den nye undervisningsteknik.

“Det vigtigste er at få børnene til at spille sammen. Det kan man kun ved at skære al unødig viden og teknisk kunnen væk. Jeg ville have dem til at spille og indgå i fællesskaber. Så nytter det ikke noget, at man skal bruge en halv time på at lære en masse svære ting.”

Og lige netop denne mission lykkedes for Anders. Baseret på grundantagelsen om at alle – uanset niveau – skal kunne spille sammen og indgå i fællesskabet har Anders udviklet et helt nyt system. De svære guitarakkorder er skiftet ud med en selvkonstrueret anordning, der spændes på gribebrættet, og vupti – så kan lille Lise være med på el-guitaren. “Man lærer ikke nødvendigvis at spille, men man lærer at spille sammen”, siger Anders, der iøvrigt peger på, at man med denne metode hurtigt finder ud af, hvilke elever, der har flair musikken og skal have større udfordringer.

boysens-musiktime-lets-go

Dansk Sang udgiver tre bøger

Foruden at gentænke måden, eleven spiller på et instrument, var det også vigtigt for Anders, at musiklæreren skulle føle sig tryg og i princippet kunne undervise i samspil uden selv at mestre alle instrumenterne. Anders afholdt en række workshops og foredrag om den nye metode / didaktik, og det banede hurtigt vejen til Musiklærerforeningens forlag, Dansk Sang, der så lyset i den anderledes tilgang.

Samarbejdet med Dansk Sang har nu affødt tre bog- og pladeudgivelser. Bøgerne kan købes via forlagets hjemmeside, og sangene kan hentes via iTunes og Spotify.

Ørehængerne

Hårdt arbejde betaler sig

I den virkelige verden performes sangene af orkestret, Ørehængerne. For tiden turnerer de land og rige rundt og skaber stor glæde på skoler, i storcentre og mange andre steder. Omdrejningspunktet er god musik skrevet til børnene – baseret på børnenes egne oplevelser. Og ja, så har hårdt arbejde og de mange timer på landevejene nu endelig givet adgang til det fornemme Ramasjang-univers. Der skal lyde et stort TIL LYKKE med bedrifterne herfra – godt gået!

Hvad har vi så lært af byens musik-iværksætter nr. 1 og hans buddies i Ørehængerne? Jo, foruden de gode rytmer (der iøvrigt også kan anbefales til alle voksne barnlige sjæle) har Anders Boysen givet os et klasseeksempel på, at man ikke altid bare skal være tilfreds med det der er. Anders kan i dag kun skrive forfatter og sangskriver på CV’et, fordi han kastede sig ud i drømmeprojekterne. Han startede sgu – og vi glæder os til at synge med på mange flere ørehængere fra den front.

Kommentarer

kommentarer