Det to iværksættere bag BlindSpotit har vænnet sig til, at iværksætteri kan være lidt af en rutsjebanetur

Nogle gange opstår de gode ideer helt tilfældigt. Det var også et tilfældigt møde, der for godt tre år siden sporede Søren Voigt og Jesper Sørensen ind på den idé, der ligger bag firmaet BlindSpotit:

At forebygge højresvingsulykker ved at lade et dynamisk lys på lastbilen oplyse den blinde vinkel nede på cykelstien.

– Egentlig kom Søren forbi for at snakke med vores fælles kammerat, som ikke var hjemme. Så faldt vi i snak og over et par øl nåede vi frem til grundideen med det dynamiske lys, forklarer Jesper Sørensen.

En alvorlig baggrund

Begge har siden brugt masser af tid på at gøre ideen flyvefærdig; samtidig med at Jesper har passet sit job i et aarhusiansk web-bureau og Søren har gennemført sit maskiningeniør-studie på VIA.

– Vi har nok begge altid haft en lille iværksætter i maven og har haft en tanke om, at vi skulle prøve at være selvstændige på et tidspunkt – og jeg må da indrømme, at BlindSpotit af og til har taget nogle ressourcer fra studierne, siger Søren.

Baggrunden for de to iværksætteres idé er trist nok: Hver dag bliver mere end tre europæere slået ihjel ved en højresvingsulykke, hvor en cyklist eller fodgænger bliver klemt af en lastbil – typisk i bytrafikken. I Danmark har tallet i nogle år været faldende, men de seneste to år ser tendensen ud til igen at stige. Dertil kommer alle de ”nær-ulykker”, der ikke nødvendigvis indgår i statistikkerne, men hvor liv og død alligevel afhænger af små marginaler.

– Min far er lastbilchauffør, og vi ved fra ham og mange af hans kolleger, at en højresvingsulykke er enhver chaufførs værste frygt, siger Jesper Sørensen.

Uvurderlig sparring

Blindspotit-Henrik-Dam-KristensenDen dynamiske lysmarkering er efterhånden blevet præsenteret for mange væsentlige aktører; bl.a. en tidligere transportminister, og hele vejen rundt har Jesper og Søren fået positiv respons. Senest har de indledt et samarbejde med transportgiganten DSV, som bidrager med ekspertise, feedback fra chaufførerne og sparring. I den kommende uge skal Jesper og Søren således mødes med 35 chauffører på et køreteknisk anlæg på Fyn og teste ideen.

– Den sparring, vi har fået undervejs, har været uvurderlig. Ikke kun fra DSV, der har været fantastisk positive, men også fra f.eks. Business Horsens og Væksthus Midtjylland. Vores grundidé var god, men den er kun blevet bedre undervejs. Samtidig skal man være forsigtig med ikke at afsløre for meget for tidligt, siger Søren Voigt.

De to iværksættere har patenteret deres idé, og har udviklet på den bl.a. med økonomisk hjælp fra flere fonde. Senest har udviklingshuset Artlinco i Horsens udført en evidenstest, som bl.a. har slået fast, hvilket lysmønster der bedst fanger cyklistens opmærksomhed.

– Forsøgene tyder på, at cyklisterne får forbedret deres reaktionstid med ca. to sekunder. Det kan være forskellen på liv og død, konstaterer Jesper Sørensen.

Begge har efterhånden vænnet sig til, at iværksætteri kan være en rutsjebanetur:

“Lige som vi synes, at det går godt, kommer der altid en ny udfordring,” siger Søren med et grin.

Er gået på pengejagt

I øjeblikket er de to på pengejagt, bl.a. hos en række fonde og investeringsselskaber. De skal bruge en halv mill. kr. til at producere den første prototype, men det er ikke den eneste hurdle i horisonten:

– Før vores produkt kan blive en fast del af lastbilernes udstyr, skal vi have de nødvendige godkendelser, og det er virkelig en ubekendt faktor. I værste fald kan der gå op til et år, siger Søren Voigt.

Alligevel har ingen af dem mistet gnisten eller troen på det projekt, der i et par år har givet lange arbejdsuger og nogle gange urolig nattesøvn.

– Alle dem i branchen, vi har talt med, bekræfter at ideen kan holde vand. Fordelen ved BlindSpotit er, at alle tidligere løsninger kun har skubbet ansvaret over på chaufføren. Med den røde og bevægelige lysmarkering på cykelstien får cyklisterne også en direkte metode til at passe bedre på sig selv, siger Jesper Sørensen, der ikke er i tvivl om ideens potentiale:
- Der er ca. en million lastbiler i EU, så markedet og behovet er stort. Og det skal nok lykkes.

Kommentarer

kommentarer