Remake af Bubblelabs skal fejres

Kontorfællesskabet Bubblelabs i Rådhusgade har gennemgået et remake og udvidet til det dobbelte. Det skal fejres med åben reception den 8. juni. Du er også inviteret.

Der er løbet en del vand i åen, siden Daniel Bach og Kevin Refvik fra Bubblemedia tilbage i 2014 etablerede et kontorfællesskab i den nordlige fløj af arkitekt Estrups statelige retsbygning fra 1902. Nu indledes et nyt kapitel, da 1. sal officielt bliver en del af kontorfællesskabet Bubblelabs.

– Vi ville fra starten lave byens fedeste kontorfællesskab, og det tror jeg, vi er ved at komme i mål med nu, siger Kevin.

For hvad gør et fedt kontorfællesskab? Hos Bubblelabs er opskriften klar.

– Vi har tryk på ”fælles”. Vi sørger for at finde lejere, der deler mindset. For vi kan godt lide, at det er som en fælles arbejdsplads, selvom vi sidder med hvert vores. Det er den slags, der giver energi og glæde til hverdagen, siger Daniel.

Fælles mindset har ikke så meget med køn eller alder at gøre. I øjeblikket er der en nogenlunde ligelig fordeling af kvinder og mænd, piger og drenge – fra midt tyverne til midt halvtredserne.

Fælles frokost

“Vi ville fra starten lave byens fedeste kontorfællesskab, og det tror jeg, vi er ved at komme i mål med nu”

Fællesskabet plejes i det daglige, når alle mødes til frokost i køkkenet klokken 12. Lejerne kan selv have en klemme med hjemmefra, eller de kan tilmelde sig en billig frokostordning; det vigtige er fællesskabet omkring maden. En gang om måneden er der også morgenhygge med rundstykker. Lejerne i underetagen starter og slutter dagen med at gå op på 1. sal og sige henholdsvis godmorgen og farvel. Køkkenet er på 1. sal og kaffemaskinen er i stuen, så alle lejere har en naturlig gang rundt i hele huset.

– Det var en af vores betænkeligheder, da vi inddrog 1. sal i begyndelsen af året. For det kunne let ende i to separate kontorfællesskaber. Men jeg synes, vi har fået skabt en god fordeling af lejere på de to etager, ligesom vi har holdt fast i fællesskabet, siger Kevin.

Ud over hverdagens fællesskab er der også fællesskabet om kitlerne og den branding, selve kontorfællesskabet tilfører alle lejernes egne firmaer. Hvis man har en plads i Bubblelabs, er man en del af ”laboratoriet” og har retten til at bære en kittel ved særlige lejligheder. Det kan være, når Bubblelabs i samlet trop deltager i kommunens nytårskur, eller når der – som nu – indbydes til reception. Én gang om året er Bubblelabs også vært ved det ambitiøse ”festseminar” Brains & Bubbles.

Mødelokaler, musik og god kaffe

Af de fysiske bestanddele, der udgør et fedt kontorfællesskab, kan bl.a. nævnes: Sonos i alle rum, hyggekroge og mødesteder en masse (både af den bløde, tilbagelænede og den mere coorporateprægede slags), Nespressomaskine, fri WiFi og LAN i hele bygningen og hæve/sænkeborde ved alle pladser.

Med inddragelsen af 1. sal er kontorfællesskabet blevet tilført et par mindre rum, der kan være fortræffelige til lejere, der har brug for at kunne lukke døren til fællesskabet af og til. Hvis der f.eks. tales meget i telefon. Ellers er de øvrige lejere placeret i to, større fællesrum.

Overraskelse til receptionen

Endelig er der en lille overraskelse til alle receptionsgæsterne. Kontorfællesskabets gamle mødelokale har fået en makeover af de store. Det er der kommet et tematisk lokale ud af, hvor fællesskabets stiftere spiller en særlig rolle. Det er givetvis byens hyggeligste mødelokale, og mere skal ikke afsløres her. Kom til receptionen og se det selv.

Receptionen er åben for alle interesserede i tidsrummet 13-17 på fredag. Hvis du overvejer en plads i et kontorfællesskab, er det en indlysende mulighed for at snuse til det. Alle andre er også mere end velkomne.

Tilmeld dig arrangementet på Facebook – og læs mere om Bubblelabs på hjemmesiden.

bubble