Apero Bikes – meget mere end udlejning af cykler

This article also exists in an English version.

Før jul udgav vi en teaser artikel om organisationen Apero Bikes og de fire iværksættere og tidligere VIA studerenede; Cristian Russu, Yoana Yordanova, Luka Murgic og Nevena Tsarovska, som står bag. Vi lovede at deres iværksætterhistorie ville komme i det nye år – det løfte indfrier vi nu.

Apero Bikes er i sin enkelthed en organisation, der udlejer cykler til studerende, men når man begynder at kigge nærmere, så består organisationen af meget mere. Kort ridset op har Apero Bikes tre fokus punkter; udleje cykler, skabe fællesskab og en miljømæssig og samfundsmæssig insats.

Til Kina og tilbage igen

Idéen bag Apero Bikes begyndte at tage form i starten af 2014, og siden da har en hel del mennesker været involveret, hvilket har været med til at skabe en aktiv udvikling af idéen bag Apero Bikes. Men hvor kom idéen egentlig fra?

Det var en tur til Kina der startede det hele – eller rettere sagt, det at komme hjem fra turen. Yoana og en ven havde været i Kina – vennen havde inden da solgt sin cykel, og da han ikke havde planer om at blive i Danmark, fandt han det bøvlet at skulle ud og investere i en ny. Derfor poppede spørgsmålet op – hvorfor var der ikke et sted, hvor man kunne leje en cykel?

– Vi spurgte os selv:Hvorfor har vi ikke et sted, hvor vi kan leje en cykel i f.eks. et semester og derefter returnere den uden videre forpligtelser? Og hvorfor gør vi ikke dette til en projekt idé i skolen? Så vi tog fat i Nevena og kort tid efter sluttede en der hedder Leona sig til projektet, fortæller Yoana.

Leona var desværre nødt til at forlade projektet grundet arbejde, men kort tid derefter sprang Cristian på projektet, da han gik rundt med en lignende idé.

– Jeg tror, at de eneste to der har været med helt fra start og som stadig er med, er mig og Yoana. Da Cristian kom, fuldendte han cirklen (eller cykelhjulet om man vil) og kort tid efter sluttede Luca sig til os, fortæller Nevena og tilføjer:

“Så teamet ændrede sig undervejs, men grundidéen forblev den samme. Hvert nyt medlem kom med nye ideer og fik sat gang i Apero Bikes udvikling og har, sammen med alle de frivillige, gjort organisationen til hvad den er i dag.”

En god men uventet start

Apero Bikes - HorsensI starten af 2015 startede de så projektet op med en prøve periode for at se om idéen var bæredygtig, om det økonomisk kunne betale for sig selv, om de havde tiden til det osv.

– Det var en god men uventet start. Egentlig havde vi ikke planlagt at starte det op der, men vi begyndte pludselig at få henvendelser vedr. leje af cykler, og da vi havde cyklerne, kunne vi ligeså godt springe ud i det. En ting er at have en plan – alt fungerer på et stykke papir, men virkeligheden er ofte en anden. Pludselig havde vi kunder, som vi skulle være til rådighed overfor, og som var afhængige af vores tilgængelighed. Det var klart en udfordring, fortæller Cristian.

Der er altid ting som kan gøres bedre, og det bliver ofte først tydeligt efter man er startet op, men der påpeger Yoana også, at det er vigtigt ikke at være bange for at ændre på noget ved sin idé, hvis det ikke fungerer optimalt.

“Du skal ikke holde fast i kun én idé, men være fleksibel og åben overfor hvilke muligheder der kommer din vej, og altid dele dine idéer med andre mennesker, så de kan give dig feedback og du dermed kan gøre det bedre”, fortæller Yoana.

Cykler til overkommelige priser

For lige kort at fortælle hvad den praktiske del af Apero Bikes består af, så er det udlejning af cykler til en overkommelig pris, for en kort eller længere periode. Man kan vælge at leje en cykel for en uge, en måned eller et semester. Prisen varier selvfølgelig alt afhængig af hvor længe man vælger at leje cyklen, og så er der et depositum fra 200 kr. og op til 300. kr. – igen alt afhængig af hvor længe. Skulle cyklen punktere eller på anden vis gå i stykker, så kan man troppe op hver lørdag i Apero Bikes cykelkælder ved studieboligerne, Kamtjatka, og få gratis reparationshjælp.

