Learnmark studerende skal til EM i entreprenørskab


I løbet af de seneste år er iværksætteri kommet mere og mere på dagsordnen i skolerne landet over. I forbindelse med konkurrencen Company Programme deltog 4 elever, fra 2.g på Learnmark HHX i Horsens, i håbet om at vinde Danmarksmesterskaberne i entreprenørskab. I en sådan konkurrence handler det ikke kun om at være innovativ og få den gode idé, men også om at skabe og få en forståelse af at drive en virksomhed. Og med virksomheden Plash gjorde Learnmark eleverne netop det. 

Mål for JA-YE Europe

“To use hands-on experience to help young people understand the economies of life. In partnership with business and educators, JA brings the real world to students and opens their minds to their potential. The judging process assesses to what extent JA succeeded at doing so.”

Kilde

De fire elever og nu iværksættere, som til dagligt går under navnene Kinneret Rebekka Lilly Sarusie, Jeppe Kejlberg-Jansson, Cille Telling og Mads Høy Lindgaard, endte, den 15. april til DM i København, med at stå på sejrsskamlen med vinderpokalen, en check på 10.000 kr. og en direkte billet til EM i entreprenørskab, også kaldet JA-YE Europe Company Of The Year Competition, i Berlin i juli.

– Det var helt vildt fedt at få overrakt præmien og blive anerkendt for det hårde arbejde, som vi har lagt i Plash, fortæller Jeppe, som er virksomhedens direktør og indkøbschef.

Gennem leg og læring

Men hvad er Plash så? Plash er både navnet på virksomheden, men også navnet på det system, som virksomheden sælger. Et system som skal gøre det sjovere for børn at vaske hænder. De fire unge iværksættere har søgt at finde en løsning på et sundhedsmæssigt problem via leg og læring, og spørger du Plash, så er løsningen nu fundet.

– Plash fungerer således, at der er koblet en føleplade på gulvet, som barnet starter med at træde op på, hvilket sætter gang i systemet. Følepladen er koblet til en tablet, hvorpå der vil være forskellige lege, som udvælges tilfældigt. Den leg, vi har på vores prototype, går ud på at barnet får en dyrelyd, og så skal de huske denne dyrelyd, mens de vasker deres hænder. Samtidig afspilles der andre dyrelyde, som er ment til at forvirre dem. Til sidst skal de trykke på det rigtige dyr på tabletskærmen, for at afslutte legen. I vandhanen bliver der indbygget en infrarød sensor, så det registreres når vandet tændes, og legen kan begynde – hvis barnet slukker vandet før legen er slut, er den opmærksom på, at barnet ikke har vasket hænderne færdigt, det samme sker hvis barnet træder af følepladen, fortæller Cille, som er økonomichef i Plash.

Inden de unge iværksættere kom på denne idé, havde de været igennem en længere idé proces, som i første omgang havde resulteret i en helt anden idé, men grundet problemer med at finde et passende materiale, så de sig nødsaget til at lægge idéen fra sig. Det handler ikke altid kun om at finde den gode idé, den skal også være plausibel. Processen fortsatte, og snakken faldt på børn og deres tilsyneladende modvilje mod at vaske hænder.

– Vi har bygget det lidt op omkring nudging princippet – det her med, at få folk til at ændre adfærd, uden at de egentlig tænker over det, og så valgte vi et hverdagspPlash udstilling til DM i Københavnroblem indenfor sundhedsområdet – sygedage hos børn og pædagoger – det er jo noget alle gerne vil have løst, og så gør vi det på en sjov og innovativ måde, fortæller Jeppe.

Og Plash falder på et tørt sted (pun intended), for der findes ikke et egentlig alternativ på markedet. Udover en håndsæbe, som kan ændre farve, jo mere den gnides i hænderne, er der ikke rigtig noget i denne kategori, ifølge de fire iværksættere, og man kan dermed sige, at de med Plash er med til at skabe et helt nyt marked indenfor renlighed og sundhed.

– Det kan jo også videre udvikles til andre målgrupper. Man kunne henvende sig til afdelinger på hospitaler, eller det kunne være unge på diskoteker – der er rigtig mange muligheder, fortæller Kinneret Rebekka, som agerer produktchef i Plash.

Iværksættere/studerende

For Cille, Jeppe og Mads er iværksætteri ikke en ny drøm, der er dukket op i takt med at Plash har udviklet sig og fået succes.

