Redaktøren stiller op

På torsdag holder Business Horsens årsmøde på Pejsegården, og redaktøren fra VI STARTER SGU, Thomas la Cour, stiller op til en bestyrelsespost.

Det er ikke en utilfredshed med Business Horsens, men blot et ønske om at gøre en indsats for iværksætteriet i Horsens, der får Thomas la Cour til at stille sig til rådighed for bestyrelsesarbejdet i Business Horsens.

- Jeg synes generelt, at Business Horsens har ændret sig positivt på iværksætterområdet de senere år. Og den nye erhvervsdirektørs syn på iværksætteriet lover bestemt godt for det videre arbejde, siger han.

Flere iværksættere

Thomas la Cour er 44 år og driver sin egen virksomhed, Din Journalist, fra kontorfællesskabet Bubblelabs i Rådhusgade. Det er også her, han varetager redaktøropgaven på VI STARTER SGU.

– Jeg synes, at jeg har en ret god føling med iværksættermiljøerne i Horsens, og jeg er jævnligt i kontakt med alle typer – både de helt unge under 18, der brænder for en idé, som de bare må have sat i værk, og de noget mere modne over 40 eller 50, der efter et langt arbejdsliv som lønmodtagere vil prøve at være frie. Business Horsens skal være til for alle typer, siger Thomas la Cour.

Han peger på, at iværksætteri de senere år har ændret sig.

– Efter krisen i 2008 har prikkerunder og lavkonjunktur uden tvivl ført til, at flere er begyndt at vælge iværksættervejen. Når ansøgning nummer 50 besvares med endnu et standardafslag, vil de fleste overveje en anden vej. Man kunne måske sige, at en del af dem gør det mere af nød end af lyst, men heldigvis bliver de fleste jo bidt af det, når først de er i gang, siger han.

(artiklen fortsætter under videoen)

Det mentale aspekt

Men ifølge Thomas la Cour stiller den nye virkelighed nye krav til den rådgivning og hjælp, Business Horsens tilbyder iværksætterne.

– Der er mange iværksættere, der skal tilpasse sig en helt ny virkelighed. De var måske vant til at sidde ved et skrivebord og få opgaverne i hånden, og nu skal de til at sælge sig selv. Det er grænseoverskridende for mange. Du kan være knalddygtig, og dit produkt kan være fantastisk – men hvis du ikke selv tror på det, er det ét fedt, siger Thomas la Cour.

Han efterlyser, at Business Horsens husker at få det mentale aspekt med. For hvad nytter hjælp til en forkromet business plan, hvis iværksætteren bagefter graver sig ned i mindreværdskomplekser og usikkerhed?

– Jeg vil gerne være alle iværksætternes repræsentant i Business Horsens’ bestyrelse. Både idémagerne, korkpropperne og de mere usikre Bambier på glatis. Der er mange af sidstnævnte, der af og til har brug for en Stampe til at få benene rettet ud, griner Thomas la Cour.

Årsmødet foregår på Pejsegården i Brædstrup, og selve generalforsamlingen begynder klokken 19:30. Der er på forhånd annonceret kampvalg. Du kan tilmelde dig generalforsamlingen her.

 

bubble