Organisationen henvender sig til studerende og især internationale studerende, og det er, som vi nævnte i starten af artiklen, ikke kun ønsket om at gøre det nemmere for studerende at transportere sig rundt i Horsens, der driver de fire iværksættere. De ønsker bl.a. også, med denne cykelordning, at støtte idéen om et grønnere Horsens. Samtidig ønsker de at skabe et forum – et fællesskab, både hvor de kan prøve af hvad de har lært på deres respektive uddannelser, men også hvor især internationale studerende kan møde hinanden og lære af hinanden.

Fællesskabet

Som sagt mødes teamet bag Apero Bikes hver lørdag i et kælderlokale i Kamtjatka, som er sponsoreret af Drosselbo. Alle er velkomne – man behøver ikke have en cykel med, der skal repareres, for at kigge forbi.

Apero Bikes - Horsens- Du er velkommen til at komme og reparere cykler med os eller bare få en hyggelig snak. Apero Bikes handler næsten ligeså meget om fællesskab, som det handler om udlejning af cykler. Vi forsøger at skabe et fællesskab, hvor man både lærer noget og forhåbentlig også får nye venner, lyder det fra Yoana.

Og fællesskabet er ikke kun noget de forsøger at skabe i cykelkælderen. De har samlet alle de frivillige og venner af Apero Bikes til hyggelige cykelture og BQ arrangementer.

– Det handler om at introducerer Horsens til de nyankomne og give dem viden om byen de nu lever i, fortæller Yoana.

– Udover at vi selv lærer en masse, så ønsker vi også at give noget videre. Derfor søger vi også frivillige, ikke kun til at reparere cykler, men også til at arbejde med bl.a. sociale medier og markedsføringen af virksomheden, tilføjer Cristian.

Drømme scenarie

Apero Bikes er en frivllig organisation, og de fire iværksættere bruger hvad de kan af deres fritid på at udvikle og forbedre konceptet. Det går desværre ikke så hurtigt som de kunne ønske, da tre af dem er i jobs og den fjerde stadig er studerende.

“Pointen er, at vi har en masse idéer, vi mangler bare tiden, men hvis vi kunne afsætte 100% af vores tid på projektet, så er jeg sikker på, at vi kan gøre mirakler med Apero Bikes”, lyder det fra Nevena.

Selvom de, grundet den manglende tid, er begrænset i forhold til udviklingen af Apero Bikes betyder det ikke, at de ikke har en masse drømme for projektet, og fire iværksættere giver fire gange så mange drømme. Først og fremmest er der selvfølgelig en enighed om, at de ønsker Apero Bikes blive større og måske en dag blive en virksomhed, som de kan være ansat i.

– Mit drømme scenarie er, hvis vi kunne sprede konceptet til alle universiteter i Danmark. Rigtig mange universiteter har udvekslingsstuderende og derfor ville det være oplagt at gøre det til en franchise. Jeg tror på, at det kunne være en god idé for Apero Bikes, og en bæredygtig idé for hele samfundet at genbruge cyklerne, lyder det fra Cristian.

– Jo større jo bedre. Men for mig handler det ligeså meget om at finde nogle seriøse mennesker, som vil være frivillige sammen med os, og hvor vi kan lære noget af hinanden. Hver er os har et karriere ønske, men det er her det hele startede, så jeg vil gerne se det fortsætte og vokse, og i sidste ende kunne gøre det til en forretning hvor vi bliver betalt, tilføjer Nevena.

Alle disse drømme skal starte et sted, og Apero Bikes begynder at nærme sig et punkt, hvor der skal ske noget for at de kan blive ved med at flytte sig.

– For nu handler det dog mest om at sætte idéer i gang og se hvordan de fungerer. Men fordi det går så godt, så bliver vi nødt til at se virkeligheden i øjnene meget snart, og det er der, det bliver rigtig interessant. Hvis vi kunne starte med at få vores egen garage, hvor vi kunne have plads til hundrede cykler, så ville være et lille skridt mod drømme scenariet, slutter Cristian af.

Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå Apero Bikes og de fire iværksættere. De har bestemt en masse visioner for organisationen, og her fra VI STARTER SGU skal der lyde et kæmpe held og lykke med det hele!

Du kan tjekke Apero Bikes hjemmeside og facebookside ud her.

bubble