Stå stærkere på jorden

Rikke Faurholt har åbnet sit eget ”udviklingsstudio” i Brænderigården i hjertet af Horsens. Hun mener, at vi alle kan have glæde af at træne sanseligheden og nærværet.

I bunden af Brænderigården ligger Rikke Faurholt Udviklingsstudio. Den gule facade, de store vinduespartier, navnetrækket i æstetiske versaler og det cirkelformede logo signalerer varme og imødekommenhed. Opfattelsen bekræftes, når man træder ind ad døren – ude fra den begyndende vinterkulde og ind i lune og lyse lokaler. På parketgulvet ligger puder i cirkelform klar til næste meditation, og travlheden på det nærliggende Søndergade synes pludselig meget langt væk. Her er umådelig rart at være.

Rikke Faurholt tager smilende imod i de rummelige lokaler, der er blevet hendes nye hjemsted efter knap syv år som delvist selvstændig på landet mellem Kattrup og Tebstrup. Her drev hun og gemalen, psykoterapeut Henrik Faurholt, siden 2009 terapi og familierådgivning fra hjemadressen Juliannegaard.

– Det var slet ikke min idé, at der skulle stå ”Rikke Faurholt” med store bogstaver på facaden, sådan tænker jeg slet ikke. Men Dahl Grafisk Design, der hjalp mig med min grafiske identitet, anbefalede, at jeg brugte mig selv til at profilere ideen bag stedet her, og det kan jeg godt se værdien i nu, siger Rikke Faurholt.

Den tankerække demonstrerer meget fint Rikke Faurholts tilgang til iværksætteriet og etableringen af et ”udviklingsstudio” i Brænderigården. Hun er et uhyre åbent og sansende menneske. Åben for nye veje og muligheder. Hun lader i høj grad tingene ske ud fra en devise om, at hvis det er noget, man virkelig vil, skal det hele nok gå i sidste ende.

Det hele kom af en drøm

Hun er uddannet familieterapeut, kropsterapeut og sexolog, og hun har arbejdet med mennesker hele livet. En del år gik som pædagog på forskellige opholdssteder, før hun i 2009 så sig selv som selvstændig i en drøm.

- Jeg så i drømmen, at jeg skulle have med mennesker at gøre, og jeg skulle hjælpe dem i min egen praksis. Det var det, jeg kalder en klarsynsdrøm. Jeg tror på, at man skal reagere på det, fordi drømmene engang imellem fortæller os noget, vi egentlig godt ved, men som vi ubevidst nedtoner, siger Rikke Faurholt.

Hendes mand, Henrik Faurholt, var enig i, at hun skulle følge klarsynet i drømmen, og med hjælp fra vikartimer som pædagog kunne det hele løbe rundt, da Rikke sprang ud som deltidsiværksætter. Dengang fra privaten på Overby Skovvej nær Tebstrup.

Altruisme kontra økonomi

Det er igen mere fornemmelser og sansninger end en forkromet businessplan, der har fået hende til at søge mod byen.

– Nu skal jeg til at betale en fast husleje for min forretning hver måned, og det udfordrer naturligvis min altruistiske tilgang til livet. Jeg er nødt til at være lidt mere struktureret, siger Rikke Faurholt med et grin.

Men hun tror, at meget er lettere i byen end på landet. Her er flere mennesker, og det giver flere muligheder for at udvikle forretningen. Hun tilbyder ”drop inn-yoga”, ligesom hun forestiller sig, at den centrale beliggenhed måske med tiden kan indbyde til ”drop inn-meditation” i hverdagene. Mange kunne givetvis have glæde af at fylde maven og tømme hovedet i middagspausen. Men det er foreløbig blot en idé blandt mange, når Rikke forestiller sig, hvad det nye sted kan bruges til.

Yogaen tilbydes med hjælp fra yogainstruktøren Janni Daugaard, mens Rikke Faurholt selv tager sig af meditation, kropsterapi, spirituel vejledning, sexologi og parterapi.

- Det er heldigvis ikke længere så tabubelagt, at vi alle på tidspunkter i livet kan have brug for hjælp til at finde os selv og hinanden. Og i dag er det behov mere og mere udtalt, fordi vi hele tiden bombarderes med valg, vi skal træffe, eller fristelser, vi måske burde modstå, siger Rikke Faurholt.

Flugten mod afhængighed

Hun peger på smartphonen som et godt eksempel på den flugt, de fleste af os er på ind imellem. Det er en flugt, der rammer belønningscentret i hjernen, når vi får likes eller momentvis føler os som del af et fællesskab. Det kan gå ud over nærværet med omgivelserne, når telefonen på forunderlig vis pludselig kommer op af lommen midt i en samtale. Det er den samme flugt, der gør sig gældende, hvis vi er afhængige af porno, alkohol eller spil – for blot at tage de mest almindelige former for afhængighed. Det pirrer belønningscentret i hjernen. Vi flygter fra noget. Man kan populært sige, at Rikkes kompetence ligger i at hjælpe mennesker til at finde det, de flygter fra, så de kan slutte fred med det og højne bevidsthedsniveauet. For det hele handler i sidste ende om valg – de bevidste som de ubevidste.

Der findes mange metoder til at højne bevidsthedsniveauet, og Rikkes palet er stor: Kropsterapien er en meget blid massage, der kan udføres påklædt, og som skal hjælpe på uro, smerte eller spændinger forårsaget af uforløste følelser og bekymringer. Rikke har levet med en stærk spiritualitet igennem hele sit liv, så det er helt naturligt for hende at vejlede andre mennesker til at begribe og nære deres egen spiritualitet. Sexologien er samtaleterapi, der beskæftiger sig med alle dele af seksualiteten, som er nært beslægtet med vores drifter, spiritualitet og følelsesliv. Meditationen er en øvelse i at finde stilheden og roen midt i et kaotisk liv – den stilhed, vi alle har i os selv, men som kan virke skræmmende på somme.

Bedre kommunikation

Rikke Faurholt vil gerne hjælpe mennesker til større sanselighed. For mere sanselighed gør os til stærkere og gladere mennesker.

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom længere ned i kommunikationen. Hvis du går ned på Søndergade vil du kunne høre og se den hektiske kommunikation, hvor vi alle skøjter rundt på overfladen. Hvis vi alle mærker efter og får fat i den indre ro, kan vi have en langt bedre samtale, fordi vores energier smelter sammen, siger Rikke Faurholt.

Hun peger på, at det også kan hjælpe i arbejdslivet, fordi de fleste af os har for meget støj fra omgivelserne med, når der skal træffes beslutninger. Der er for meget ”hvad tænker han mon, når jeg gør sådan her” eller ”mon det bliver opfattet rigtigt, hvis jeg siger det på denne måde”.

– Vi skal være bedre til at være afklarede, så vi kan tale og agere med hjertet. Så står vi stærkere på jorden, siger Rikke Faurholt.

Du kan læse mere om Rikke Faurholts Udviklingsstudio på hjemmesiden og give hende et like på Facebook.

bubble