En håndlæser fortalte Lene Kamilla Hansen, at hendes virkelige potentiale lå i hænderne. Ugen efter begyndte Lene Kamilla på en uddannelse til kraniosakral-terapeut. Med klinikken ”mybodyandmind” havnede hun på helt rette hylde.

Lene Kamilla havde fuld knald på karrieren. Hun var ansat som turistchef i Horsens Kommune og med til at åbne FÆNGSLET i 2012, hvor den gamle institution skulle omdannes til et center for turisme og events. Det var en travl og begivenhedsrig tid.

– Jeg var utrolig glad for mit arbejde. Det var drønspændende og jeg har haft ni gode år med turisme i Horsens, siger Lene Kamilla Hansen.

Lidt mærkelig

Hun har altid været interesseret i det alternative. Evnen til at mærke andre mennesker har altid været en del af hende.

- Folk, der kender mig, har nok altid opfattet mig som lidt mærkelig, griner Lene Kamilla.

Så da håndlæseren sagde, at hun skulle bruge sine hænder, var der ikke så langt fra tanke til handling. Det pudsige var, at Lene Kamilla allerede havde været hos en kraniosakral-terapeut for at få behandling for eftervirkningerne af det piskesmæld, hun fik for år tilbage ved en rideulykke. Den behandling havde ikke hjulpet hende, men alligevel kastede hun sig over kraniosakral-terapien.

– Der er mange forskellige måder at praktisere kraniosakral-terapi, og jeg endte da også med at tage min uddannelse tre forskellige steder med tre forskellige tilgange. Så jeg lærte ret hurtigt, at man ikke bare kan afskrive behandlingsformen, fordi man har været et enkelt sted, og det ikke har hjulpet, siger hun.

Hendes egen tilgang til terapien er meget intuitiv og hun blander de forskellige teknikker ud fra hvad den enkelte har behov for. Kraniosakral-terapi kan opfattes som blidt nusseri, men selvom det er blidt, går det meget dybt. Terapeuten fjerner de spændinger og blokeringer, som forhindrer kroppen i at helbrede sig selv. Terapien kan afhjælpe en lang række af lidelser, herunder hovedpine, koncentrationsbesvær, svimmelhed, stresssymptomer, halsbrand, synsforstyrrelser, mellemørebetændelse, tinnitus med meget mere. Lene Kamilla har valgt at specialisere sig i at hjælpe folk til at undgå piller, stress og sygemeldinger. Det gør hun ved at arbejde med krop og sind på en ny måde.

– Det er derfor, jeg kalder min klinik for ”mybodyandmind”. For det handler om din krop og dit sind. Jeg hjælper med at forstå og fjerne det, der blokerer, i et samarbejde. Det er ikke et hurtigt fix men et spørgsmål om at finde de dybereliggende årsager, siger Lene Kamilla.

Vejen væk fra turismen

For tre år siden så Lene Kamilla sit snit til at starte klinikken, da omstruktureringer i organisationen på FÆNGSLET gjorde det muligt for hende at gå ned i tid. Hun fik lov til at tage en enkelt dag om ugen, hvor hun kunne hellige sig klinikken, som hun havde skabt i kælderen under hjemmet på Vedbæksvænget.

Halvandet år senere forlod hun turismen helt og valgte at satse på livet som terapeut. I denne tid er det tre år siden, det hele startede. Hun er glad for friheden, og hun er glad for at hjælpe andre.

- Jeg føler, at det er min medfødte gave, og den skal jeg bruge. Det er jo derfor, vi er her. Vi skal bruge de evner, vi har fået, siger Lene Kamilla.

Hun bruger evnerne til at hjælpe mennesker, der ofte har prøvet meget andet uden den ønskede effekt eller ønsker at slippe af med behovet for piller. Hun har eksempelvis hjulpet mennesker, der har lidt af svær hovedpine og migræne i årevis.

– Jeg havde en mand, der efter et piskesmæld for et par år siden stod overfor at skulle prøve det sidste smertestillende præparat, smerteklinikken kunne tilbyde ham. Men efter at han begyndte at komme her, kunne han undvære pillerne, siger Lene Kamilla.

Husker pauserne

Hun holder meget af at få besøg af mennesker, der har prøvet en masse uden den ønskede effekt. For det er naturligvis en ekstra stor personlig og faglig tilfredsstillelse, når hun magter at hjælpe, hvor intet andet har virket. Men hun tager ikke folk ind på samlebånd.

– Jeg har fra starten besluttet mig for, at jeg ikke vil behandle på fuld tid. Jeg ønsker at supplere behandlinger med andre forebyggende ydelser og f.eks. foredrag. Ikke mindst for at sikre, at jeg bliver ved med at have nok at give af. Det er vigtigt at få batterierne ladet op, siger Lene Kamilla.

Hun lader batterierne op ved blandt andet at holde fast i en times frokostpause. Faktisk overvejede hun at udvide til halvanden time, fordi det navnlig i den mørke årstid er lige der, midt på dagen, at lyset kan lindre ethvert anløb til stress eller mismod. Så hellere en senere fyraften.

Lene Kamilla nyder livet med klinik i privaten, fordi pauserne mellem kunderne giver god mulighed for at slappe helt af og praktisere den mindfulness, der er god for os alle. Viden og øvelser som hun også gerne deler ud af.

Hun samarbejder med kiropraktorerne i Sundhedshuset, som hun kan henvise til, hvis kraniosakral-terapien ikke rummer det, der er brug for. Omvendt henviser kiropraktorerne også patienter, som kunne have større glæde af kraniosakral-terapi. F.eks. kan terapien noget helt andet, når det handler om mennesker der lider af jævnlig hovedpine eller migræneanfald eller hvis der er tale om hjernerystelse eller piskesmæld, fortæller Lene Kamilla Hansen.

Du kan læse mere om Lene Kamilla Hansens klinik på hjemmesiden, og du kan give klinikken et like på Facebook.

Kommentarer

kommentarer