Dato oversigt - Historien om PLASH
  • D. 5. februar deltog Plash i en entreprenørmesse i Odense, her blev givet en masse feedback og positiv respons.
  • D. 3. marts deltog Plash i regionsmesterskaberne i Grenaa, her vandt de og gik dermed videre til DM.
  • D. 15. april deltog Plash i Danmarksmesterskaberne i entreprenørskaberne i København og repræsenterede region Østjylland. Det endte med en sejr i deres eget spor, business and service og en over-all sejr.
  • D. 27.-31. juli JA-YE Europe Company Of The Year Competition i Berlin.

- Begge mine forældre er iværksættere, og min papfar er også. Så det har virket meget naturligt at skulle gå den vej, og jeg synes også helt klart at det kunne være fedt, fortæller Cille, hvis far har været en stor hjælp i udviklingen af Plash systemet via sin arbejdsplads på Vexcom International, som er beliggende her i Horsens.

“Både Mads og jeg har snakket længe om at starte vores eget. Vi har været drevet af det i lang tid – det her med at starte sit eget. Om det så bare skulle være en simpel webshop eller hvad det skulle være. Det behøver ikke at være noget vildt, men bare at have sit eget – ikke at arbejde for nogen, men at arbejde for sig selv. Der er ingen sure arbejdstider, når man laver noget, man godt kan lide”, fortæller Jeppe

– Og det at kunne se resultatet af ens hårde arbejde blomstre, det betyder også noget, tilføjer Mads.

Det at være studerende er ingen hindring for at springe på iværksætteriet, som vi også har set i tidligere artikler på VI STARTER SGU omhandlende Project 1 Million, abeleg.dkBesserBar, Craving4sound og sidste skud på stammen 2ndSales.

Det betyder selvfølgelig meget, at der er støtte og forståelse fra skolen. At deltage i konkurrencen er en del af undervisningen på Learnmark og derfor obligatorisk, men det betyder ikke, at de fire elever af den grund brænder mindre for projektet – de har taget opgaven til sig, smidt en masse af deres fritid i det og har taget skridtet fra “det er bare noget, vi lader som om”, til at have en oprettet virksomhed med dertilhørende CVR nummer, og med hver deres ansvarsområde. Som nævnt er Jeppe direktør og indkøbschef, Cille er økonomichef, Kinneret er produktchef og Mads er marketingschef.

– Learnmark har været rigtig gode til at støtte os. De er f.eks. meget fornuftige i forhold til det med afleveringer – de ved godt, at vi bruger rigtig meget tid på det her, og det synes de bare er fedt. Så vi får lidt ekstra tid til afleveringer, hvis der er en presset uge, og vi får lov til at arbejde sammen på nogen af afleveringerne, som ellers er individuelle – så der får vi lidt slap line. Så det er rigtig fedt, at der er forståelse derfra, fortæller Mads.

En oplevelse de aldrig glemmer

Hvis Plash skulle gå hen og vinde 1. præmien til dette års EM, bliver det ikke første gang at studerende fra Danmark løber af med 1. pladsen til en JA-YE (Junior Achievement – Young Enterprise) konkurrence.

Sidste år til konkurrencen JA-YE European Enterprise Challange vandt studerende fra SIMAC, (Svendborg International Maritime Acadamy) med virksomheden cool4sea, 1. pladsen. Som en sidebemærkning kan det fortælles at 2. pladsen også gik til danske studerende fra Business Acadamy Aarhus med deres virksomhed BoxyCare. Så det må siges at danske studerende har en god begyndende vinder-streak i forbindelse med JA-YE konkurrencer, og lad os håbe, at Plash klarer sig lige så godt.

Inde på JA-YE’s hjemmeside står der følgende:

“The students who make it this far are pretty special. As of today, there are about 20,000 student companies in the JA network and those we will see in Tallinn are the very best of them. […] There is nothing like competition to focus the mind. These 200 students will feel the heat. They’ll be far from home; on what could be one of the biggest stages they’ve ever seen. It’s an experience they will never forget.”

Og med disse ord vil vi ønske Plash og de fire unge iværksættere et KÆMPE held og lykke til EM. Vi lover at følge op på hvordan konkurrencen gik for Plash.

Læs her hvordan det gik Plash til EM.

Kommentarer

kommentarer

Næste indlæg Pressemeddelelse: CBA talks inviterer til personlig iværksætterhistorie på FÆNGSLET

Forrige indlæg Pressemeddelelse: Rapport af Dansk Produktions Univers

Trine Thomsen

Om skribenten Trine Thomsen

Skribent på vistartersgu.dk

Relaterede indlæg